Så kom første skoledag endelig. Jeg følte mig ekstremt lækker i min blå skræddersyede nederdel, den lidt for lille t-shirts, jeg var nødt til at købe og min blå knæstrømper. Det var som om, jeg forventede, at alle ville stoppe op, pege på mig og grine. Selvfølgelig gjorde de ikke det, da alle havde det samme tøj på som jeg. Billedet er ikke fra første skoledag, da jeg ikke havde tid nok til at tage det. I ved, når man skal nå i bad, sætte hår, og når ja ikke vælge tøj, men da tage det på, så går tiden hurtigt. Min mama kørte mig i skole, så jeg mødte 40 min tidligere, end jeg egentlig skulle, fordi hun skulle nå på arbejde. To drenge, der også går på CBtis, fik lov at hoppe op i ladet på bilen, så de ikke skulle vente på bussen.
Rocio, min kontaktperson, der er en meget lille, ældre, ikke engelsk talende dame, var der for at sikre sig, at vi nåede hen i vores rigtige klasser. Jeg kom i klasse F. Det fik mig til at tænke på den amerikanske karakterskala, hvor F betyder failed.
Min første time var heldigvis engelsk, så kunne jeg da i det mindste tale med min lærer. Han var dog ret forvirret, fordi han ikke havde modtaget sit undervisningsprogram. Uden et program er det selvfølgelig umuligt at gennemføre nogen form for undervisning. Drengene hentede derfor en stige og gav sig til at støve airconditionanlægget af.
Jeg er ret sikker på min næste time var matematik, da det jo er den linje, jeg har valgt. Min lærer var en meget stor mexicaner, der åbenbart mente, at solbriller er en nødvendighed indendørs. Det meste af timen sad han ovre i hjørnet og talte spansk. Der gik lidt tid før det gik op for mig, at han talte til klassen. Det lignede næsten, at han talte til luften, og mine klassekammerater lod ikke til at høre meget efter. Da han endelig tog sine solbriller af, opdagede han, at jeg ikke var mexicaner (hvilket er ret tydeligt at se uden solbriller). Timen var dog næsten slut, og han nåede kun at spørge, hvor jeg kom fra, inden alle forlod klasselokalet.
Til den næste time kom en anden lærer, der stod ved tavlen og skrev formler. Han brugte dog ikke tal, eller måske forklarede han dem bare mundtligt. Jeg fik i hvertfald ikke meget ud af den time. Tilgengæld forstod jeg det meste i min time om Mexicos historie.
Mine klassekammerater var enormt søde. Jeg gik rundt sammen med en nogle piger, hvor en af pigerne, i modsætning til de andre, talte en smule engelsk. Nok omtrent som jeg taler spansk. Det er ret svært for mig, der ikke ejer skyggen af stedsans, at finde rundt på skolen, så jeg holdt mig tæt på de andre. Vi gik på toilettet på et tidspunkt, det viste sig, at der hverken var mere vand eller mere papir. Hygiejne er ikke ligefrem en af topprioriteterne her i Mexico. Faktisk tror jeg, at den danske fødevarestyrelse ville lukke samtlige boder på markedet, da man åbenbart ikke ligger fødevare på køl her. Jeg var virkelig sulten, så jeg begav mig på egen hånd ud for at finde skolens cafeteria. Efter at have vadet rundt lidt fik jeg endelig øje på det. Jeg købte quesadillas, da de er noget af det bedste, jeg har smagt. Bare ikke disse quesadillas. De smagte elendigt. Men hey, er man sulten og har man betalt 5 kr for noget, så skal det også spises. Så jeg skyllede dem ned med en liter vand, jeg havde købt tidligere.
Vi fik fri de sidste 2 timer, da vores lærer var optaget andetsteds. Så sad jeg sammen med omkring 10 andre udenfor på skolen. De hjalp mig med at skrive alle de ord, de kender på engelsk og oversætte dem til spansk. To piger, der hele dagen havde kigget på mig og grinet genert, når jeg gengældte deres blik, spurgte om de ikke nok måtte få et billede med mig.
Det lykkedes mig at finde det rigtige hjørne, der fungere som busstoppested. Skilte er åbenbart heller ikke noget, de bruger her. Man bliver nødt til at vide, hvor man skal stå, og hvornår man skal være der. Der er ingen oversigt. I skoleuniform koster det kun 1 kr at tage bussen hjem, uden må man slippe hele 2 kr.
Chelda var færdig med min frokost, da jeg trådte ind af døren. Det smagte væsentligt bedre, end maden på min skole havde gjort. Jeg glædede mig til at komme i skole igen torsdag. Min korttidshukommelse må jeg have efterladt i Danmark, jeg kan ikke huske nogen af mine venners navne..
Min værtsmor kom hjem, og vi kørte ud for at se på byens fitnesscenter og sportshal. Vi kom, lige som et hold skulle til at starte zumba, så jeg skulle selvfølgelig træne med. Selv de kraftige piger, hvis kropsvægt, efter deres udseende at dømme, er 3 gange min, så mere elegante ud, end jeg gjorde. Selv min meget søde mama måtte indrømme, at jeg var elendig. Øvelse gør mester, men jeg tror, jeg lærer spansk før, jeg lærer at danse.
Jeg havde ret ondt i maven, da jeg gik i seng. Min mave er for det meste ikke på toppen her, så jeg tænkte det nok ville være bedre den følgende dag. Det var det ikke. Den nat så jeg mine quesadillas komme retur. Jeg vil spare jer for flere detaljer. Det lykkedes mig at fremstamme på spansk, at jeg ikke ville i skole næste dag. Min mama strøg mig over håret, hviskede at alt nok skulle blive i orden, lavede te og sagde jeg kunne sove hos hende. Min papa, der arbejder i militæret, havde nattevagt.
Jeg græd som pisket. Det gør jeg altid, når jeg er syg. Så bliver jeg en lille flæbende unge, hvilket er ret flovt. Min mama var meget bekymret, det er hun altid, for at jeg ville skifte familie, og at det var grunden til mine tårer. Hun ringede rundt til hele familien. Mine brødre ringede og spurgte, hvorfor jeg græd, og om jeg ønskede at skifte familie. Det kom helt bag på mig, da jeg ikke kunne have drøm om en sødere eller kærligere familie, end den jeg bor hos.
Den næste dag havde jeg høj feber. Jeg sad under vores kolde bruser i 10 min., indtil vandet ikke længere føltes koldt mod min hud. Chelda tog sig godt af mig. Hun er som en ekstra mor.
Da min mama og papa kom hjem, tog vi til lægen. Jeg gav dem min forsikringshåndbog, hvilket virkede latterligt i betragtning af, at den er på engelsk. Et sprog mine værtsforældre ikke taler.
Lægen gav mig recepter på 4 forskellige slags piller, jeg nu indtager på de mest irriterende tidspunkter: 02:00, 06:00, 09:00, 12:00, 14:00 og 21:00. Jeg føler mig som et omvandrende apotek.
Nu går det bedre, hvilket højst sandsynligt skyldes mit massive forbrug af piller. Jeg var i biografen med min værtssøster og Jonas fra Tyskland i går. Vi så en animations film: Valiente (modig). Jeg måtte kigge på, at de drak Frappe, da jeg ikke må indtage mælkeprodukter den næste uges tid.
I dag var jeg til min onkels fødselsdag. Det foregik på en restaurent, hvor det meste af min mors familie kom. Jeg tror, vi var omkring 20. Så fik jeg også muligheden for at møde mere af familien, der ses på billedet under.
Her står jeg sammen med min søster og mine fætre.
Det var alt for denne gang. Jeg beklager ventetiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar