Velkommen

Velkommen til min blog. Her vil jeg fortælle lidt om mit udvekslingsophold i Mexico 2012-13.


søndag den 17. februar 2013

YFU halvårs tur dag 1



Nå så er jeg hjemme igen. I morgen begynder skolen - hverdagen. Min 2 månederes ferie slutter. Jeg håber, jeg stadig kan passe min skoleuniform. Det er ikke i træningscentret, jeg har brugt det meste af ferien.

Pyt, det er jo ikke det, jeg vil fortælle jer om. Det føles skønt at komme hjem - for 14 dage var overraskende længe at være hjemmefra, og jeg begyndte at savne min mamá. Ja, jeg er et lille barn med hjemve. For at jeg ikke kløjes i, at skulle fortælle jer om alle dagene på min YFU-ferie, har jeg besluttet at tage en dag af gangen bogstaveligt talt.

Vi starter med dag 1.

Vi mødtes de 8 udvekslingsstudenter, der bor i min by så vi kunne tage bussen sammen til Mexico City kl. 20.15 om aften. Det er 12 timer, og det var om at få noget søvn, da vi den efterfølgende dag skulle til Six Flags, et kæmpe tivoli. Det lykkedes mig at få sovet lidt - hvilket sikkert skyldes den pille min mamá gav mig. Vi spiste morgenmad i busstationen, og tog så taxi hen til lufthavnen, hvor vi mødtes med de andre udvekslingsstudenter. I alt var vi 36. Det var fedt at se dem alle sammen igen, selvom vi jo kun kendte hinanden fra 3 dages intro-kursus.
 Da alle var samlet, tog vi med vores bus, der var vores hele ugen ud til forlystelsesparken Six Flags. Vi kom allesammen ind, og spredte os ud over hele parken i mindre grupper.
Jeg er en af de der angste typer, der helst ikke vil op i de helt store forlystelser. Da der er lang kø, omkring 1-2 timer, ved hver forlystelse og alle ville prøve, en for mig, ret skræmmende rutsjebane valgte jeg alligevel at tage med. Den hedder Batman.


Det var ikke ligefrem nogen kæmpe oplevelse. Faktisk glædede jeg mig bare til, at det hele ville slutte, så jeg kunne komme ned igen. Med benene solidt plantet på jorden fik jeg sammen med en veninde fra Norge fundet et sted, hvor de solgte kinesisk. Vi gik bare rundt i parken bagefter, da der ikke rigtig var tid til at vente endnu en gang for at prøve en af de store forlystelser.






Vi mødtes allesammen ved 5 eller 6 tiden for at tage samlet i bussen hen til hotellet. Det var virkelig et lækkert hotel - der var endda en vandhane med filtreret vand - så vi kunne drikke vand direkte fra hanen! Da alle havde fundet deres værelse og fået kufferterne på plads, tog vi ud for at spise aftensmad. Jeg delte værelse med en sød tysk pige. Jeg fik bestilt noget kedeligt suppe med grisekød. Det skulle ellers være restaurantens stolthed - hvilket nok siger mere om niveauet.  En dreng havde misforstået menuen - hvilket jo sker når den ikke er på ens eget sprog. Han havde fået en majspandekage der indeholdt hjernemasse med diverse krydderier  Den gik så på rundtur, da han ikke selv kunne klemme det hele ned. Så fik jeg da også prøvet at spise hjerne. Det gentager sig nok ikke. Det er ikke engang fordi, det smager så ækelt, men bare tanken..

Jeg faldt nærmest om i min seng den aften efter en rigtig god dag med de andre udvekslingsstudenter. Jeg glædede mig meget til den efterfølgende dag, hvor vi skulle ud og kigge på sommerfugle reservatet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar