5 måneder

Så har jeg efterhånden rundet halvdelen af mit udveklingsophold. Hvor er det gået super hurtigt, og hvor har jeg mødt nogle mennesker, der altid vil være i mine tanker.

At jeg nu er halvvejs fik mig til at tænke tilbage på starten. Jeg sagde farvel til min familie uden tårer, men blev senere en smule i tvivl om, om det nu var rigtigt at sige farvel sådan - uden en eneste tåre. Så jeg ringede til min mor, og var tæt på tårer i telefonen, for lige at sige farvel en sidste gang.

Senere tog jeg flyveren til Canada, 8 timer ved siden af en tyk canadisk kvinde, der havde været på sommerferie i Danmark. Senere 6 timer fra Canada til Mexico City, hvor jeg var så træt, jeg ikke havde overskud til at tale med nogen. Så blev alle samlet i lufthavnen i Mexico City, efter to timer i bus fik vi afvide, at der hverken var lys eller vand. Så lykkedes det mig at låse mig ude midt om natten og forklare på et sprog, jeg ikke kunne tale og med fagter, at jeg gerne ville lukkes ind.
Jeg sad 6 timer og ventede på en busstation, hvor jeg skrev det første indlæg til min blog. Bagefter kørte jeg 12 søvnløse timer i bus. Jeg har et eller andet med, at jeg ikke kan sove, når jeg føler, fremmede mennesker stirrer på mig.
 Da jeg ankom stod min værtsfamilie klar til at modtage mig i en stor mængde af familier. Jeg var  ekstremt træt, og selvom jeg gerne vil være det, så er jeg ikke særlig overskudsfuld, når jeg er træt. Faktisk er jeg lidt underlig om morgenen, hvilket min familie i Danmark er vant til. Vi tog ud for at spise på en restaurant som en slags velkomst gestus. Jeg prøvede at huske at smile. Det har bare ikke virket særligt overbevisende, for min mamá blev hurtigt bekymret for, om jeg ikke kunne lide dem. Vi kom hjem, og jeg fik afvide, at jeg ikke kan smide papir i toilettet, skulle vaske mit eget undertøj og helst sove i samme seng som min søster, som jeg næsten ikke kendte, hvilket var ret grænseoverskridende. Den nat vendte hun sig så meget i sengen, at jeg havde 15 cm at sove på, så jeg fik ikke hvilet ud, og tænkte, hvordan jeg dog skulle klare et år sådan. Jeg var ret frustreret over, at min mamá ikke forstod, at jeg var træt efter en lang rejse, og jo ikke kunne tale hendes sprog, så det var svært at være virkelig udadvendt. Nogle dage senere blev jeg syg pga. de lave hygiejne standarder. Jeg græd og græd, hvilket jeg altid gør, når jeg er syg. Det vidste min mamá heller ikke, og jeg er ikke vant til at være syg sammen med mennesker, der ikke kender mig, så jeg forstod ikke hendes reaktion, hvilket var endnu mere frustrerende. Hun troede, jeg ville skifte familie, og at det var derfor jeg græd, hvilket chokerede mig, for jeg tænkte aldrig på at skifte, hvilket jeg bare ikke kunne fortælle hende, med ord hun ville forstå.

Det blev dog bedre med tiden - meget bedre. Jeg begyndte i skolen, lærte mere af sproget, min familie vendte sig til mig og jeg til dem. Så nu kan jeg her efter 5 måneder se tilbage på en, hvis jeg skal være ærlig, svær begyndelse - men jeg gjorde det fandme! Og nu kan jeg se frem til 5 fantastiske, mindeværdige måneder mere.

Hellig 3 konger

I dag var det Helligtrekongersdag. Vi fik morgenmad og ikke andet, da vi skulle have plads til kage. Vi tog hen til min bedstemors hus kl. 6 med to store kager, der ligner en smule om kringle. Da mexicanere altid er sent på den, var vi allesammen samlet omkring kl. 7. Der blev delt kage ud til alle. I kagen var der gemt små hvide plastikfigurer, som den I kan se ovenover. En plastikfigur betyder, at man skal give tamales til all (tamales er en traditionel spise i Oaxaca, der er lavet af majs, kylling og mole, der pakkes ind i blade fra majs planter). Heldigvis var der mere end en, så jeg regner ikke med jeg skal købe til alle, hvilket være som at invitere 50 personer til aftensmad..

Det var rigtig hyggeligt, hele min familie er super sød, og mit spansk er så godt, at jeg kan være med i alle samtaler. Det er derfor ikke længere en smule frustrerende at være sammen med så mange på én gang. 

Januarånden kom over mig i går, så jeg tænkte, det var på tide at genoptage lidt styrketræning. Min ældste værtsbror var så venlige at tilbyde mig sin hjælp. Så han lå i min seng, og blev ved med at sige, at jeg gjorde det forkert, og at jeg burde lave nogle flere. Efter en halv time eller mere lod han mig endelig slippe. Det har så resulteret i nogle vanskeligheder, hvad angår gåning i dag. 

Vandet er kommet tilbage efter to dage helt uden. Hvor er jeg glad for, at det er Cheldas ansvar at få tallerkener og bestik rent, selv når der ikke er vand. I går fik vi pakket alle vores ting sammen og blokerede så min bedstemors badeværelse og hendes kabel-tv. Hvor lærer jeg dog at sætte pris, på noget så simpelt som at tage bad, når jeg nu af og til må leve uden!

Min søster begynder i skole i morgen, min ældste bror tager hjem d. 13. januar, altså om en uges tid. Den sidste bliver en uge længere, og til sidst er det bare mig helt alene tilbage i huset, som den eneste, der har en laaaang ferie - men jeg klager nu ikke! Når min skole begynder i februar, tager jeg på en YFU tur, så i midten af februar vender jeg tilbage på skolebænken efter 2 måneders fridom. 

Min ven Jonas har planer om, at vi på torsdag skal spille paintball, eller hvad det nu hedder. Jeg er nu ret nervøs for alle de blå mærker, jeg helt sikkert får. Min taktik i sådan nogle situationer er nemlig at lukke øjnene godt og grundigt, og det er sjældent, det har hjulpet mig meget. Så mon ikke jeg bliver et nemt offer?

Det er endelig blevet så koldt, at det er til at sove om natten. Jeg tror endda, vi kommer helt ned på 15°.  Min værtsbror har 3 nætter været overbevist om, at der ville være stjerneregn. Så jeg har siddet oppe og ventet med ham indtil kl. 03:00. Jeg så ikke en eneste stjerne falde ned fra himlen. Til sidst gav vi op og så en video på YouTube, hvilket da er næsten ligeså godt.. men det har så resulteret i et rimlig stort søvnunderskud, jeg bruger mine formiddage på at udfylde.

Feliz año nuevo

Nå jeg må heller få taget mig sammen til at opdatere min blog for første gang i 2013!

Så har jeg muligheden for at lave et lidt sentimentalt indlæg, hvor jeg kan kigge tilbage på året, der gik og derefter sende en hilsen til søens folk, hvilket min bror sagde, at dronningen glemte i år.

2012 har virkelig været et anderledes år for mig. Jeg har oplevet så utroligt meget, at jeg helt glemte, at det også var i 2012, jeg endelig fik afsluttet folkeskolen. I 2012 sagde jeg farvel til min familie, farvel til mine venner, farvel til rugbrød og flæskesteg, varmt vand, alt hvad jeg kender, alt det, der er trygt.
Til gengæld fik jeg en ny familie. Jeg havde ikke ligefrem gjort det nemmere for mig selv da jeg valgte et land, hvor jeg ikke kunne tale sproget. Efter nogle lidt hårde uger begyndte vi at forstå hinanden, jeg fik venner et helt nyt sted og lærte at acceptere, at alle ikke tænker, ligesom jeg gør.
 2012 har fået mig til at smile som en åndsvag alene i mørket, 2012 har fået mig til at længes hjem, så jeg har haft tårer i øjnene. 2012 har vist mig, at jeg kan overleve hvor som helst. 2012 har lært mig at stole på mennesker, jeg slet ikke kender og ikke forstår dels på grund af deres kultur, men i højere grad pga. deres sprog. Det vigtigste 2012 har givet mig er uden tvivl 5 fantastiske mennesker, der har givet mig deres hjerter fra den første dag, og hvor er jeg taknemmelig for, at de valgte mig til at bo sammen med dem - til at blive en del af deres familie.

Jeg kan huske den foregående jul og nytårsaften. Jeg endte med at gå tidligt i seng juleaften og græd næsten hysterisk, fordi jeg var syg, og det var min sidste juleaften sammen med min familie, inden jeg tog afsted. Nytårsaften ønskede jeg, at det nye år ville bringe mig en værtsfamilie, at jeg ville lære spansk og ikke mindst, at jeg ville kunne klare mig, så langt væk hjemmefra. Alle mine nytårsfortsætter for 2012 gik i opfyldelse. Jeg føler, jeg har kendt min værtsfamilie i evigheder, og jeg frygter den dag, jeg bliver nød til at sige farvel. Det bliver hårde, end da jeg sagde farvel til Danmark, for jeg ved jo, at jeg kommer tilbage til noget, der er tæt på det, jeg forlod, men jeg har kun 1 år til at leve i Mexico - og nu er halvdelen allerede gået. Jeg håber, 2013 bliver ligeså fantastisk som 2012!

Jeg fejrede nytår med familien i min bedstemors hus. Der var piñata - min første nogensinde. Uheldigvis er det ret svært at løbe hen i menneskemængden, for at rage slik til sig, i høje hæle. Heldigvis forbarmede min tante sig over mig, og gav mig en del af sit slik. Man springer ikke ind i det nye år, men giver krammere, og ønsker hinanden det bedste i det nye år. Den første jeg gav en krammer, var min onkel, da han besluttede at gå ind i det nye år 5 minutter før alle os andre. Bagefter da klokken blev 00:00, gav jeg hele min familie en krammer. Mine værtsforældre sagde, at de elsker mig, og at jeg er mere end velkommen til at blive boende hos dem permanent (Jeg tror dog, det vil kræve en del overtalelse, at få min mor overbevist om, at jeg bliver boende i Mexico..). Da vi kom hjem kl. 04:00 eller 05:00 faldt vi allesammen om i vores senge, hvor vi tilbragte hele d. 1/1/2013.