Uheldig uge..

Uheldig uge - jeg er allerede helt brændt ud, og jeg mangler stadig fredag - og måske også lørdag. Skal lige finde ud af om de jokede, da de sagde, at der også er timer lørdag.

Jeg er som sagt begyndt at gå i skole i stedet for at tage bussen. Det foretrækker jeg at gøre i nogle behagelige sko. Det er altså ikke de sko, der egentlig hører til min skoleuniform. De andre sko har jeg mange gange taget på i skole, uden de har opdaget, eller sagt noget. Men da jeg mødte i skole en morgen, så vagten mine sko. Jeg blev derfor sendt direkte ind på rektors kontor, hvor jeg så kunne starte dagen med at forklare, hvordan jeg dog kunne komme i tanke om at tage blå stofsko på, når det er sorte lædersko, der er påkrævet. Jeg undskyldte mange gange, og beklagede at jeg havde været så ubetænksom at møde i en ukomplet skoleuniform. Det gik så den ene gang. Jeg kom derfor for sent til matematik, hvor vi har den skrappeste lærer der findes. Hun sagde, at jeg næste gang, jeg kommer for sent, ikke vil få lov til at komme ind i klassen, og om jeg ikke ville spare hende for ulejligheden med at irettesætte mig foran alle de andre elever. Så jeg måtte endnu engang beklage min uansvarlighed.

I dag kom jeg helt træt hjem efter 8 timer i skole og en eksamen i bogholderi  Heldigvis var min lærer i godt humør, og jeg fik lov at kopiere.  Jeg ville være dumpet med et brag, hvis jeg selv skulle have svaret. Jeg tog hjem for at spise, hvorefter jeg cyklede hen i den anden ende af byen for at lave videre på den traditionelle bluse - der tager en evighed.
Mexicanere holder optog, når de vil, hvor de vil. Det havde de så valgt at gøre på den vej, hvor jeg altid cykler. Der passerede mere end 50 heste og bagefter omkring 15 vogne med store tyre spændt foran. Det ville tage en hel del tid at nå frem den vej, så jeg valgte gaden ved siden af, der jo burde være parallel. Det var den bare ikke, så jeg mistede fuldstændig orienteringen og kørte ud og ind i mellem kvadraterne. Jeg måtte vække en stakkels gammel mand, der sad uden for sit hus og sov. Han virkede ikke rigtig til at forstå mit spansk. Jeg håber, det skyldes hans alder og ikke mine sprogkundskaber. Jeg spurgte efter biblioteket, da jeg kan finde vej derfra. Han svarede, at festen først var i morgen. "Jeg skal ikke til fest, jeg leder efter B-I-B-L-I-O-T-E-K-E-T." Han blev ved med at tale om i morgen. Så jeg takkede for hjælpen og fandt en anden at spørge. Da jeg nåede frem, så jeg dyrene med ryttere passere. Det vil sige, at jeg var nået frem på samme tid, hvis jeg bare havde ventet på, at de passerede.. Da jeg sluttede for i dag med trøjen, tog jeg hen og trænede en time.
  Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg sidst har vasket mit undertøj, der ellers er min eneste pligt. Man kan jo sige, at hvis jeg ikke gør det, går det mest ud over mig selv.. Nå så jeg greb fat og den klud, jeg altid stopper vasken med, og så gjorde det ondt. Der sad en lille skorpion, der havde stukket mig. Jeg har før hørt, man kan dø af skorpionbid, så jeg blev selvfølgelig bange og tænkte, at nu havde jeg nok 1-2 timer tilbage at rede mit liv i. Så jeg løb råbende og skrigende udenfor, hvor Chelda stod sammen med hendes nevø eller fætter, hvad han nu er. Jeg råbte: "Noget har bidt mig, noget har bidt mig!" Jeg gav vidst Chelda en ordentlig forskrækkelse. Hun løb ind for at se, hvad der var sket. En lille skorpion på 3 cm ser ikke ud af meget. Så hun fik mig beroliget og overbevist mig om, at jeg ikke var døden nær, ogat det er større skorpioner, der er farlige.
  Jeg vil lige sige, at min finger gør stadig ondt - bistik er vand ved siden af. Det ved jeg, fordi jeg en nat sov i samme seng som en bi, der stak mig 2 gange. Skide mexicanske skadedyr.

De 3 sidste dage

Dette indlæg bliver om de sidste 3 dage på turen. Jeg er nemlig ikke hjemme i morgen eller i weekenden, da jeg sammen med Line og noget af hendes familie tager til karneval i en by, der hedder Salina Cruz. 

Så jeg vil forsætte:

Vi kørte næsten hele dagen i bus den efterfølgende dag, da vi skulle fra Morelia til Mexico City. Det tog 6 timer. Vi fandt vores værelser, og bagefter havde vi lov til at gå ud i Mexico City alene og lave, hvad vi ville. Vi var nogle stykker, der tog ud at shoppe. Da jeg ikke rigtig tog bukser med herover, fik jeg købt nogle nye - endelig! Jeg har ikke kunnet finde nogle pæne nogle i Ixtepec. Bagefter tog vi en proppet metro over til et sted, en dreng fra Tyskland, der bor i Mexico City, kendte. Jeg følte mig helt forstoppet, så jeg købte bare et glas frisk juice til aftensmad. En lille dreng kom, tiggede og solgte slik. Da vi havde købt, så vi ham lidt senere med legetøj i hånden. Vi kom 5 minutter for sent tilbage til hotellet, men det er nu meget normalt i Mexico. Jeg følte mig helt utryg ved at gå ude på gaden så sent - og klokken var kun 22:30. Det er bare nogle lidt andre typer, der render rundt i Mexico City end i Odder. Alle klagede sig hele dagen over, hvor ondt de havde i hele kroppen efter den 6 timer lange tur på hest dagen inden. Sjældent har min krop gjort så ondt!

Dagen efter var det tid til at se på museer. Der var i sær et, jeg rigtig gerne ville ind og se. Det var en mexicansk maler, der hed Frida Kahlos hjem. Det var fantastisk at se nogle af hendes malerier. Man kunne endda se det skrivebord, hvor hun, da hun var i live, havde siddet og malet og tegnet. Hendes liv var enestående, da hun som barn kom ud for en meget alvorlig ulykke. Jeg vil anbefale jer at se en film, der er lavet om hendes liv, den hedder: Frida Kahlo. 

Bagefter tog vi på et andet museum  Det var til genæld ikke noget at skrive hjem om. Eller det er ikke noget, der interesserede mig så meget. De havde udstillet nogle af de ting, der er blevet fundet efter de mange samfund, der har været med til at skabe den mexicanske kultur. Hvilket jo lyder ret spændende. Men det var mest ler skåle og tallerkener. På billedet under kan I se et træ, der var en del af Mayaernes religion.

Jeg stod og kiggede i museets souvenir bod, da jeg pludselig hørte dansk ved siden af mig. Jeg skyndte mig at få fat på Line. Det viste sig, at det var en dansk turist gruppe, godt nok bestående af pensionister, men de talte dansk! Det var så rart at have så mange at tale dansk med, og at der var mere end en der forstod mig på dansk. Vi talte en del med dem, det lød ikke som om de brød sig så meget om Mexico, selvom folk nu er meget flinke. Det er heller ikke nemt at imponere danske turister, for Mexico er fantastisk! Bagefter gik vi videre hen for at se et slot. Vi nåede godt nok aldrig helt derhen. På vejen tog vi billeder ved englevingerne, der ses nedenfor. Vejret var virkelig godt, ligesom en rigtig god dansk sommerdag. Jeg begyndte efterhånden at glæde mig lidt til at komme hjem. Selvom det var ekstremt fedt med de andre, så er det hårdt i længden at stå tidligt op hver dag og pakke kufferten for at tage videre.

Da  alle atter var samlet i bussen, kørte vi ind til centrum af Mexico City. Der var helt vildt mange boder, og jeg har virkelig en svaghed for sådan nogle håndlavede ting. Vi kiggede på en stor katolsk kirke, hvor der i en slags vinduer ned i jorden kan ses resterne af en pyramide, der før var der. Vi havde endnu engang tid til at gå lidt rundt og kigge.

Den aller sidste dag skulle vi ud og se Mayernes. Det er et meget berømt sted, med to berømte templer, der hedder Måne - og Soltemplet. Vi slæbte os op af de virkelig stejle trappetrin. Der er ret langt op, skal jeg lige hilse og sige! De står stadig virkelig pænt, og jeg følte mig næsten som en Maya, der vandrede rundt engang for længe, længe siden. Undskyld min ikke særlig detaljerede beskrivelse, af deres historie. Min historielærer (jeg håber, du læser det her M!) talte hele tiden om 2. verdenskrig, så det vil jeg til gengæld kunne fortælle en masse om - men det har noget ikke så meget at gøre med Mayaerne. Vi tog billeder, lavede videoer og begyndte så småt at sige farvel. Vi samledes en sidste gang i bussen. Den kørte først til lufthavnen og bagefter til buscentralen. Jeg havde fået lov til at blive i Mexico City en uge mere med min værtsbror, der kom og hentede mig.

Det var slutningen, på den bedste ferie, jeg nogensinde har været på! Jeg glæder mig til den næste i maj, hvor vi skal på en strand, der hedder Cancun.

* * *

Åh jeg er død træt, klokken er snart halv to om natten og jeg skal op kl. 7 for at mødes med Line. Der skal nok drikkes noget kaffe til morgenmad for at holde en hel dag. Jeg håber, I alle er kommet godt hjem fra vinterferie!

Dag 4: Vulkan Paricutin

Vi tog afsted fra hotellet med kufferterne pakket, da der endnu engang skulle byttes. Så kørte vi ud til et sted nær en vulkan, der hedder Paricutin - det er ikke helt nemt at udtale! 

I par fik vi delt hestene, da hestene havde en partner. Jeg har prøvet at ride før, så det synes jeg lige, jeg ville sige. Derfor fik jeg så en meget god hest, der gerne ville gå forrest. Det gjorde den så til gengæld også alt for at gøre. Jeg skulle virkelig anstrenge mig for at holde den tilbage, hvis de andre satte i galop. En pige fra Frankrig kom pludselig op på siden af min hest, der allerede løb i galop. Hendes spurtede bare endnu hurtigere, og hun kunne ikke stoppe den. Min hest synes så, det var på tide at vise, at den kunne løbe endnu hurtigere, og så satte den ellers bare fart på. Jeg trak og prøvede at læne mig tilbage, men kunne slet ikke få kontrol. 4 timers rideundervisning i Danmark har åbenbart ikke gjort mig professionel. Min fod røg ud af stigbøjlen, og jeg var lige ved at falde af. Så fik jeg den endelig stoppet, eller også stoppede den selv. Ellers gik det ret godt med at håndtere den og komme op og ned osv. uden hjælp. Det var en lang tur til vulkanen, omkring 3 timer. Solen stod lige på, og jeg var blevet noget så solbrændt, hvis ikke en ven fra Tyskland havde givet mig lidt af sin faktor 70 solcreme. Alt var helt askegråt, og nogle steder stak der grønne træer eller buske op af den gråsorte jord. Det var virkelig fantastisk at ride rundt i det på hesteryg.

 Der var en hund, der fulgte med os, efter lidt tid kom vi til et lille hus, hvor de også havde en hund. Det var en kamphund, der ikke havde ører - de var sikkert blevet bidt af. De to hunde begyndte at slås. De væltede ind i benene på de hestene, og hestene blev bange, så de forreste begyndte at løbe. Jeg kunne virkelig ikke lide at se dem slås. Blodet begyndte at løbe fra den ene, og gjorde pelsen på den anden rød. Jeg var lettet, da jeg endelig fik passeret.

 Endelig nåede vi frem til vulkanen. Der var en virkelig stejl, tæt på lodret, opstigning og så en anden vej, hvor man gik i cirkler rundt om vulkanen, hvilket var nemmere men længere vej. De frivillige sagde, at det ville være umuligt at tage den næsten lodrette vej op. Så besluttede vi os, to stædige jyder, og en dreng fra Canada om at tage den vej op, bare fordi de havde sagt, vi ikke kunne. Vi nåede omkring 20 meter op på .. 20 minutter. Det gik ekstremt langsomt. Vi fandt dog ud af, hvordan det kunne gøres lidt hurtigere. Vi nåede op efter en god time. Jeg har sjældent været så beskidt, men det var fedt, at vi havde gjort det. Vanddampe kom op fra jorden. Jeg rørte et af områderne, med damp, med hånden, det var brændende varmt. Vi satte os lidt og tog nogle billeder, inden vi gik ned igen. Vi skred og løb ned gennem alt asken, der dannede den sti, vi havde gået på. Det tog ca. 2 minutter at komme ned. 

Jeg spiste resten af mine chips, der næsten var blevet til pulver i min rygsæk. Min vanddunk havde jeg tabt, så jeg blev nød til at bede andre om vand. På vejen tilbage havde jeg ekstremt ondt i numsen efter de første 3 timer på hest. Derfor fik en dreng fra Finland, der ved hvordan man rider, mig overtalt til at bytte hest. Hans hest var en skod hest. Sadlen havde ikke stigbøjle i den ene side, så jeg ville ikke ride hurtigt. Jeg kunne ikke engang få den stædige hest til at ride hurtigt, hvis jeg ville. Så den gik ligeså stille,  og jeg blev efterladt af den gruppe, jeg skulle have været med. Vi havde redet meget hurtigt det første stykke vej, så der gik længe inden, den næste gruppe kom op på siden af mig, selvom min hest ikke ligefrem skyndte sig. Instruktøren spurgte bare, hvorfor jeg ikke fik hesten til at gå noget hurtigere. Jeg forklarede ham det med stigbøjlen, og at hesten ikke lyttede. Så sagde han bare, at det var fint nok, jeg tog det roligt så. Snart var den gruppe også ude af syne. Der blev svovlet en del på dansk der ude midt i den mexicanske natur. Instruktøren burde da have byttet min hest.. heldigvis vidste hesten, hvilken vej den skulle gå, for selv havde jeg ingen ide. Vi nåede frem til et sted, hvor nogle lokale havde en madbod. Der sad de andre og spiste. Jeg købte selv mad. Bagefter ville vi tage det sidste stykke tilbage.

 Jeg tog en eller andens hest, da jeg ikke ville efterlades igen. Jeg var blevet så beskidt, som I kan se på billedet under. Begge arme er mine, selvom farverne er ret forskellige. 

Jeg var dødtræt i bussen, men det havde virkelig været en god dag. Numsen gjorde også ret ondt. Jeg har aldrig været gladere for et varmt bad end den aften. Jeg havde fået en ny pige at bo sammen med, en fra Sweiz. Den nat faldt jeg hurtigt i søvn. Jeg vågnede ved at nogen tog min hånd. Så havde hun sat sig på min seng, og sad og stirrede på mig. Der gik lidt tid inden det gik op for mig det var hende. Så jeg spurgte, hvad hun lavede i min seng. Hun ledte efter toilettet. I et ikke særligt venligt tonefald, sagde jeg hvor toilettet var. Så åbnede hun døren, lukkede den igen og gik i seng. Skræmmende.. 

Dag 3: tilbageblik og indkøb

Vi startede dagen, som altid, tidligt. Denne gang med morgenmads buffet, hvilket var en væsentlig forbedring fra de tidligere morgener. Bagefter skulle vi lave en opsamling på de første 6 måneder i Mexico. Vi sad alle sammen i en rundkreds og skulle lukke øjnene. Så begyndte en af de frivillige at tale med en dyb rolig stemme. Han begyndte i lufthavnen, hvor vi havde sagt farvel til vores familier. Jeg så tydeligt min familie igen, og det var faktisk ret rørende eller jeg fik lidt en klump i halsen. Vi fortsatte og mødte vores familier. Det var en ret hård start. Vi startede i skole. Ingen kunne forstå os. Alligevel begyndte vi at få venner. Vi blev bedre og bedre til spansk. Så skete der måske noget uventet. Om det var godt eller dårligt, det er jo ikke det samme i alle tilfælde. Ikke én udvekslingsoplevelse er den samme. Jeg sad helt tilbage, og følte mig stolt over, at jeg havde klaret mig igennem alt det, og at jeg er så glad for at være her. Nu er der mere tid bag mig end foran mig - det er næsten ikke til at holde ud at tænke på..
Vi lavede nogle øvelser med, hvad vi havde opnået af det, vi gerne ville opnår, og hvad vi skal bruge de sidste måneder på at opnå. Det var ret svært at få det ned på et ark, da drengene var mere optagede af at snakke om fodbold end om deres mål for fremtiden - men det lykkedes da.

Bagefter tog vi alle sammen ud i bussen og kørte omkring til små landsbyer, hvor de solgte en masse håndlavede ting. Jeg købte mig fattig i souvenirers. Jeg fik også købt en rigtig dejlig strikket trøje, da der, som sagt, er koldt i det nordlige Mexico. I hvertfald koldere - tænkte I måske ikke mener 15 - 20 grader er koldt. Jeg fik også købt noget herligt mexicansk slik, jeg er blevet helt vild med. Da det stadig er umuligt for mig at spise meget af det på en gang - da det er hammer stærkt - feder det jo heller ikke så meget.

Masken jeg holder på billedet ovenover bliver brugt til en traditionel dans. Så klæder børnene sig ud som gamle, og så danser de rundt i et tempo, der for ældre mennesker er helt urealistisk. Hvilket må se ret komisk ud.

* * *

I dag mødte jeg senere i skole, så jeg kunne vente med at stå op indtil lidt over 7. En halv time inden blev jeg alligevel vækket da hanen, der har fundet sig til rette på min vej, begyndte at gale. Det gjorde den så hvert andet minut, indtil den havde fået jaget mig ud af sengen. Jeg valgte at gå i skole, da jeg, på grund af hanen, havde god tid. Det er ellers sjældent det sker. 

Timerne gik hurtigere end de plejer, da jeg i dag begyndte at læse min første bog på spansk. Jeg forstår selvfølgelig ikke alle ordene, men jeg fatter da meningen, og jeg tror den bliver ret god, når jeg endelig kommer i gang. Efter skole tog jeg direkte hen for at sy videre på den trøje, jeg er ved at lave. Det tager godt nok lang tid, og er ikke det mest interessante i verden. Så besøgte jeg min søde bedstemor, jeg ikke har set i den tid jeg var i Mexico City og Morelia. 

Dag 2: Mariposa Monarca

Jeg vågnede tidligt for at kunne nå i bad - som den gode veninde jeg er, havde jeg tilbudt at gå i bad først. Varmt vand og hårtørre! Jeg glædede mig meget til at komme ud og se sommerfuglene. Vi pakkede vores kufferter, da vi skulle flytte til et andet hotel. Efter morgenmaden samledes vi i bussen og kørte ud til sommerfugle reservatet. Det var ret koldt, så det var godt jeg havde taget min værtsbrors store hættetrøje med. Jeg har jo ikke selv tænkt over at tage varmt tøj med, da Mexico ikke burde være koldt. Der kunne lejes heste, men vi tog nu turen på gåben - 2 km det holder man vel til. Så slæbte vi os 36 utrænede udvekslingsstudenter op ad en bakke, og så er 2 km altså et godt stykke vej. 

 Da vi var tæt på, begyndte vi at se døde sommerfugle på jorden. De bedste billeder jeg har taget, er af døde sommerfugle - hvilket man heldigvis ikke kan se på billederne. Dumt at jeg afslørede mig selv.. De levende sommerfugle fløj tæt sammen inden i en indhegning. Vi tog en million gruppebilleder, hvilket virkelig trækker ud, når hvert eneste billede skal tages med 36 forskellige kameraer, så alle har et billede i deres eget. Jeg følte mig international, da jeg på vejen tilbage til bussen talte svensk, norsk og dansk på en gang. Okay, jeg talte så kun dansk, men det var ret sejt, at vi forstod hinanden på 3 forskellige sprog. Jeg var så optaget af samtalen, at jeg faldt lige på numsen, til fornøjelse for dem der stod omkring mig. Ja ja grine og gøre nar kan man altid. 

 

Vi kørte bagefter videre til en lille landsby, hvor vi havde mulighed for at gå rundt og kigge lidt. Der var nogle rigtig hyggelige gader, men de var godt nok også stejle. Line og jeg fandt en lille hyggelig butik med hippie-ting. Jeg købte en rygsæk, posebukser, øreringe og ringe. 

* * * 

I dag var det den første dag i skolen. Det var ikke nemt at komme op i morges, især fordi jeg var syg det meste af natten, og derfor ikke fik sovet så meget. Min første time var med en ny matematik lærer, der startede med at understrege, at hun hader sommerfugle, blomster og hjerter - gad vide om hun også hader børn? Det kunne godt se sådan ud. Men hun hentydede vidst til, at pigerne har en tendens til at pynte deres matematik afleveringer med en masse skrammel, der ikke har noget med matematik at gøre. Tiden sneglede sig afsted, men det var rart at se alle vennerne igen efter så lang en ferie. Jeg har ingen anelse om hvad over halvdelen i min nye klasse hedder, så jeg kalder dem bare hej. Efter skole var min plan egentlig, at jeg skulle have været ude at træne med en veninde. Det blev så til kaffe, kage og indkøb i stedet. Men hvad pokker i morgen er atter en dag. 

YFU halvårs tur dag 1

Nå så er jeg hjemme igen. I morgen begynder skolen - hverdagen. Min 2 månederes ferie slutter. Jeg håber, jeg stadig kan passe min skoleuniform. Det er ikke i træningscentret, jeg har brugt det meste af ferien.

Pyt, det er jo ikke det, jeg vil fortælle jer om. Det føles skønt at komme hjem - for 14 dage var overraskende længe at være hjemmefra, og jeg begyndte at savne min mamá. Ja, jeg er et lille barn med hjemve. For at jeg ikke kløjes i, at skulle fortælle jer om alle dagene på min YFU-ferie, har jeg besluttet at tage en dag af gangen bogstaveligt talt.

Vi starter med dag 1.

Vi mødtes de 8 udvekslingsstudenter, der bor i min by så vi kunne tage bussen sammen til Mexico City kl. 20.15 om aften. Det er 12 timer, og det var om at få noget søvn, da vi den efterfølgende dag skulle til Six Flags, et kæmpe tivoli. Det lykkedes mig at få sovet lidt - hvilket sikkert skyldes den pille min mamá gav mig. Vi spiste morgenmad i busstationen, og tog så taxi hen til lufthavnen, hvor vi mødtes med de andre udvekslingsstudenter. I alt var vi 36. Det var fedt at se dem alle sammen igen, selvom vi jo kun kendte hinanden fra 3 dages intro-kursus.
 Da alle var samlet, tog vi med vores bus, der var vores hele ugen ud til forlystelsesparken Six Flags. Vi kom allesammen ind, og spredte os ud over hele parken i mindre grupper.
Jeg er en af de der angste typer, der helst ikke vil op i de helt store forlystelser. Da der er lang kø, omkring 1-2 timer, ved hver forlystelse og alle ville prøve, en for mig, ret skræmmende rutsjebane valgte jeg alligevel at tage med. Den hedder Batman.

Det var ikke ligefrem nogen kæmpe oplevelse. Faktisk glædede jeg mig bare til, at det hele ville slutte, så jeg kunne komme ned igen. Med benene solidt plantet på jorden fik jeg sammen med en veninde fra Norge fundet et sted, hvor de solgte kinesisk. Vi gik bare rundt i parken bagefter, da der ikke rigtig var tid til at vente endnu en gang for at prøve en af de store forlystelser.

Vi mødtes allesammen ved 5 eller 6 tiden for at tage samlet i bussen hen til hotellet. Det var virkelig et lækkert hotel - der var endda en vandhane med filtreret vand - så vi kunne drikke vand direkte fra hanen! Da alle havde fundet deres værelse og fået kufferterne på plads, tog vi ud for at spise aftensmad. Jeg delte værelse med en sød tysk pige. Jeg fik bestilt noget kedeligt suppe med grisekød. Det skulle ellers være restaurantens stolthed - hvilket nok siger mere om niveauet.  En dreng havde misforstået menuen - hvilket jo sker når den ikke er på ens eget sprog. Han havde fået en majspandekage der indeholdt hjernemasse med diverse krydderier  Den gik så på rundtur, da han ikke selv kunne klemme det hele ned. Så fik jeg da også prøvet at spise hjerne. Det gentager sig nok ikke. Det er ikke engang fordi, det smager så ækelt, men bare tanken..

Jeg faldt nærmest om i min seng den aften efter en rigtig god dag med de andre udvekslingsstudenter. Jeg glædede mig meget til den efterfølgende dag, hvor vi skulle ud og kigge på sommerfugle reservatet.

Heeej ville lige sige, at det var en helt fantastisk tur med YFU! Jeg er stadig i Mexico City for at besoege min bror Enrique. Jeg har derfor ikke lige en computer med ae, oe og aa til raaadighed - saa jeg regner med at opdatere bloggen paa mandag. Haaber I nyder vinterferien!

Plan for YFU-tur

I morgen aften tager jeg på YFU-tur! Jeg er virkelig spændt på at tage afsted. Dog kan jeg ikke lade være med at føle mig en smule skuffet. Vi havde søgt om, om jeg kunne få lov at blive 1 uge mere i Mexico City sammen med min værtsbror, der studerer der. Det ringede en dame så til mig i dag, og sagde at jeg ikke kunne, da jeg skal tilbage til skolen (Jeg er jo fortsat på juleferie). Det ændrer dog ikke på, at det bliver fedt at se de andre udvekslingsstudenter igen! 

Jeg vil lige skrive, hvad vi skal lave, så I ved, hvad jeg vil fortælle om, når jeg kommer hjem:

d. 03/02/2013

Mødes alle udvekslingsstudenter i Mexico Citys lufthavn. Derefter tager vi samlet til Six Flags, der er en stor forlystelses park. 

d. 04/02/2013

Skal vi besøge et sommerfugle reservat, hvor der er enormt mange sommerfugle. Det glæder jeg mig rigtig meget til!

d. 05/02/2013

Skal vi se på Morelia, der er hovedstaden i staten Michoacán. 

d. 06/02/2013

Skal vi bestige vulkanen Paricutin. Det kan gøres på hest eller på gå-ben, alt efter hvor mange penge man har. 

d. 07/02/2013

Tager vi ud og kigger på en national park i Uruapan. 

d. 08/02/2013

Tager vi til Mexico Citys centrum, hvor vi kan tage på museer. Senere tager vi til en park, der hedder Chapultepec. 

d. 09/02/2013

Rejsens sidste dag. Vi skal besøge Teotihuacáns berømte pyramider. Bagefter bliver vi sat af ved busstationen, og skal tage bussen hjem - 12 timer. 

Det bliver fedt, at komme ud og se noget andet af Mexico. 

Ferien er efterhånden slut, men det er nu også rimeligt nok, når jeg har haft ferie siden d. 17. december. Det har virkelig været en fed ferie, især da mine brødre var her. Nu forsøger jeg at tage så meget ud som jeg kan, da huset virker tomt. I morgen, inden bussen kører om aftenen, cykler Line, der også er fra Danmark, Ilse, en anden mexicaner og jeg til Ojo de Agua sammen. Det bliver en lang cykeltur, især når jeg ikke rigtig er vant til at cykle. Min papá har været så sød at sende den cykel, jeg ikke har kunnet bruge, fordi den har været i stykker, siden jeg kom, til reparation  Så efter 5 måneder tog jeg min første cykeltur. Det har gjort Ixtepec langt mere overskuelig, da byen i forvejen ikke er så stor og man kommer ret hurtigt rundt. Mexicaner kører bare som om, de har vundet deres kørekort i en spilleautomat, og der er ingen cykelstier, så det er med at passe på. Jeg har også ofret mange timer hver morgen, på at lære at sy den nationale trøje. Efter jeg ved ikke hvor mange, men mange, timer, er jeg næsten halvvejs. 

Alle i Ixtepec er ret nervøse for tiden, da der er nogle kriminelle børn på stoffer, hvis man tror de mange rygter, der går og stjæler også ved højlys dag. Hvor meget opmærksomhed der er på det, viser bare hvor trygt her normalt er. Men jeg er nu alligevel en smule bange for at være alene hjemme om natten nu, og jeg går ikke alene efter mørkets frembrud. 

Mere end halvdelen af tiden er nu gået - og der er mindre end 5 måneder tilbage.. Så vi ses snart Danmark.