Hverdag i Mexico

Der er en del ting at fortælle, så det bliver en smule usammenhængende.

Jeg har været til min første 17 års fødselsdag i Mexico. Jeg havde regnet med, at det ville være som i Danmark, altså involvere en del alkohol.
Min veninde bor i Juchitan. Jeg tog bussen sammen med 3 veninder. Vi mødtes med en anden veninde, hvis mor ville køre os hen til fødselsdagen. Man skænker det ikke meget opmærksomhed her, at der er 5 sæder i en bil og derfor plads til 5 mennesker. Vi sad presset sammen 8 piger. Så da bildøren blev åbnet nærmest væltede vi ud, som når man har proppet alt for meget tøj ind i sit tøjskab, og åbner lågen. Det tog noget tid inden vi fandt huset, hvor festen blev afholdt. Det burde ellers være nemt, da alle veje, ligesom i USA, er vandrette og lodrette, og ikke snoede som i Danmark.
 Vi blev alle sat, og der blev delt sodavand ud. Senere kom de med plastikæsker med mad. Senere mere sodavand og mere mad. Til min overraskelse blev der slet ikke serveret alkohol, hvilket er fint for mig, da udvekslingsstudenter ikke må drikke. Dog er det tankevækkende, hvor meget vi drikker i Danmark. En pige i skolen kom hen og spurgte mig en dag, om vi ikke er det land i verden, hvor de unge drikker mest. Sikke dog et godt rygte vi har rundt om i verden, hvis de her i Mexico bemærker, hvor meget vi drikker!

Lige et billede fra skolen, så I kan se, hvor meget jeg falder ind i mængden, nu hvor jeg har skoleuniform:

Jeg er blevet inviteret til et bryllup i december, da min mamás bedste venindes søn skal giftes. Derfor tager vi til Oaxaca, der er hovestaden i staten Oaxaca, hvor jeg bor. Jeg glæder mig virkelig til at se hovedstaden. Der er en masse historiske steder der. Jeg håber, vi får tid til at tage ud og se på byen, mens vi er der. Meget akavet, da jeg den næste morgen blev hilst på af en dame. Jeg hilste, som var det en fremmed, der havde sagt godmorgen til mig. Da hun bagefter spurgte, om jeg ikke kunne huske, hvem hun var, kom jeg i tanke om, at det var min mamás veninde, der havde inviteret os til bryllup.

En af de ting, der gør mig trist her, er at se, de triste skæbner med fattigdom, vi ikke ser i samme grad i Danmark. En dag kom en mor med sin lille 2 årige pige, for at sælge hjemmelavede armbånd 5 kr stykket. Jeg er ikke helt sikker på præcis, hvad pengene skulle gå til, om det var til en operation for pigen, eller for at den sidste tid af hendes liv skulle blive så lys som mulig. Jeg forstod i hvertfald, at som det så ud nu, havde hun kun 5 måneder tilbage. Det sker regelmæssigt, at der bliver samlet penge ind i klasselokalerne. Da jeg viste min værtsmor armbåndet og fortalte om den lille pige, kiggede hun på mig med et blik, der fortalte, at det ikke var sikkert, at den lille pige var syg. Måske er jeg naiv, men jeg har i hvertfald ondt af hende, hvis hun er syg.

 

Jeg er blevet en smule doven, så jeg får ikke trænet meget. Jeg vælger dog, at kalde det dovenskab kompineret med sygdom. Jeg fejler konstant et eller andet, hvilket, når jeg tænker over det, også er en sygdom. Der har ikke været en hel uge, hvor jeg har været helt rask hele ugen. Min mave er efterhånden nogenlunde normal, nu hvor den er vant til, at fødevarene bliver behandlet mindre hygiejnisk end i Danmark. Så har jeg været forkølet to gange, hvor dumt det end lyder. Jeg tog til et sted meget varmere end Danmark, får ondt i halsen og hoste. Min mamá køber altid en hel masse medicin for selv det mindste. Så jeg har drukket hostesaft, og taget, tror jeg, omkring 6 forskellige slags piller i de 2 måneder jeg har været her.
 For tiden er der ikke andet galt, end at jeg, klodset som jeg er, glemte jeg, at der er et trin ned udenfor klasselokalerne. Det resulterede i at jeg faldt midt i skolen, hvilket har givet mig et rimelig stort, ulækkert sår, der strømmer gul væske ud af, på mit knæ. Iderk. Det synes min ven er vældig sjovt, så han peger altid grinende på mig, når han ser mig. Jeg har derfor, en god samling salver og rensningsprodukter.
Min mamá har dog lagt mærke til, at mit hår er ret tyndt. Sådan har det altid været, men det ved hun jo ikke, selvom jeg har fortalt hende det. Så nu siger hun, at hun vil købe vitaminpiller til mig.

Folk der kender mig, ved at jeg absolut ingen stedssans har. Så da jeg en dag ville tage bussen fra min venindes hus og hen til min tantes, for jeg fuldstændigt vild. Buschaufføren kiggede om på mig en del gange, da bussen var ved at være tom. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke havde set min tantes hus, da jeg var sikker på, at min papá havde sagt, at bussen ville passere. Det var ved at være en smule sent. Pludselig sagde chaufføren, at nu kørte bussen ikke længere. Jeg havde ingen ide om, hvor jeg befandt mig. Hans chef, en 19 årig dreng, sagde, at jeg kunne køre med bussen tilbage til den by jeg bor i, da jeg befandt mig lige i udkanten. Han kørte også med, og da vi blev sat af fulgte han mig hele vejen hjem. Jeg takkede mange gange, og var lettet over at have fundet hjem.
Det er den samme bus, jeg tager om morgenen på vej til skole, og igen hjem fra skole. En dag var drengen, der havde hjulpet mig, på arbejde, og spurgte om jeg ville køre med hele turen rundt for at se Ixtepec. Jeg tog i mod tilbudet, og vi snakkede en smule på vejen.
Da min mamá hørte, at jeg havde kørt med ham, blev hun meget bekymret. Derfor havde jeg en snak med min mamá og min papá om, at der findes gode og onde mænd, og af princip er alle mændene i busserne onde i Mexico. Ikke fordi det er noget problem for mig, at jeg ikke må snakke med ham, han er ikke min ven eller noget, bare en jeg kender. Det overraskede mig bare, hvor alvorlige de så ud.

I går tog jeg til Juchitan med en veninde. Hun har lige slået op med sin kæreste, så vi ville kigge på drenge i parken. Der var dog ingen. Det er ikke pænt at hænge folk ud på internettet, men da man ikke kan indkludere hunde i folk, vil jeg alligevel fortælle det. Det her er rimelig klamt og tragisk komisk. To hunde var igang med at lave det, hunde nu laver, inden der kommer små nuttede hvalpe. Da hanhunden var færdig, og derfor ville trække sit kønsorgan til sig, sad det fast. Den stod derfor med sit ene ben over numsen på hunhunden, imens den prøvede at trække pølsen til sig. Sådan stod den i over 10 minutter. Det var på en eller anden måde noget, jeg godt kunne have været foruden at se.

Jeg er lige kommet hjem fra biografen med min familie. Jeg vidste ikke, hvilken film vi skulle se, og ville ikke få så frygteligt meget udaf at spørge, da de oversætter alle deres filmtitler til spansk. Vi købte frappe og popcorn, inden vi satte os ind i biografen. Filmen gik i gang, og når man havde forventet noget i retningen af en hyggelig film, hvor hele familien kan være med, og i stedet ser en virkelig uhyggelig gyserfilm, så bliver man skræmt. I sær når man, som mig, ikke har talent for at se gyserfilm. Ved det første store chok sprang jeg nærmest over i min søsters sæde. Resten af filmen var hun så sød at række mig sin hånd, som jeg fik klemt næsten følelsesløs.

min mamá, søster, mig og min papá

 

På den ene side savner jeg min familie i Danmark, og savner at give min mor et kram. Savner, at tage i skole og se mine venner, som jeg har kendt i evigheder efterhånden, og som jeg stoler på og ikke mindst taler samme sprog som. Men jeg har aldrig været gladere, end jeg er her i Mexico, så på den anden side ville jeg ønske, jeg kunne blive forevigt. Jeg vælger, at lytte mest til den side, der siger, at jeg er gladere nu end nogensinde før. Det ville være trist, at skulle se tilbage på et år, hvor jeg ikke har brugt tiden på andet end at tænke på, hvad der sker derhjemme, og dem jeg savner. Jeg lider derfor ikke af hjemve. Hvis jeg en dag føler mig lidt trist, tænker jeg bare på, hvor fedt det er at møde så mange nye mennesker. Jeg tror, jeg kender flere her end i Danmark. Virkelig mange siger: "Hej Petra" til mig, når de møder mig i skolen, og jeg kender ikke halvdelen af dem. Det varmede dog, da jeg i forgårs modtog et brev med lakridser fra mine bedsteforældre.