Festival, Queretaro og bryllup

Det her bliver vidst det længste indlæg nogensinde. 

12 timer i en bus er lang tid. I sær når der i bussen er passagerer, der har dårlig mave. De sidste små 7 timer lugtede der.. dårligt. Jeg sad sammen med min tante, der skulle til Mexico, for at komme til sin søns bryllup. 

Jeg havde små 7 timer med min værtsbror inden jeg, samme dag, ville tage en bus videre til Queretaro. Vi brugte dog det meste af tiden på at fare vild i metroen. Jeg fik dog set denne bygning, som jeg synes er virkelig flot.

Jeg tog en bus videre til Queretaro for at besøge min ven Victor, det var udvekslingsstudent i Danmark sidste år. Det var så rart at se en, der var del af mit Danmark igen. For første gang i over 3 måneder kunne jeg bare plapre løs på engelsk, og han forstod alt, hvad jeg sagde. Jeg havde helt glemt, at der findes gadelygter, og jeg fik taget mit første varme bad i den tid, jeg har været i Mexico. Så er man så godt som hjemme igen. Jeg sov med en rigtig dyne i stedet for et lagen! 

Den næste dag skulle jeg med ham i skole. Da mexicaner ikke er rigtig kloge, starter skolen kl 07:00. Jeg sad med hans computer det meste af tiden og så Glee, så det var ikke så kedeligt. Senere tog jeg til centrum med hans venner, da han skulle læse til eksamen. Vi fandt denne seje Scooby Doo bil. 

Denne mur, eller hvad man skal kalde den, er bygget for at fragte vand
gennem byen for længe siden. Man siger, at det blev bygget, da en rig
mand forelskede sig i en nonne. Da nonner jo ikke sådan lige gifter sig,
sagde nonnen, at hvis han byggede dette til at fragte vand til hendes
kirke,s å kunne de blive gift. Han tog hende på ordet og byggede den.

Der bor en mexicansk udvekslingsstudent i mit hus i Danmark, og da han hørte, at jeg ville til Queretaro fortalte han mig, at hans søster, Luz, bor der. Så jeg begyndte at skrive lidt sammen med hende, og hun inviterede mig med på en festival, der var over to dage lørdag/søndag, i en nabostat. Jeg var lige blevet så spændt på at komme af sted, da hun sagde, at der ikke var plads i hendes bus alligevel. Jeg blev ret skuffet, men der var jo ikke noget at gøre.

 Det var pisse koldt i Queretaro, jeg tror ligefrem vi kom ned under 15 grader. Jeg rendte rundt med Victors vinterjakke indenfor, fordi jeg havde det så koldt. Der er vidst stor risiko for, at jeg dør, når jeg kommer hjem, hvis 15 grader er så koldt. Vi blev oppe til over midnat for at tale og se film alle nætterne. 

Natten til lørdag skrev Luz til mig. Faktisk ringede hun 6 gange kl. 2 om natten, men jeg svarede ikke, da Victor og jeg var ved at se en film. Da jeg fik svaret, sagde hun, at der alligevel var 2 ledige pladser i bussen, der ville køre dagen efter. Så da jeg vågnede næste morgen, havde jeg 1 time til at bade, spise, pakke og møde op på hendes skole for at køre med hende. Så kørte vi til staten Léon. Jeg er ikke sikker på, hvor lang tid det tog, da jeg sov. Vi købte frokost i et kæmpe indkøbscenter, med så mange mennesker, at bruuns ikke er i nærheden af at kunne følge med.

Luz har været på udveksling i Tyskland, så hun kender Haribo. Vi opdagede de solgte Harribo og Rittersport i dette indkøbscenter. Så er man så godt som hjemme. Da vi nåede frem til festivallen fik vi armbånd. Da vi endelig kom ind i parken, var det så småt begyndt at blive skumring. Vi spurgte, hvor vores pladser var, og manden pegede til venstre, og sagde, at vi bare skulle gå 2 km i den retning. Så vadede vi 2 km, med alt vores bagage, i mens det langsomt blev mørkt. Heldigvis var det nogle meget nemme telte at sætte op, så det gik der ikke megen tid med.
Vi besluttede at gå hen og kigge på den store festivalplads, hvor der var sat en scene op. Vi stod imellem en masse andre mennesker og hoppede til musikken. Det vil sige, jeg hoppede for det meste bare, da det ikke ligefrem er dans, der er mit store talent. Alle kurvene fra luftballonerne var sat op. Flammer skød op og lyste mørket op. Kun 2 luftballoner var blevet sat op, så man kunne se, hvor store de er. Hundredevis af lanterner blev sendt af sted.

Da vi kom tilbage til teltene, var vi ved at være godt trætte. Rafaels anden søster var kommet med sin kæreste. De lavede bål, og vi sad og snakkede lidt, inden vi gik i seng. Med udsigten til kun at kunne få 4 timers søvn satte jeg mine sko udenfor teltet som den eneste forberedelse, inden jeg lagde mig til at sove i alt mit tøj.

Forestil jer at vågne op en søndag morgeni et telt, før kl. 6 og skulle tisse, men ikke have nogen anelse om, hvor toiletterne er. Man kan ikke dreje sig, fordi der er 5 personer i et telt, der burde være beregnet til 3. Jeg kunne derfor ikke sove igen. Da de andre begyndte at vågne og ville på toilettet, ville jeg gå med dem. Så vi lynede ned. Mine sko var væk. Alle de andre, der også havde sat deres sko udenfor teltet, havde dem stadig, men mine dejlige converse var væk. Jeg fandt hurtigt den ene, der var blevet smidt 20 m væk fra mit telt. Den var ret våd, men jeg tog den alligevel på. Så gik jeg rundt i en sko og kiggede efter den anden i mens unge, sikkert stadig halv berusede, mænd blev ved med at sige: "Hey blondine, vil du ikke have en sko?" Solen tog fat, så da jeg gav op, fordi det var tid til at se luftballonerne, var jeg godt solbrændt. Det vil sige tomatrød i hovedet, og en krans rundt om halsen plus smukke røde ærmer. Det gør det med garanti nemt at finde en kjole til brylluppet næste lørdag. Jeg lagde dog ikke så meget mærke til det, da jeg så alle de mange balloner. Her er lidt af de mere end hundrede fotos, jeg tog:

Selveste Elvis var mødt op for at deltage i festivallen. 

Min yndlings var huset fra filmen OP. Det var ikke en luftballon, men båret af virkelig mange heliumballoner.

Senere den dag tog vil til Léon centrum. Så jeg havde en chance for at købe nye sko. Da jeg ikke havde regnet med at miste mine sko, er min økonomi virkelig, virkelig sørgelig. Jeg har allerede brugt mine lommepenge for december, og december plejer ikke at være den billigste måned på året, når der skal købes julegaver. Nå men pyt. Vi spiste morgenmad på en restaurant. jeg havde dog problemer med at få min ned, dels fordi den var meget stærk, og dels fordi pigen overfor mig sad og spiste tunge. Jeg kunne ligefrem se de der prikker, der er på en tunge, der vidst nok er smagsløg. Iderk!

 Så ventede vi over en halv time på en taxi, men da vi var 9 kunne vi umuligt være der alle sammen. Så vi blev 4 tilbage. Da det åbenbart var helt umuligt at få en taxi, tog vi først et tog og bagefter en bus tilbage til festivallen. Der var et nyt band, det optrådte, der hedder Reik, de er ret berømte i Mexico. Jeg kender ikke så mange af deres sange, men jeg kan ikke lade være med at synge de to linjer, jeg kan, af denne sang igen og igen.
Luftballonerne var kommet tilbage, mens vi havde været inde og kigge på centrum, så endnu engang stod kurvene og skød ild op. Det så virkelig fedt ud. Selvom mine fødder gjorde ondt, det var koldt, jeg stank af bål og var træt, så var det virkelig en stor oplevelse, og jeg er glad for, at jeg kom af sted. Turen hjem i bussen, der meget typisk Mexico kom en halv time for sent, føltes virkelig kort, da jeg sov næsten i det øjeblik jeg endelig fik sat mig ned.
 Det føltes skønt at kunne tage et varmt bad og føle mig ren inden jeg lagde mig i en varm seng.

Mandag var fridag. Da jeg igen var hjemme i Victors hus, gav vi os til at se en virkelig uhyggelig film, der er bygget (og forhåbentlig overdrevet) ud fra en virkelig historie. Filmen hedder The Exorcism of Emily Rose. Det er en pige, der har en psykisk lidelse eller også er hun besat af dæmoner. Hun vågner hver nat kl. 03:00, og der sker underlige ting. Jeg rystede en ½ time efter, at vi havde slukket for fjernsynet. Det blev så lige dobbelt så uhyggeligt, da jeg samme nat vågnede kl. 03:00.
 Tiden fløj af sted og alt for hurtigt blev det den sidste dag i Queretaro. Vi tog endnu engang til centrum.

En kirke i centrum af Queretaro.

Det her er nok noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt. Hvilket  måske skyldes
at klokken var 16:00, og jeg ikke havde spist andet den dag. Der er virkelig ikke noget
der kan konkurrere med mexicansk mad. 

Her sidder vi udenfor en kirke. 

Det var ret trist at tage tilbage til Mexico City igen, jeg havde hurtigt fået lavet mange nye venner i Queretaro, da Victors venner er rigtig søde. 

Da jeg ikke ligefrem er et kjole-menneske blev jeg nødt til at købe en ny i Queretaro, da jeg ankom til Mexico City sent fredag aften, og skulle til min fætters bryllup næste morgen. Jeg sov i min onkel og tantes hus. Da jeg var den nyankommende, var jeg dermed også den, der skulle stå tidligst op for at tage bad. Min onkel var så flink at vække mig kl. 05:30 for at fortælle mig, at jeg havde en halv time mere at sove i. Der var rimelig kaos da alle skulle gøres klar, og min tante blev ved med at følge efter mig for at se, om jeg efterlod nogen spor. Klar blev vi dog.

 Det var mit første bryllup nogensinde, så jeg var ret spændt på at se min fætters kommende kone gå op ad kirkegulvet. Det var nu ikke nær så romantisk. Efter at vi havde ventet i en time, blev det deres tur til at skrive nogle papirer under, inden en dame sagde nogle ord, og så var de gift. 

Den første dans.

Min anden fætter kreativitet frembragte denne hund, der ligner,  den er
blevet krydset med en giraf.

Det var ret sjovt brylluppet og endnu engang fik de mig overtalt til at danse, selvom jeg ikke har nogle anelse om, hvordan man gør. Det sluttede allerede omkring midnat, men det var fint, jeg havde en del søvn at skulle indhente efter mine dage i Queretaro.

Jeg havde et skænderi med min værtsbror næste morgen. Da vi skulle tilbringe dagen sammen alligevel, var stemningen en smule trykket. Vi sagde kun noget, hvis vi var nødt til det. Jeg er simpelthen så klodset for tiden, så jeg hamrede mit hoved ind i en jernstang i fuld offentlighed. Så kunne han ikke lade være med at grine, og så blev vi gode venner igen. 

I dag har jeg besøgt min kontaktperson. Jeg tror, at jeg engang i næste uge vil prøve og lave en snemands piñata, nu hvor det, selvom julestemningen mangler, er ved at være jul.

 Det var nu rart at komme hjem igen efter 2 uger. Det gjorde det heller ikke værre at der ventede et brev fra mine søde bedsteforældre med hjemmelavet julepynt. Det er ikke til at tro, at halvdelen af mit år snart er gået. I morgen er der atter en dag med skole. Mine klassekammerater har været så søde at skrive til mig, at de savner mig rigtig meget og glæder sig til, at jeg kommer tilbage.