Jul i solen

Så blev det jul i Mexico! Jeg er lige vågnet op til julemorgen d. 25. Det har været ret hårdt at være langt hjemmefra juleaften, så tårerne var lidt nærmere end normalt. Min familie har bare svært ved at acceptere, at jeg savner min familie i Danmark. De begynder altid at sige: "Jamen det er jo kun et år, og så er du jo hjemme igen - og vi er jo også din familie." Jeg ved udmærket godt, det kun er et år, og det er ikke fordi, jeg et sekund har overvejet at tage hjem før tid, men nogle gange kan jeg ikke undgå at længes lidt..
Forventningerne blev sænket helt i bund, da pizzabuddet parkede ude foran hoveddøren. Diana og jeg tog til en 15 års fødselsdag, der for pigernes vedkommende er en stor fest. Pigen er ikke katolsk, men kristen og tilhører "skriger kirken" (som jeg har opkaldt den, da de skriger 4 gange om ugen, så hele vejen kan høre det) Vi blev som altid tvunget i kjoler og højehæle, og så gik vi de 20 m ned af vejen til kirken, hvor festen blev holdt.
I Danmark tager jeg altid i kirke juleaften med min familie. Til denne fødselsdag sad jeg i 4 timer og hørte udelukkende sange om, hvordan jeg bare skal lade Gud og Jehova gå ved siden af mig, og aldrig miste min vej til ondskab - så det kompenserer vidst for, at jeg ikke nåede i kirke.

Bagefter lavede vi.. igenting. Jeg troede, det var det resten af dagen skulle gå med, så jeg var egentlig så småt ved at overveje at gå i seng, da min mamá sagde, at vi skulle hen og se Jesus. Så kom julestemningen. Der var et rigtig fint kryppespil og en af de der maskiner, der bare spiller den samme skide julesang igen og igen, men det hjalp. Det blev jul. Bagefter tog vi hjem til min bedstemor, der også havde lavet et lille kryppespil. De sang og bad bønder for et lille jesus barn, jeg skulle vugge i mine arme. Hvilket var ret akavet, da jeg aldrig rigtigt har holdt en baby, og min bedstemor holdt nøje øje med og den nu blev vugget rigtigt. Vi tog hjem til os for at spise aftensmad og der var mennesker i hele spisestuen onkler, tanter, søskende og fætre men alleblev tilsidst sat ned. Jeg tror, det var kalkun eller gås - jeg har aldrig rigtig overvejet den anden mulighed efter and. Vi fik spaghetti og æble til. Desserten bestod af noget buddings snask - og bare konsistensen har gjort, at jeg aldrig har kunne spise sådan noget. Det var rigtig hyggeligt, og jeg følte, at jeg virkelig var blandt familie.

Selvom vi var dødtrætte, og klokken efterhånden havde slået 00:00, tog vi til min onkels julefest. Jeg bryder mig ikke så meget om denne onkel og tante. Min onkel var dog i vældig humør, hvilket sikkert skyldes det store indgreb, der var taget på hans tequila flaske. Min tante var derimod sig selv, så hun begyndte at give mig slanketips og sige, at jeg da ikke kunne spise mere end et kyllinglår til aftensmad, og hvad ved jeg. Bagefter fik jeg lige demonstreret, at jeg stadig ikke kan finde ud af at danse, men det var nu meget sjovt alligevel. Da vi kom hjem, faldt jeg om i min seng og sov næsten med det samme.

Jeg kan også med glæde tælle mig selv med som en af dem, der overlevede jordensundergang d. 21/12/2012, hvilket alle andre, jeg kender, også gjorde. 

Juleferie

Så har jeg lige fået dejlige 1½ - 2 måneders juleferie, jeg så kan nyde i omkring 30 graders varme. Min værtsbrødre er endeligt kommet hjem, og jeg har fået chancen for at møde min ældste værtsbror Jesus David, som jeg ellers ikke har kendt før nu. Han overraskede mig positivt, og vi har en del tilfælles, så det er meget rart at være sammen med ham. Hans bedsteveninde var også med for at besøge os i en uges tid, men hun er nu taget hjem igen. Hendes søster havde skrevet hende et brev og hendes kæreste grædt i lufthavnen - vi taler altså om en uges ferie. Min lillebror gad ikke engang kramme mig i lufthavnen, og der blev vidst ikke fældet så meget som en tåre af nogle af mine brødre den dag.
Med julen kommer også Cheldas juleferie, og jeg blev næsten helt svimmel da jeg hørte, hvor mange pligter, der så blev føjet til, at jeg bare skal ordne min egen seng. Nu skal jeg vaske alt mit tøj selv - i hånden med koldt vand, vaske tallerkener osv. og så er Diana og jeg så heldige at have vundet den daglige rengøring af huset. Jeg savner allerede Chelda! I dag var hendes sidste dag, jeg klamrede mig til hendes ben, men hun slap til sidst ud af døren.
Min kontaktperson Rocio ringede for at spørge, om jeg ikke kunne komme med hende til noget konference agtigt for at fortælle om, hvad det er at være udvekslingsstudent. Hun sagde, at det ville være omkring 10 personer, og de ville stille spørgsmål, så jeg behøvede ikke forberede noget. Så jeg sagde ja. Jeg tog afsted med mine brødre. Der var en del mere end 10 mennesker - over 100. Vi ventede i 2-3 timer og hørte det ene fordrag efter det andet. Så blev det så min tur til at træde op på talerstolen, hvor jeg så fandt ud af, at det var enetale - så måtte jeg lige improvisere noget på spansk foran over 100 mennesker, hvoraf en del af dem er fra min skole. Men det gik okay, det gav da mening, hvad jeg sagde, hvis jeg skal tro mine brødre - hold nu op hvor jeg rystede!

Vi er også ved at være klar til jul - hvis man ser bort fra, at jeg ikke har købt så meget som en eneste julegave endnu. Traditionen tro skal der jo et juletræ til jul. Det var noget lidt andet end i Danmark, hvor min familie og jeg trasker ud i vinterkulden for at vælge det bedste - og når alle er enige, er følelsen som regel forsvundet i fingrene. Vi tog afsted i shorts og t-shirt kørte ned til en lokal butik og min mamá pegede meget hurtigt på et juletræ - for alt skal jo være som i Europa (hvor juletræer for det meste er hvide pga. sneen). Jeg prøvede dog at forklare, at sne smelter, så når juletræer er indenfor er de grønne. Men hvad pokker, nu har vi et flot, lille, hvidt, plastik juletræ - og det hjælper faktisk på min julestemning, når det står og lyser i stuen.

Når nu vi havde gæst, så skulle hun jo se det bedste af Oaxaca, så vi kom på stranden igen. Det var endnu bedre end sidste gang, fordi mine værtsbrødre også var med. Vi tog på sejltur og så delfiner der sprang op fra vandet og vendte sig i luften. Min værtsbror fik hevet to store fisk i land. Båden stoppede på en lille strand der var utilgængelig, hvis ikke man havde en båd, hvorfra vi så kunne tage ud og snorkle. Jeg havde en ret pinlig forveksling med mande og dame toilettet - hvilket jeg fik løst meget diskret ved at råbe inde fra en af båsene: "Er det her mandetoilettet?" Hvorefter jeg kunne høre min værtsbror flække af grin - hvilket var svar nok.

Da Karen skulle hjem igen tog jeg med hende og min værtsbror til Oaxaca by, da jeg virkelig synes, det er en fed by. Vi tog hen og så Monte Alban, der er et sted med en masse pyramider. Vi stod og snakkede, da jeg pludselig hørte stemmer - danske stemmer! Så jeg løb bare hen og sagde: "I er fra Danmark!" Det er ret længe siden, jeg har mødt nye danskere, så det var ret fedt. Vi tog på markede og købte klamme biller, der åbenbart er en specialitet her i Oaxaca. Da jeg stadig har lidt maveproblemer, så jeg var undskyldt. Det gjorde også mine udgifter til mad billigere, da jeg spiste tyggegummi og drak cola til morgenmad (cola er medicin..).

I dag kom min julepakke, hvilket vil sige RUGBRØD! Endelig. Det viste sig så til min overraskelse, at hele familien er glad for rugbrød, så den er hurtigt væk den pakke. Så er der igen lakridser. Faktisk var i dag en rigtig god dag, hvad breve angår. Jeg modtog pakken fra mine forældre, et brev fra mine bedsteforældre og et brev fra YFU Århus, der ønsker glædelig jul.

Til jer der læser min blog:

Glædelig jul og godt nytår!

Ciudad de Oaxaca

Jeg har været i min stats hovedstad, Oaxaca, med min mamá og min værtssøster. Det var virkelig en fed by. Det var så rart at få en pause fra, at være hende den sære blonde alle vender sig om efter på gaden og som næsten alle kender, da Oaxaca er en by med en del turisme. Så jeg følte mig som en helt almindelig turist, i de 2 dage jeg var i Oaxaca, hvilket til en afveksling var meget rart.

 Den egentlige grund til, at vi var taget afsted, var, at vores nabos søn skulle giftes. Så lørdag aften tog vi til hans bryllup efter først at have kørt 6 timer i bus og derefter trampet Oaxaca by rundt for at finde en bryllupsgave. De fleste inviterede var par med børn på 2-5 år, hvilket gjorde, jeg var ret træt af gråd og babysnak, da vi tog hjem. Jeg var ret sulten, da vi kun havde fået morgenmad den dag. Først så vi brudeparret blive viet, og bagefter blev der serveret. Restauranten hedder noget med spyd, og med god grund. Tjenere kom ind med det ene grillspyd efter det andet, og spurgte, hvad man gerne ville have. Da jeg selvfølgelig skulle prøve det hele, var min tallerken hurtigt fyldt med et ordentlig bjerg af kød. Jeg valgte lige at tage et blad salat fra salatskålen, for ikke at føle mig alt for usund.

 Da der er så mange traditioner i Oaxaca, er der selvfølgelig også traditionelle danse. Der blev delt stråhatte ud, halstørklæder og ananas, og så begyndte de ellers at danse den traditionelle ananasdans.

Den næste dag tog vi efter morgenmaden ind og se på en kirke, der hedder; Templo de Santo Domingo de Guzman. Den var helt utroligt smuk. Der var meget højt til loftet og over alt på vægge og loft var der figurer og mønstre, noget af det var i ægte guld. Der var så utroligt mange detaljer, at man ikke ville kunne overskue dem alle sammen. Det er uden tvivl den flotteste kirke, jeg nogensinde har set. Man kunne købe guider, der kunne fortælle om kirkens historie. Jeg satte mig dog bare meget nær et udenlandsk ægtepar, der havde betalt en guide, der talte engelsk, hvilket var en del billigere.
Det tog omkring 200 år at bygge kirken fra det 16. århundrede til det 18, men man har senere restureret den. Der blev brugt 60 000 ark 23,5 karats guld til udsmykningen.

Senere tog vi videre for at se nogle af de gamle ruiner - endelig! Det havde jeg virkelig glædet mig til. Det tog omkring 1 time at køre i bil, hvilket er ret så varmt, når det er omkring 25 grader, og det endda først i december måned. Hvor jeg dog elsker at bo i Mexico! 

Der var ekstremt mange souvenirboder. Alle kunne åbenbart komme gratis ind undtagen mig, da gratis entre kun er for mexicanere, og jeg stadig mangler en del for at ligne en mexicaner. Det var ruiner af noget, det før har været en form for kirkegård, så jeg kunne gå ned i et af gravkamrene. Det skal lige siges luften er dårlig dernede. Deres døre var også utroligt små, så de kan ikke have meget mere end 1 m høje. Jeg rendte meget entusiastisk rundt og tog billeder. Jeg synes, det er fascinerende, at man for så længe siden, har kunnet bygge noget, der delvist stadig holder i dag (havde det holdt, var det jo ikke en ruin), men man kan stadig se alle mønstrene de har lavet på bygningerne helt tydeligt. 

Alt for hurtigt blev jeg nødt til at vende hjem til skole og de sidste to uger af hverdag, inden der er juleferie i halvanden måned. Samtlige udvekslingsstudenter fik skæld ud, da vi ikke er de mest engagerede i undervisningen i skolen. Det undrer mig bare, at når man dagligt arbejder med udvekslingsstudenter, så ikke kan forstå, at det er umuligt, at gennemføre alle sine eksamener og lave alle sine lektier, når man det meste af tiden ikke har en anelse om, hvad læren siger. Men der er da mulighed for at stramme op, det vil jeg gerne indrømme. Det har jeg så hele det næste semester til. 

* * *

Der er lige kommet en julepakke ind ad døren. Den reddede lige julestemningen. Det havde simpelthen været for trist uden en julekalender! Mine søde naboer har sendt mig en julekalender med en lille pakke med slik helt frem til den 24. (okay I kender vel princippet..) Så nu ser det ud til, at jeg har lakrids frem til den 24 december! Tusind tak. 

Her hænger den så lige ved siden af min søsters enormt flotte Jonas Brothers plakater. Den kvikke vil nok opdage, at der mangler en pakke, men altså, man er desperat, når man er løbet tør for lakrids, og der så endelig kommer en pakke ind ad døren, så jeg havde spist dag 1 inden jeg nåede at tage billedet.

Festival, Queretaro og bryllup

Det her bliver vidst det længste indlæg nogensinde. 

12 timer i en bus er lang tid. I sær når der i bussen er passagerer, der har dårlig mave. De sidste små 7 timer lugtede der.. dårligt. Jeg sad sammen med min tante, der skulle til Mexico, for at komme til sin søns bryllup. 

Jeg havde små 7 timer med min værtsbror inden jeg, samme dag, ville tage en bus videre til Queretaro. Vi brugte dog det meste af tiden på at fare vild i metroen. Jeg fik dog set denne bygning, som jeg synes er virkelig flot.

Jeg tog en bus videre til Queretaro for at besøge min ven Victor, det var udvekslingsstudent i Danmark sidste år. Det var så rart at se en, der var del af mit Danmark igen. For første gang i over 3 måneder kunne jeg bare plapre løs på engelsk, og han forstod alt, hvad jeg sagde. Jeg havde helt glemt, at der findes gadelygter, og jeg fik taget mit første varme bad i den tid, jeg har været i Mexico. Så er man så godt som hjemme igen. Jeg sov med en rigtig dyne i stedet for et lagen! 

Den næste dag skulle jeg med ham i skole. Da mexicaner ikke er rigtig kloge, starter skolen kl 07:00. Jeg sad med hans computer det meste af tiden og så Glee, så det var ikke så kedeligt. Senere tog jeg til centrum med hans venner, da han skulle læse til eksamen. Vi fandt denne seje Scooby Doo bil. 

Denne mur, eller hvad man skal kalde den, er bygget for at fragte vand
gennem byen for længe siden. Man siger, at det blev bygget, da en rig
mand forelskede sig i en nonne. Da nonner jo ikke sådan lige gifter sig,
sagde nonnen, at hvis han byggede dette til at fragte vand til hendes
kirke,s å kunne de blive gift. Han tog hende på ordet og byggede den.

Der bor en mexicansk udvekslingsstudent i mit hus i Danmark, og da han hørte, at jeg ville til Queretaro fortalte han mig, at hans søster, Luz, bor der. Så jeg begyndte at skrive lidt sammen med hende, og hun inviterede mig med på en festival, der var over to dage lørdag/søndag, i en nabostat. Jeg var lige blevet så spændt på at komme af sted, da hun sagde, at der ikke var plads i hendes bus alligevel. Jeg blev ret skuffet, men der var jo ikke noget at gøre.

 Det var pisse koldt i Queretaro, jeg tror ligefrem vi kom ned under 15 grader. Jeg rendte rundt med Victors vinterjakke indenfor, fordi jeg havde det så koldt. Der er vidst stor risiko for, at jeg dør, når jeg kommer hjem, hvis 15 grader er så koldt. Vi blev oppe til over midnat for at tale og se film alle nætterne. 

Natten til lørdag skrev Luz til mig. Faktisk ringede hun 6 gange kl. 2 om natten, men jeg svarede ikke, da Victor og jeg var ved at se en film. Da jeg fik svaret, sagde hun, at der alligevel var 2 ledige pladser i bussen, der ville køre dagen efter. Så da jeg vågnede næste morgen, havde jeg 1 time til at bade, spise, pakke og møde op på hendes skole for at køre med hende. Så kørte vi til staten Léon. Jeg er ikke sikker på, hvor lang tid det tog, da jeg sov. Vi købte frokost i et kæmpe indkøbscenter, med så mange mennesker, at bruuns ikke er i nærheden af at kunne følge med.

Luz har været på udveksling i Tyskland, så hun kender Haribo. Vi opdagede de solgte Harribo og Rittersport i dette indkøbscenter. Så er man så godt som hjemme. Da vi nåede frem til festivallen fik vi armbånd. Da vi endelig kom ind i parken, var det så småt begyndt at blive skumring. Vi spurgte, hvor vores pladser var, og manden pegede til venstre, og sagde, at vi bare skulle gå 2 km i den retning. Så vadede vi 2 km, med alt vores bagage, i mens det langsomt blev mørkt. Heldigvis var det nogle meget nemme telte at sætte op, så det gik der ikke megen tid med.
Vi besluttede at gå hen og kigge på den store festivalplads, hvor der var sat en scene op. Vi stod imellem en masse andre mennesker og hoppede til musikken. Det vil sige, jeg hoppede for det meste bare, da det ikke ligefrem er dans, der er mit store talent. Alle kurvene fra luftballonerne var sat op. Flammer skød op og lyste mørket op. Kun 2 luftballoner var blevet sat op, så man kunne se, hvor store de er. Hundredevis af lanterner blev sendt af sted.

Da vi kom tilbage til teltene, var vi ved at være godt trætte. Rafaels anden søster var kommet med sin kæreste. De lavede bål, og vi sad og snakkede lidt, inden vi gik i seng. Med udsigten til kun at kunne få 4 timers søvn satte jeg mine sko udenfor teltet som den eneste forberedelse, inden jeg lagde mig til at sove i alt mit tøj.

Forestil jer at vågne op en søndag morgeni et telt, før kl. 6 og skulle tisse, men ikke have nogen anelse om, hvor toiletterne er. Man kan ikke dreje sig, fordi der er 5 personer i et telt, der burde være beregnet til 3. Jeg kunne derfor ikke sove igen. Da de andre begyndte at vågne og ville på toilettet, ville jeg gå med dem. Så vi lynede ned. Mine sko var væk. Alle de andre, der også havde sat deres sko udenfor teltet, havde dem stadig, men mine dejlige converse var væk. Jeg fandt hurtigt den ene, der var blevet smidt 20 m væk fra mit telt. Den var ret våd, men jeg tog den alligevel på. Så gik jeg rundt i en sko og kiggede efter den anden i mens unge, sikkert stadig halv berusede, mænd blev ved med at sige: "Hey blondine, vil du ikke have en sko?" Solen tog fat, så da jeg gav op, fordi det var tid til at se luftballonerne, var jeg godt solbrændt. Det vil sige tomatrød i hovedet, og en krans rundt om halsen plus smukke røde ærmer. Det gør det med garanti nemt at finde en kjole til brylluppet næste lørdag. Jeg lagde dog ikke så meget mærke til det, da jeg så alle de mange balloner. Her er lidt af de mere end hundrede fotos, jeg tog:

Selveste Elvis var mødt op for at deltage i festivallen. 

Min yndlings var huset fra filmen OP. Det var ikke en luftballon, men båret af virkelig mange heliumballoner.

Senere den dag tog vil til Léon centrum. Så jeg havde en chance for at købe nye sko. Da jeg ikke havde regnet med at miste mine sko, er min økonomi virkelig, virkelig sørgelig. Jeg har allerede brugt mine lommepenge for december, og december plejer ikke at være den billigste måned på året, når der skal købes julegaver. Nå men pyt. Vi spiste morgenmad på en restaurant. jeg havde dog problemer med at få min ned, dels fordi den var meget stærk, og dels fordi pigen overfor mig sad og spiste tunge. Jeg kunne ligefrem se de der prikker, der er på en tunge, der vidst nok er smagsløg. Iderk!

 Så ventede vi over en halv time på en taxi, men da vi var 9 kunne vi umuligt være der alle sammen. Så vi blev 4 tilbage. Da det åbenbart var helt umuligt at få en taxi, tog vi først et tog og bagefter en bus tilbage til festivallen. Der var et nyt band, det optrådte, der hedder Reik, de er ret berømte i Mexico. Jeg kender ikke så mange af deres sange, men jeg kan ikke lade være med at synge de to linjer, jeg kan, af denne sang igen og igen.
Luftballonerne var kommet tilbage, mens vi havde været inde og kigge på centrum, så endnu engang stod kurvene og skød ild op. Det så virkelig fedt ud. Selvom mine fødder gjorde ondt, det var koldt, jeg stank af bål og var træt, så var det virkelig en stor oplevelse, og jeg er glad for, at jeg kom af sted. Turen hjem i bussen, der meget typisk Mexico kom en halv time for sent, føltes virkelig kort, da jeg sov næsten i det øjeblik jeg endelig fik sat mig ned.
 Det føltes skønt at kunne tage et varmt bad og føle mig ren inden jeg lagde mig i en varm seng.

Mandag var fridag. Da jeg igen var hjemme i Victors hus, gav vi os til at se en virkelig uhyggelig film, der er bygget (og forhåbentlig overdrevet) ud fra en virkelig historie. Filmen hedder The Exorcism of Emily Rose. Det er en pige, der har en psykisk lidelse eller også er hun besat af dæmoner. Hun vågner hver nat kl. 03:00, og der sker underlige ting. Jeg rystede en ½ time efter, at vi havde slukket for fjernsynet. Det blev så lige dobbelt så uhyggeligt, da jeg samme nat vågnede kl. 03:00.
 Tiden fløj af sted og alt for hurtigt blev det den sidste dag i Queretaro. Vi tog endnu engang til centrum.

En kirke i centrum af Queretaro.

Det her er nok noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt. Hvilket  måske skyldes
at klokken var 16:00, og jeg ikke havde spist andet den dag. Der er virkelig ikke noget
der kan konkurrere med mexicansk mad. 

Her sidder vi udenfor en kirke. 

Det var ret trist at tage tilbage til Mexico City igen, jeg havde hurtigt fået lavet mange nye venner i Queretaro, da Victors venner er rigtig søde. 

Da jeg ikke ligefrem er et kjole-menneske blev jeg nødt til at købe en ny i Queretaro, da jeg ankom til Mexico City sent fredag aften, og skulle til min fætters bryllup næste morgen. Jeg sov i min onkel og tantes hus. Da jeg var den nyankommende, var jeg dermed også den, der skulle stå tidligst op for at tage bad. Min onkel var så flink at vække mig kl. 05:30 for at fortælle mig, at jeg havde en halv time mere at sove i. Der var rimelig kaos da alle skulle gøres klar, og min tante blev ved med at følge efter mig for at se, om jeg efterlod nogen spor. Klar blev vi dog.

 Det var mit første bryllup nogensinde, så jeg var ret spændt på at se min fætters kommende kone gå op ad kirkegulvet. Det var nu ikke nær så romantisk. Efter at vi havde ventet i en time, blev det deres tur til at skrive nogle papirer under, inden en dame sagde nogle ord, og så var de gift. 

Den første dans.

Min anden fætter kreativitet frembragte denne hund, der ligner,  den er
blevet krydset med en giraf.

Det var ret sjovt brylluppet og endnu engang fik de mig overtalt til at danse, selvom jeg ikke har nogle anelse om, hvordan man gør. Det sluttede allerede omkring midnat, men det var fint, jeg havde en del søvn at skulle indhente efter mine dage i Queretaro.

Jeg havde et skænderi med min værtsbror næste morgen. Da vi skulle tilbringe dagen sammen alligevel, var stemningen en smule trykket. Vi sagde kun noget, hvis vi var nødt til det. Jeg er simpelthen så klodset for tiden, så jeg hamrede mit hoved ind i en jernstang i fuld offentlighed. Så kunne han ikke lade være med at grine, og så blev vi gode venner igen. 

I dag har jeg besøgt min kontaktperson. Jeg tror, at jeg engang i næste uge vil prøve og lave en snemands piñata, nu hvor det, selvom julestemningen mangler, er ved at være jul.

 Det var nu rart at komme hjem igen efter 2 uger. Det gjorde det heller ikke værre at der ventede et brev fra mine søde bedsteforældre med hjemmelavet julepynt. Det er ikke til at tro, at halvdelen af mit år snart er gået. I morgen er der atter en dag med skole. Mine klassekammerater har været så søde at skrive til mig, at de savner mig rigtig meget og glæder sig til, at jeg kommer tilbage.

Lidt at grine af

Jeg er halvvejs i Mexico City, hvis man ser bort fra den lille køretur på 12 timer i bus.. Jeg er lige blevet færdig med at pakke, 15 min. før jeg skal afsted, hvilket ikke er typisk mig. Jeg er et, vi pakker en uge inden menneske, men det er åbenbart blevet ændret.
Min mamá måtte lige samle sig, da hun så de to store sportstasker, jeg har fyldt med ting. Jeg er trods alt væk i 14 dage..

Nå men jeg så linket til denne hjemmeside, på en side udvekslingsstudenter har på facebook. Det er enormt sjovt, så jeg tænkte, I lige så godt kunne få lidt at grine af, når jeg nu ikke kan skrive på min blog i et godt stykke tid. Jeg kan genkende mig selv i det meste på den hjemmeside, faktisk fik jeg forklaret min mamá, på spansk, at Viggo Mortensen er dansker.

 Hvor jeg dog glæder mig til at komme til Mexico City og Queretaro!

Nå men her har I linket, tag jer nu tid til at se det.

De Dødes Dag

Jeg har haft fri torsdag og fredag, da det har været De Dødes Dag. Som jeg har forstået, er den første dag for dem, der har mistet deres børn, og d. 2. november er De Dødes Dag for alle de døde. Rundt omkring i husene har man lavet altrer, med mad som ens elskede kunne lide, da de levede.

Min engelsk lærer går meget op i De Dødes Dag. Hele hans klasselokale er pyntet op. Han har lavet et alter og skiftet gardinerne, så de nu er med græskarhoveder. Derudover har han indrettet det stykke jord, der er ude foran hans lokale, som en kirkegård. På billedet ovenover kan I se gravstenene. I et træ hænger en heks og et fugleskræmsel. Hvis han brugte ligeså meget energi på at undervise sine elever, som på at pynte op, kunne de sikkert tale flydende engelsk.
 

Vi har for det meste god tid i skolen, da vores lærer sjældent møder op til at undervise os. Derfor gav jeg mig sammen med to veninder til at lave De Dødes Dag negle med dødningehoveder.

 

Der har været et market i byen denne uge. De har solgt en masse plastik skræmmel i anledningen af De Dødes Dag, som jeg har købt en del af. Det meste er nu allerede gået i stykker. Jeg tog hen for at se på markedet efter skole en dag med nogle venner. De sælger mad formet som dødningehoveder, blomster, der kun kan købes denne del af året, kostumer, masker osv. De sælger også æg, der er blevet tømt og genfyldt med mel. Min veninde købte et, for at kaste efter en dreng fra vores skole. Han var helt overdækket med mel. Det var meget sjovt, indtil han besluttede at købe et helt kilo mel, og hun derfor købte to kilo. Så skete der det uundgåelige, at jeg blev overdækket af mel, da jeg stod midt i melkampen. Ikke helt fair, når man er den eneste, der ikke har købt noget som helst. Så jeg er ret taknemmelig for, at Chelda vasker mit tøj og min skoletaske. Her er lidt billeder fra markedet:

 



Dødningehoveder i sukker ser meget søde ud. Jeg købte et en dag. De smager knap så godt, da det føles som om man spiser mere end 20 sukkerknalder i træk. Det er vidst heller ikke meningen, at de skal spises, men være dekorative på altrene, der bliver lavet rundt omkring i husene for ens kære, der er døde.

 

Jeg fik min mamá til at tage mig med hen for at se et alter:

Det her er et alter for en af mine onkler, der døde i det forgående år. I de huse, hvor en er død i året der gik, laver man altrene større, og alle kan komme og besøge alteret.



På min søsters skole havde de ikke fri torsdag. De brugte dagen med at lave billederne herunder. De var virkelig flotte. De er lavet af papirkugler, bønner og ris. Det havde taget dem hele dagen at lave. Skolen kårede det flotteste som vinder. Da vinderen var blevet kåret, løb alle eleverne hen til hver deres gruppes billede og vadede rundt i det, så man ikke kunne se, hvad det engang havde været. Det chorkerede vidst lidt en tysk pige, der havde brugt hele sin dag på at lave et af billederne.

 



 

Her er et skelet i en af de traditionalle dragter. Denne kjole hedder: tehuana

 

Min værtsfamilie er ikke ligefrem den mest traditionelle. Faktisk havde de planlagt at lave ingenting hele De Dødes Dag. Det, synes jeg, ikke var helt godt nok, så jeg spurgte, om vi ikke kunne lave noget. Vi tog derfor på kirkegården, som de i Mexico gør, for at fejre De Dødes Dag. De tager blomster med for at lægge på deres afdødes grave. Vi besøgte mine to bedstefædre og min onkel. Folk sad rundt omkring på gravene. De drak og spiste. Min mamá bryder sig ikke meget om at tage på kirkegården, fordi mange kun tager derhen for at drikke sig fulde, og min værtsfamilie er meget i mod overdrevent forbrug af alkohol.

 

Jeg synes virkelig, det er en god ide, at man har en dag om året til at mindes ens elskede. Det at man sammen med hele sin familie tager på kirkegården for at spise og hygge sig, sammen med den man savner, kan hjælpe en til at huske alle ens gode minder med den afdøde.

Visum

Så er jeg officielt mexicaner, sådan da, jeg har i hvertfald fået visum indtil engang i sommeren 2013. Dejligt endlig at være helt færdig med det papirarbejde. Det er også rart, at jeg på den måde kommer til at se lidt mindre til min kontaktperson Rocio.
Da hun bad mig udfylde nogle papir, lykkedes mig at skrive mit navn de forkerte steder. Anden kopi skrev jeg med sammenhængende skrift. Da Rocio efterhånden var løbet tør for kopier, blev jeg sendt afsted for at købe flere. Rocio havde mistet sin tålmodighed, og så ikke ligefrem ud til at synes det var en smule humoristisk, at jeg ikke kunne skrive mit navn korrekt. Så hun bad mig vente, og så ville hun senere udfylde mine papirer. Så ventede jeg, hun hjalp alle de andre. Udvekslingsstudenter kom og gik. Da jeg havde ventet omkring 2 timer, gav hun sig endelig til at udfylde mit papir. Det eneste jeg skulle skrive, det sidste ord på hele papiret, er det område jeg bor i normalt. Så jeg skrev med store, tydelige bogstaver: ØSTJYLLAND. Man må bare ikke skrive specielle bogstaver, så dette ark blev også kasseret, hvorefter Rocio sagde, at jeg var et kæmpe problem. Mit fjerde ark blev dog godkendt. Så begyndte hun og tale om en underskrift. Det her er efterhånden et godt stykke tid siden, så mit spansk var ikke særligt godt. Det var blevet helt mørkt, og jeg ville gerne hjem. Efter en time, hvor hun ikke havde talt til mig, spurgte jeg forsigtigt, om hun havde brug for mig mere den dag. Det havde hun ikke. Så havde jeg siddet over en time uden nogen grund, hun synes bare ikke lige, hun kunne sige det til mig.

Et par uger efter skrev hun til mig på facebook, at hun havde brug for nogle flere billeder af mig. Billeder uden tøj, så de kunne se, om jeg har tatoveringer eller ej. Det synes jeg, lød ret mærkeligt, så jeg sagde til hende, at det havde jeg altså ikke lyst til. Hun blev dog ved med at presse på og sige, at ingen andre end immigrations folkene ville se dem, og at det kun ville tage 5 min., hvis vi tog dem på WebCam. Jeg blev dog ved med at sige nej. Min værtsfamilie har haft andre studenter før, der ikke skulle tage disse billeder. Derfor bad jeg min mamá om at ringe til Rocio, for at hører, hvad det var for noget. Det viste sig, at Rocio slet ikke var hjemme. Det var højst sandsynligt en eller anden klam, pervers mand, der havde givet sig ud for at være Rocio.

Da jeg hørte fra Rocio igen, skulle vi til Salina Cruz, for at få ordnet det sidste til vores visum. Vi mødtes 8 udvekslingsstudenter og Rocio, tog en bus til Juchitan, hvorefter vi skulle tage en anden bus videre til Salina Cruz. Hvis vi havde haft et kort fra vores skole, havde vi kunnet komme med bussen til halv pris. Rocio spurgte en anelse forundret, hvorfor vi ikke havde bedt vores skoler om at få udleveret sådan et kort. Det burde hun jo sådan set have fortalt os, at vi skulle bede om  sådan et kort, da hun er vores kontaktperson. Det er så typisk Mexico. Heldigvis er busbilletter ikke særligt dyre her, så det går nok. Vi sad og ventede på  immigrations kontoret i en del tid, inden vi fik udleveret et lille stykke lamineret papir, der er vores visum.

I et tidligere indlæg har jeg skrevet, at vi har en bananpalme i haven, der ikke giver bananer. Jeg tog fejl, vi høster en hel del bananer for tiden og de smager meget bedre, end dem man kan købe i forretningerne.

Hverdag i Mexico

Der er en del ting at fortælle, så det bliver en smule usammenhængende.

Jeg har været til min første 17 års fødselsdag i Mexico. Jeg havde regnet med, at det ville være som i Danmark, altså involvere en del alkohol.
Min veninde bor i Juchitan. Jeg tog bussen sammen med 3 veninder. Vi mødtes med en anden veninde, hvis mor ville køre os hen til fødselsdagen. Man skænker det ikke meget opmærksomhed her, at der er 5 sæder i en bil og derfor plads til 5 mennesker. Vi sad presset sammen 8 piger. Så da bildøren blev åbnet nærmest væltede vi ud, som når man har proppet alt for meget tøj ind i sit tøjskab, og åbner lågen. Det tog noget tid inden vi fandt huset, hvor festen blev afholdt. Det burde ellers være nemt, da alle veje, ligesom i USA, er vandrette og lodrette, og ikke snoede som i Danmark.
 Vi blev alle sat, og der blev delt sodavand ud. Senere kom de med plastikæsker med mad. Senere mere sodavand og mere mad. Til min overraskelse blev der slet ikke serveret alkohol, hvilket er fint for mig, da udvekslingsstudenter ikke må drikke. Dog er det tankevækkende, hvor meget vi drikker i Danmark. En pige i skolen kom hen og spurgte mig en dag, om vi ikke er det land i verden, hvor de unge drikker mest. Sikke dog et godt rygte vi har rundt om i verden, hvis de her i Mexico bemærker, hvor meget vi drikker!

Lige et billede fra skolen, så I kan se, hvor meget jeg falder ind i mængden, nu hvor jeg har skoleuniform:

Jeg er blevet inviteret til et bryllup i december, da min mamás bedste venindes søn skal giftes. Derfor tager vi til Oaxaca, der er hovestaden i staten Oaxaca, hvor jeg bor. Jeg glæder mig virkelig til at se hovedstaden. Der er en masse historiske steder der. Jeg håber, vi får tid til at tage ud og se på byen, mens vi er der. Meget akavet, da jeg den næste morgen blev hilst på af en dame. Jeg hilste, som var det en fremmed, der havde sagt godmorgen til mig. Da hun bagefter spurgte, om jeg ikke kunne huske, hvem hun var, kom jeg i tanke om, at det var min mamás veninde, der havde inviteret os til bryllup.

En af de ting, der gør mig trist her, er at se, de triste skæbner med fattigdom, vi ikke ser i samme grad i Danmark. En dag kom en mor med sin lille 2 årige pige, for at sælge hjemmelavede armbånd 5 kr stykket. Jeg er ikke helt sikker på præcis, hvad pengene skulle gå til, om det var til en operation for pigen, eller for at den sidste tid af hendes liv skulle blive så lys som mulig. Jeg forstod i hvertfald, at som det så ud nu, havde hun kun 5 måneder tilbage. Det sker regelmæssigt, at der bliver samlet penge ind i klasselokalerne. Da jeg viste min værtsmor armbåndet og fortalte om den lille pige, kiggede hun på mig med et blik, der fortalte, at det ikke var sikkert, at den lille pige var syg. Måske er jeg naiv, men jeg har i hvertfald ondt af hende, hvis hun er syg.

 

Jeg er blevet en smule doven, så jeg får ikke trænet meget. Jeg vælger dog, at kalde det dovenskab kompineret med sygdom. Jeg fejler konstant et eller andet, hvilket, når jeg tænker over det, også er en sygdom. Der har ikke været en hel uge, hvor jeg har været helt rask hele ugen. Min mave er efterhånden nogenlunde normal, nu hvor den er vant til, at fødevarene bliver behandlet mindre hygiejnisk end i Danmark. Så har jeg været forkølet to gange, hvor dumt det end lyder. Jeg tog til et sted meget varmere end Danmark, får ondt i halsen og hoste. Min mamá køber altid en hel masse medicin for selv det mindste. Så jeg har drukket hostesaft, og taget, tror jeg, omkring 6 forskellige slags piller i de 2 måneder jeg har været her.
 For tiden er der ikke andet galt, end at jeg, klodset som jeg er, glemte jeg, at der er et trin ned udenfor klasselokalerne. Det resulterede i at jeg faldt midt i skolen, hvilket har givet mig et rimelig stort, ulækkert sår, der strømmer gul væske ud af, på mit knæ. Iderk. Det synes min ven er vældig sjovt, så han peger altid grinende på mig, når han ser mig. Jeg har derfor, en god samling salver og rensningsprodukter.
Min mamá har dog lagt mærke til, at mit hår er ret tyndt. Sådan har det altid været, men det ved hun jo ikke, selvom jeg har fortalt hende det. Så nu siger hun, at hun vil købe vitaminpiller til mig.

Folk der kender mig, ved at jeg absolut ingen stedssans har. Så da jeg en dag ville tage bussen fra min venindes hus og hen til min tantes, for jeg fuldstændigt vild. Buschaufføren kiggede om på mig en del gange, da bussen var ved at være tom. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke havde set min tantes hus, da jeg var sikker på, at min papá havde sagt, at bussen ville passere. Det var ved at være en smule sent. Pludselig sagde chaufføren, at nu kørte bussen ikke længere. Jeg havde ingen ide om, hvor jeg befandt mig. Hans chef, en 19 årig dreng, sagde, at jeg kunne køre med bussen tilbage til den by jeg bor i, da jeg befandt mig lige i udkanten. Han kørte også med, og da vi blev sat af fulgte han mig hele vejen hjem. Jeg takkede mange gange, og var lettet over at have fundet hjem.
Det er den samme bus, jeg tager om morgenen på vej til skole, og igen hjem fra skole. En dag var drengen, der havde hjulpet mig, på arbejde, og spurgte om jeg ville køre med hele turen rundt for at se Ixtepec. Jeg tog i mod tilbudet, og vi snakkede en smule på vejen.
Da min mamá hørte, at jeg havde kørt med ham, blev hun meget bekymret. Derfor havde jeg en snak med min mamá og min papá om, at der findes gode og onde mænd, og af princip er alle mændene i busserne onde i Mexico. Ikke fordi det er noget problem for mig, at jeg ikke må snakke med ham, han er ikke min ven eller noget, bare en jeg kender. Det overraskede mig bare, hvor alvorlige de så ud.

I går tog jeg til Juchitan med en veninde. Hun har lige slået op med sin kæreste, så vi ville kigge på drenge i parken. Der var dog ingen. Det er ikke pænt at hænge folk ud på internettet, men da man ikke kan indkludere hunde i folk, vil jeg alligevel fortælle det. Det her er rimelig klamt og tragisk komisk. To hunde var igang med at lave det, hunde nu laver, inden der kommer små nuttede hvalpe. Da hanhunden var færdig, og derfor ville trække sit kønsorgan til sig, sad det fast. Den stod derfor med sit ene ben over numsen på hunhunden, imens den prøvede at trække pølsen til sig. Sådan stod den i over 10 minutter. Det var på en eller anden måde noget, jeg godt kunne have været foruden at se.

Jeg er lige kommet hjem fra biografen med min familie. Jeg vidste ikke, hvilken film vi skulle se, og ville ikke få så frygteligt meget udaf at spørge, da de oversætter alle deres filmtitler til spansk. Vi købte frappe og popcorn, inden vi satte os ind i biografen. Filmen gik i gang, og når man havde forventet noget i retningen af en hyggelig film, hvor hele familien kan være med, og i stedet ser en virkelig uhyggelig gyserfilm, så bliver man skræmt. I sær når man, som mig, ikke har talent for at se gyserfilm. Ved det første store chok sprang jeg nærmest over i min søsters sæde. Resten af filmen var hun så sød at række mig sin hånd, som jeg fik klemt næsten følelsesløs.

min mamá, søster, mig og min papá

 

På den ene side savner jeg min familie i Danmark, og savner at give min mor et kram. Savner, at tage i skole og se mine venner, som jeg har kendt i evigheder efterhånden, og som jeg stoler på og ikke mindst taler samme sprog som. Men jeg har aldrig været gladere, end jeg er her i Mexico, så på den anden side ville jeg ønske, jeg kunne blive forevigt. Jeg vælger, at lytte mest til den side, der siger, at jeg er gladere nu end nogensinde før. Det ville være trist, at skulle se tilbage på et år, hvor jeg ikke har brugt tiden på andet end at tænke på, hvad der sker derhjemme, og dem jeg savner. Jeg lider derfor ikke af hjemve. Hvis jeg en dag føler mig lidt trist, tænker jeg bare på, hvor fedt det er at møde så mange nye mennesker. Jeg tror, jeg kender flere her end i Danmark. Virkelig mange siger: "Hej Petra" til mig, når de møder mig i skolen, og jeg kender ikke halvdelen af dem. Det varmede dog, da jeg i forgårs modtog et brev med lakridser fra mine bedsteforældre.

Toreada

Jeg måtte lige genlæse mit sidste indlæg for at finde ud af, hvor jeg er kommet til. Det føles som længe siden, at jeg var til Regada. Måske er det fordi, det er en oplevelse, jeg har prøvet at fortrænge lige siden.
Kort, hvad er en Regada?
En Regada er en smule som et optog. Denne her var der bare kun to biler, der deltog. Den bil jeg sad i og bilen, hvor årets dronning af Ixtepec sad i. Ud fra bilerne smides gaver alt fra toiletpapir til øreringe. Gaderne er fulde af mennesker, der gerne vil have et eller andet. Nogle samler i store sække.

 Jeg gjorde mig klar i min kjole, og fik håret sat. Så kørte min mamá og jeg hen til min tante. Hun havde pyntet sin bil, der har et stort lad, hvorpå jeg sad sammen med min niece, nevø, tante og min fætters kone. Da alle gaverne var lastet op på ladet, var der så klemt, at vi ikke kunne rykke vores fødder. Der sad jeg så og ventede i stegende sol i omkring en halv time, inden vi kørte.
Vi smed gaver til alle sider. Min nevø tyrede en del mennesker ned med sæbe, da han havde problemer med at kaste blødt. Det var en god fornemmelse at kunne dele ud til alle. Jeg vidste bare ikke, hvor langt vi skulle køre, og delte derfor lidt for rundhåndet ud. Hurtigt kom bunden til syne i de ellers store poser med gaver. Det endte derfor ud med, at vi ikke havde noget at dele ud. Folk blev ved med at råbe güera (blondine) til mig, og komme hen til bilen for at røre ved mig. Folk manglede tænder, var rædmagre, og deres liv havde sat sig i tydeligt markerede rynker i deres ansigt. Og jeg havde ikke mere at give dem. Alle tilråbende blev for meget for mig. Jeg havde svært ved at blive ved med at smile. Det føltes som en evighed inden bilen endelig standsede. Tårerne pressede sig på, og jeg ønskede, at jeg bare var lige så ordinær, som jeg er i Danmark med mit lyse hår og blå øjne. Jeg ville dog ikke græde foran hele min familie, så jeg sagde, at jeg var træt og derfor gerne ville hjem.

 

Heldigvis er der en masse og lave, så jeg havde ikke lang tid til at sidde og have ondt af mig selv.
 Der er noget i retningen af et tivoli i byen. Der tog jeg hen en aften med min familie efter at have tilbragt endnu en god dag ved Ojo de Agua i anledningen af min søsters fødselsdag.

 

 Jeg var sammen med min søster og vores fætre. En billig oplevelse for mig, da det er drengene, der betaler i Mexico. Vi prøvede, jeg ved ikke hvor mange gange at ramme en spand med bolde, for at vinde en kæmpe bamse. Gang på gang 'vandt' jeg chokolade (Dvs. trøstepræmie for folk, der ikke har talent). Min niece havde mere talent, det rakte i hvertfald til en del små bamser. Da jeg kom tilbage dagen efter med min fætter, vandt jeg i første hug en kæmpe bamse - bare lige for at sige, jeg ikke er helt lost. Det er en, nogle ville måske sige grim, lyserød and. Jeg har opkaldt den efter min savnede hund Vaks.

Min ven Oliver spurgte, om jeg ville tage med ham til Toreada. Toreada er ligesom tyrefægtning, man kan få lov til sidde på tyren, imens den springer rundt og prøver at stange tyrefægterne ned, når de vifter med deres røde kapper.
Min mamá hader Toreada, da hun mener, det kun er for fordrukne mænd. Jeg fik dog alligevel lov til at tage af sted, da jeg pointerede, at hvis jeg tog af sted, så kunne jeg jo dele hendes afsky i fremtiden. Jeg tog ikke nogle billeder, da jeg ikke havde mit kamera, så jeg håber, jeg kan beskrive det. Der var bygget, af træ, en stor firkant, hvor der var hegn, så tyrene ikke kunne komme i kontakt med publikum. Der var bygget en tribune til publikum. Det var muligt at stå på jorden, eller sidde på en overetage. Der var fyldt med mennesker overalt. Det var næsten ikke til at se, hvad der foregik inde i firkanten, hvor en vred tyr løb rundt med en mand, der så ret skrækslagen ud, på ryggen. Oliver fik øje på Mantia (en af mine veninder, der er en udvekslingsstudent fra Thailand). Hun sad sammen med sin værtsfamilie oppe på en af overetagerne. Vi besluttede at gå hen til hende, da vores pladser umuligt kunne blive meget ringere. Vi kravlede op af stigen, og sad meget klemt sammen med hendes familie. Jeg sad med benene ud over kanten, så de var inde i ringen. En mand blev kvast af en tyr mod rækværket, så han knap nok kunne gå derfra lige foran, der hvor jeg sad. Da han fik revet sig i sikkerhed, sad han næsten ovenpå mig. Han blev lykønsket og fik en øl, hvorefter han hoppede ned og humpede ud.
 Vi gik ud for at købe chips, kager og sodavand. Da vi kom tilbage, havde de lukket en ny tyr ind i ringen. Folk gispede, da de så størrelsen af dens horn. Det viste sig, at den var ligeså arrig som dens horn er store. Derfor måtte ingen sidde på den. Den blev sluppet løs, og løb direkte mod over tyrefægteren. Han viftede med sin kappe, som han havde gjort med de andre tyre, men hans små yndige hop til siden, kunne ikke gøre det med denne tyr. Han var nede og ligge to gange. Tredje gang løb han skrigende som en pige, hvilket er forståeligt, eftersom han lige havde fået et horn i siden. Det er vidste ikke uden grund, at jeg er bange for tyre.
 En anden tyrefægter en ældre mand, var så dumdristig, at han også ville prøve. Jeg begriber ikke, hvordan han kunne tro, at han havde en chance mod tyren, når hans yngre chef ikke havde. Han stod lige ud for mig. Da tyren kom løbende i mod ham, kunne han ikke nå at gøre noget. Den stangede ham så hårdt, at han fløj over dens hoved og landede omkring 1.5 m væk. Tyren var ikke færdig den trampede arrigt på ham, indtil de andre nåede frem og distraherede den. Mandens mund var fuld af sand, og hans ansigt fortrukket i smerte. Han blev båret ud af 6 andre mænd. En veninde i skolen har fortalt mig, at han er død. Så jeg har besluttet at melde mig ind i min mamás anti-Toreada gruppe. Jeg havde nu en god dag med mine venner.

I dag er det to månder siden, jeg sagde farvel til min familie i lufthavnen. På den ene side føles det som en evighed siden, at min mor stod med tårer i øjnene, og på den anden er det skræmmende, hvor lidt tid jeg har tilbage her. Kun 8-9 måneder. Jeg har slet ikke lyst til at tænke på det. Mexico er fantastisk! Selvfølgelig er der dage sjovere end andre, men når alt kommer til alt, er jeg virkelig glad her. Min værtssøster og jeg er blever meget tætte. Af og til sover vi i den samme seng, vi trøster hinanden, når vi er kede af det og griner sammen. I min skole får jeg flere og flere venner og genkender flere og flere ansigter. Der er gode chancer for at den næste måned bliver endnu bedre! Engang i november tager jeg til Mexico City og videre til Queretaro for at besøge en ven, der var udvekslingsstudent i Danmark sidste år. Jeg glæder mig!