5 måneder

Så har jeg efterhånden rundet halvdelen af mit udveklingsophold. Hvor er det gået super hurtigt, og hvor har jeg mødt nogle mennesker, der altid vil være i mine tanker.

At jeg nu er halvvejs fik mig til at tænke tilbage på starten. Jeg sagde farvel til min familie uden tårer, men blev senere en smule i tvivl om, om det nu var rigtigt at sige farvel sådan - uden en eneste tåre. Så jeg ringede til min mor, og var tæt på tårer i telefonen, for lige at sige farvel en sidste gang.

Senere tog jeg flyveren til Canada, 8 timer ved siden af en tyk canadisk kvinde, der havde været på sommerferie i Danmark. Senere 6 timer fra Canada til Mexico City, hvor jeg var så træt, jeg ikke havde overskud til at tale med nogen. Så blev alle samlet i lufthavnen i Mexico City, efter to timer i bus fik vi afvide, at der hverken var lys eller vand. Så lykkedes det mig at låse mig ude midt om natten og forklare på et sprog, jeg ikke kunne tale og med fagter, at jeg gerne ville lukkes ind.
Jeg sad 6 timer og ventede på en busstation, hvor jeg skrev det første indlæg til min blog. Bagefter kørte jeg 12 søvnløse timer i bus. Jeg har et eller andet med, at jeg ikke kan sove, når jeg føler, fremmede mennesker stirrer på mig.
 Da jeg ankom stod min værtsfamilie klar til at modtage mig i en stor mængde af familier. Jeg var  ekstremt træt, og selvom jeg gerne vil være det, så er jeg ikke særlig overskudsfuld, når jeg er træt. Faktisk er jeg lidt underlig om morgenen, hvilket min familie i Danmark er vant til. Vi tog ud for at spise på en restaurant som en slags velkomst gestus. Jeg prøvede at huske at smile. Det har bare ikke virket særligt overbevisende, for min mamá blev hurtigt bekymret for, om jeg ikke kunne lide dem. Vi kom hjem, og jeg fik afvide, at jeg ikke kan smide papir i toilettet, skulle vaske mit eget undertøj og helst sove i samme seng som min søster, som jeg næsten ikke kendte, hvilket var ret grænseoverskridende. Den nat vendte hun sig så meget i sengen, at jeg havde 15 cm at sove på, så jeg fik ikke hvilet ud, og tænkte, hvordan jeg dog skulle klare et år sådan. Jeg var ret frustreret over, at min mamá ikke forstod, at jeg var træt efter en lang rejse, og jo ikke kunne tale hendes sprog, så det var svært at være virkelig udadvendt. Nogle dage senere blev jeg syg pga. de lave hygiejne standarder. Jeg græd og græd, hvilket jeg altid gør, når jeg er syg. Det vidste min mamá heller ikke, og jeg er ikke vant til at være syg sammen med mennesker, der ikke kender mig, så jeg forstod ikke hendes reaktion, hvilket var endnu mere frustrerende. Hun troede, jeg ville skifte familie, og at det var derfor jeg græd, hvilket chokerede mig, for jeg tænkte aldrig på at skifte, hvilket jeg bare ikke kunne fortælle hende, med ord hun ville forstå.

Det blev dog bedre med tiden - meget bedre. Jeg begyndte i skolen, lærte mere af sproget, min familie vendte sig til mig og jeg til dem. Så nu kan jeg her efter 5 måneder se tilbage på en, hvis jeg skal være ærlig, svær begyndelse - men jeg gjorde det fandme! Og nu kan jeg se frem til 5 fantastiske, mindeværdige måneder mere.