Begyndelsen

Så begyndte eventyret endelig! Jeg var træt, da jeg stod op kl 05:00 onsdag morgen. Jeg havde ikke rigtig kunnet sove om natten. Efter morgenmaden kørte vi til Aarhus for at tage færgen til Sjælland. Det var ikke så hårdt at sige farvel i Kastrup lufthavn, som jeg havde regnet med. Den anden pige fra Danmark og jeg fløj med Air Canada til Toronto i Canada. Det er en flyvetur på 8 lange timer. Vi fløj over Grønland. Det var virkleig flot at se sneen og de sorte bjerge fra luften.

Ved siden af mig sad en canadisk dame og så comedy. Hun grinede virkelig højt. Jeg havde drukket så meget cola, at jeg ikke kunne sove og sad og rykkede mit flybord frem og tilbage, hvilket sikkert var lige så irriterende som hendes latter. Jeg nåede også at se to film, inden vi landede. Jeg har aldrig været i så stort et fly før. Der var første klasse, men der sad jeg uheldigvis ikke. Der, hvor jeg sad, var der to pladser ud for hvert vindue og også en række i midten af flyet.

Vi kunne ikke forlade Toronto lufthavn, men vi havde også kun omkring halvanden time der, så det gjorde ikke så meget. 3-4 spurgte om vi var atleter, der skulle deltage i en konkurrence i udlandet. Det var nok de ens T-shirts skyld. Jeg var så træt i flyet til Mexico City, at jeg ikke rigtig husker meget af flyveturen. Jeg sad og kiggede ud af vinduet, da flyvet var ved at lande. Klokken nærmede sig 00:00, så der var helt mørkt bortset fra et enormt hav af lys. Mexico City er enormt smuk, når alle lysene glimter i mørket. Størrelsen er ufattelig, det blev ved og ved. Lysene kravlede op af bjerge. Mit kamera var ikke i stand til at tage et godt billede af det, og jeg tror, man skal se det selv for at forstå, hvor smukt og stort det er.

I Mexico Citys lufthavn mødte vi alle de andre udvekslingstudenter. I alt er vi mellem 30 og 40. Vi kørte i bus i 2 timer. Jeg havde rejst 26 timer, siden jeg forlod mit hus i Danmark. Vi skulle bo på et hotel i Cuautla. Værelserne skulle vi dele to og to. Mit navn var sevfølgelig det sidste, der blev råbt op. Min rumie havde ikke nået sit fly, så jeg skulle sove alene. Der havde været storm i Cuautla, så der var hverken strøm eller vand. Jeg fik lov til at sove i samme rum som en pige fra Finland, der heller ikke havde fået en rumie endnu. Efter at have sovet 2 timer gik vi på toilettet i receptionen, hvor der var vand. Da vi kom tilbage, opdagede vi, at vi havde taget den forkerte nøgle, den til mit rum. Vi var så trætte, at vi begyndte at tale vores eget sprog i stedet for engelsk. Vi gik tilbage til receptionen og mirakler findes, det lykkedes mig at forklare receptionisten, der selvfølgelig ikke talte engelsk, at vores nøgle var låst inde. Hvis I nogensinde kommer i den situation husk, at nøgle hedder llave. Den stakkels receptionist, som vi havde vækket, fik efter en halv time døren op. I alt fik vi 4 timers søvn.

Til morgenmad fik vi udsplattede nachos med stærk chilisauce. Det hedder chilaquiles. Jeg brød mig ikke rigtig om noget af morgenmaden. Selv kagerne havde noget underligt gult snask i dem. Vi blev undervist det meste af den dag i et rum på hotellet. De frivillige YFU'er var virkelig søde og gode til at fortælle om deres hjemland Mexico.
　

På billedet fra højre står en pige fra Brasilien, en pige fra Sweitz, en dreng fra Tyskland, endnu en dreng fra Tyskland, en dreng fra Sverige og en fra Finland.

Til aften var der igen buffet. Der stod en skål med noget grønt. Endelig noget guacamole, tænkte jeg og tog en masse af det på min tallerken. Jeg tog en stor gaffelfuld. Det var ikke guacamole, men den stærkeste chilisauce, jeg nogensinde har fået. Jeg løb gennem resaturenten og gennem receptionen for at spytte det ud i toilettet. Min mund har aldrig brændt så meget.

Næste dag var der pandekager, så jeg var lettet over et sikkert valg, og spiste 6 til morgenmad med sirup. Vi lavede en virkelig sjov konkurrence, hvor vi var i hold. Så gik vi til forskellige stationer. Vi dykkede efter mønter på bunden af poolen og gravede i skåle med mel for at finde en mentos på bunden. Det er midt i regnsæsonen her i Mexico, så det regner et par gange om dagen, men ikke som i Danmark.

Senere tog vi til en by, hvor vi skulle finde ting på et market. Der var en masse grøntsags- og slikboder. De putter åbenbart chili i alt her, for der er også chili i deres karameller, deres slikkepinde og en del af deres andet slik. Det smager virkelig godt, så jeg skal have meget med hjem til Danmark. Husenes tage er alle flade, og der stikker metalstænger op, hvis nu de en dag vågner op, og vil have bygget en overetage. Det var virkelig nogle forvirrende gader, der ikke var delt op af en hvid streg i midten. Biler kørte hulter til bulter, og gik det ikke hurtigt nok hang en mexicaner ud af ruden og råbte til dem foran. Det var virkelig underligt at gå rundt som de eneste blonde og hvide i byen. En del mænd piftede, når vi gik forbi, hvilket også er ret uvant.

Om aftenen slog vi efter en pinuata. En dreng fra Thailand gik fuldstændigt amok med pinden, hvilket gik ud over et træ, der mistede de fleste blade. Han hoppede og sprang, tilsidst flækkede pinden. Han ramte ikke pinuataen. Det var virkelig sjovt at se!

Da jeg vågnede i dag, var der ikke noget varmt vand på hotellet, det blev derfor et meget hurtigt bad jeg tog, inden jeg pakkede. Klokken 11:00 lokal tid kørte vi fra hotellet til Mexico City lufthavn, hvor dem, der skal til Monterrey skulle flyve fra. Vi andre tog bussen videre til en busstation, den er enorm ligesom det meste andet her. Jeg har lige spist mine første rigtige tacos, danskere har helt misforstået, hvad det er. Danske totillas er tættere på tacos end danske tacos.

Jeg skal køre i bus hele natten og klokken 08:00 i morgen møder jeg min familie i Ixtepec. Jeg er ikke sikker på, hvornår jeg får internet igen, så måske tager det noget tid inden det næste indlæg kommer. Undskyld billedernes dårlige kvalitet, mit kamera har ikke mere batteri, så de er taget med mobilen. Bybusserne her er virkelig små, ligesom taxis. Alligevel er der en masse mexicanere i dem, de sidder på hinanden, på gulvet og hænger fra loftet.