Toreada

Jeg måtte lige genlæse mit sidste indlæg for at finde ud af, hvor jeg er kommet til. Det føles som længe siden, at jeg var til Regada. Måske er det fordi, det er en oplevelse, jeg har prøvet at fortrænge lige siden.
Kort, hvad er en Regada?
En Regada er en smule som et optog. Denne her var der bare kun to biler, der deltog. Den bil jeg sad i og bilen, hvor årets dronning af Ixtepec sad i. Ud fra bilerne smides gaver alt fra toiletpapir til øreringe. Gaderne er fulde af mennesker, der gerne vil have et eller andet. Nogle samler i store sække.

 Jeg gjorde mig klar i min kjole, og fik håret sat. Så kørte min mamá og jeg hen til min tante. Hun havde pyntet sin bil, der har et stort lad, hvorpå jeg sad sammen med min niece, nevø, tante og min fætters kone. Da alle gaverne var lastet op på ladet, var der så klemt, at vi ikke kunne rykke vores fødder. Der sad jeg så og ventede i stegende sol i omkring en halv time, inden vi kørte.
Vi smed gaver til alle sider. Min nevø tyrede en del mennesker ned med sæbe, da han havde problemer med at kaste blødt. Det var en god fornemmelse at kunne dele ud til alle. Jeg vidste bare ikke, hvor langt vi skulle køre, og delte derfor lidt for rundhåndet ud. Hurtigt kom bunden til syne i de ellers store poser med gaver. Det endte derfor ud med, at vi ikke havde noget at dele ud. Folk blev ved med at råbe güera (blondine) til mig, og komme hen til bilen for at røre ved mig. Folk manglede tænder, var rædmagre, og deres liv havde sat sig i tydeligt markerede rynker i deres ansigt. Og jeg havde ikke mere at give dem. Alle tilråbende blev for meget for mig. Jeg havde svært ved at blive ved med at smile. Det føltes som en evighed inden bilen endelig standsede. Tårerne pressede sig på, og jeg ønskede, at jeg bare var lige så ordinær, som jeg er i Danmark med mit lyse hår og blå øjne. Jeg ville dog ikke græde foran hele min familie, så jeg sagde, at jeg var træt og derfor gerne ville hjem.

 

Heldigvis er der en masse og lave, så jeg havde ikke lang tid til at sidde og have ondt af mig selv.
 Der er noget i retningen af et tivoli i byen. Der tog jeg hen en aften med min familie efter at have tilbragt endnu en god dag ved Ojo de Agua i anledningen af min søsters fødselsdag.

 

 Jeg var sammen med min søster og vores fætre. En billig oplevelse for mig, da det er drengene, der betaler i Mexico. Vi prøvede, jeg ved ikke hvor mange gange at ramme en spand med bolde, for at vinde en kæmpe bamse. Gang på gang 'vandt' jeg chokolade (Dvs. trøstepræmie for folk, der ikke har talent). Min niece havde mere talent, det rakte i hvertfald til en del små bamser. Da jeg kom tilbage dagen efter med min fætter, vandt jeg i første hug en kæmpe bamse - bare lige for at sige, jeg ikke er helt lost. Det er en, nogle ville måske sige grim, lyserød and. Jeg har opkaldt den efter min savnede hund Vaks.

Min ven Oliver spurgte, om jeg ville tage med ham til Toreada. Toreada er ligesom tyrefægtning, man kan få lov til sidde på tyren, imens den springer rundt og prøver at stange tyrefægterne ned, når de vifter med deres røde kapper.
Min mamá hader Toreada, da hun mener, det kun er for fordrukne mænd. Jeg fik dog alligevel lov til at tage af sted, da jeg pointerede, at hvis jeg tog af sted, så kunne jeg jo dele hendes afsky i fremtiden. Jeg tog ikke nogle billeder, da jeg ikke havde mit kamera, så jeg håber, jeg kan beskrive det. Der var bygget, af træ, en stor firkant, hvor der var hegn, så tyrene ikke kunne komme i kontakt med publikum. Der var bygget en tribune til publikum. Det var muligt at stå på jorden, eller sidde på en overetage. Der var fyldt med mennesker overalt. Det var næsten ikke til at se, hvad der foregik inde i firkanten, hvor en vred tyr løb rundt med en mand, der så ret skrækslagen ud, på ryggen. Oliver fik øje på Mantia (en af mine veninder, der er en udvekslingsstudent fra Thailand). Hun sad sammen med sin værtsfamilie oppe på en af overetagerne. Vi besluttede at gå hen til hende, da vores pladser umuligt kunne blive meget ringere. Vi kravlede op af stigen, og sad meget klemt sammen med hendes familie. Jeg sad med benene ud over kanten, så de var inde i ringen. En mand blev kvast af en tyr mod rækværket, så han knap nok kunne gå derfra lige foran, der hvor jeg sad. Da han fik revet sig i sikkerhed, sad han næsten ovenpå mig. Han blev lykønsket og fik en øl, hvorefter han hoppede ned og humpede ud.
 Vi gik ud for at købe chips, kager og sodavand. Da vi kom tilbage, havde de lukket en ny tyr ind i ringen. Folk gispede, da de så størrelsen af dens horn. Det viste sig, at den var ligeså arrig som dens horn er store. Derfor måtte ingen sidde på den. Den blev sluppet løs, og løb direkte mod over tyrefægteren. Han viftede med sin kappe, som han havde gjort med de andre tyre, men hans små yndige hop til siden, kunne ikke gøre det med denne tyr. Han var nede og ligge to gange. Tredje gang løb han skrigende som en pige, hvilket er forståeligt, eftersom han lige havde fået et horn i siden. Det er vidste ikke uden grund, at jeg er bange for tyre.
 En anden tyrefægter en ældre mand, var så dumdristig, at han også ville prøve. Jeg begriber ikke, hvordan han kunne tro, at han havde en chance mod tyren, når hans yngre chef ikke havde. Han stod lige ud for mig. Da tyren kom løbende i mod ham, kunne han ikke nå at gøre noget. Den stangede ham så hårdt, at han fløj over dens hoved og landede omkring 1.5 m væk. Tyren var ikke færdig den trampede arrigt på ham, indtil de andre nåede frem og distraherede den. Mandens mund var fuld af sand, og hans ansigt fortrukket i smerte. Han blev båret ud af 6 andre mænd. En veninde i skolen har fortalt mig, at han er død. Så jeg har besluttet at melde mig ind i min mamás anti-Toreada gruppe. Jeg havde nu en god dag med mine venner.

I dag er det to månder siden, jeg sagde farvel til min familie i lufthavnen. På den ene side føles det som en evighed siden, at min mor stod med tårer i øjnene, og på den anden er det skræmmende, hvor lidt tid jeg har tilbage her. Kun 8-9 måneder. Jeg har slet ikke lyst til at tænke på det. Mexico er fantastisk! Selvfølgelig er der dage sjovere end andre, men når alt kommer til alt, er jeg virkelig glad her. Min værtssøster og jeg er blever meget tætte. Af og til sover vi i den samme seng, vi trøster hinanden, når vi er kede af det og griner sammen. I min skole får jeg flere og flere venner og genkender flere og flere ansigter. Der er gode chancer for at den næste måned bliver endnu bedre! Engang i november tager jeg til Mexico City og videre til Queretaro for at besøge en ven, der var udvekslingsstudent i Danmark sidste år. Jeg glæder mig!