Strandet i Mexico

Vi kom ikke med flyet. Jeg er havnet i mellem mit mexicanske hjem og mit danske hjem. Jeg ville have følt mig helt alene i verden, hvis ikke jeg havde haft Line hos mig. Flyet var blevet over booket. Så da vi stod med pas og billetter i hænderne, klar til at gå ombord på flyet, fik vi at vide, at vi ikke kunne komme med. Det var enormt skuffende. En dag virker selvfølgelig ikke som meget i forhold til alt den tid, jeg har været væk fra Danmark, men nu var jeg så opsat og klar på at forlade Mexico og komme hjem. 

Det hjalp dog på det, da de sagde, hvad erstatningen bliver: en check på 400 canadiske dollars (ca. 2160 kr), overnatning på lufthavnens bedste hotel mad inkl. og i morgen flyver vi på første klasse og ikke økonomi klasse - fedt! Så efter, at jeg har tænkt det igennem, er det næsten bedre sådan. Jeg ville komme meget træt til Danmark, da jeg har brugt hele natten i en bus. I morgen har vi god tid til at gå i bad og spise en god morgenmadsbuffet. Hotellet ligger som en del af lufthavnen, så det kunne ikke passe bedre. For lige at blære mig lidt, er jeg lige kommet tilbage efter at have været i hotellets fitnesscenter. At løbe er ikke blevet sjovere siden jeg sidst forsøgte det for måneder siden. 

Afskeden fik tårerne frem i mine øjne. Min mamá og papá er virkelig blevet vigtige for mig, og mine værtssøskende er blevet gode venner. Det har ikke altid været lige nemt. Vi har skændes som søskende. Vi har grinet og grædt. Jeg kommer til at savne dem alle sammen rigtig meget. Jeg er sikker på, at det ikke var et farvel, men på gensyn - så det var svært, men til at bære. Det var hårdt at køre forbi de steder, jeg hver dag har gået forbi på vej i parken, i skole, i fitness eller for at se venner, og tænke at jeg ikke længere kommer til at gå på de veje. Men man vælger selv, hvor trist man gerne vil være. Jeg tager en masse positive ting med mig fra Mexico. Jeg har været så glad for at bo under palmerne dette år, der er det mest begivenhedsrige i mit liv. 

Lørdag er jeg på dansk jord. Så kan jeg få tid til at gennemtænke alle de utrolige oplevelser, jeg har haft.

 Vi ses snart Danmark! 

Sidste skoledag

Så sluttede skolen. Graduationen er om 11 dage, men jeg er i Danmark ved den tid. Vi brugte hele dagen på at skrive hilsner på vennernes skoleuniform. Min ene trøje blev helt fyldt. Det var overraskende hårdt at sige farvel til skolen. Jeg var lige ved at græde. Alt slutter, og dette var den første store afsked, da jeg har brugt en væsenlig del af mit udvekslingsophold der på Cbtis no. 91. Om 13 dage forlader jeg Ixtepec. Det bliver et farvel til hele det liv, jeg har haft et helt år. For omkring en måned siden glædede jeg mig til at komme hjem, for 2 uger siden var jeg lidt splittet, og nu gør tanken mig trist.

YFU sendte endelig min rejseplan. Jeg skal flyve til Canada kl. 20.45 dansk tid, og videre til Danmark, hvor jeg ankommer d. 28. kl. 10.45. Hvis man også lige medregner den 12 timers lange bustur, jeg skal tage til Mexico City og ventetiden i lufthavnen, så er det en ret lang rejse. Så kommer jeg hjem, efter at have forladt mit hjem..Nu har jeg købt busbilletten. D. 26 kl. 20.15 forlader jeg Ixtepec.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige farvel.. Hjem er ikke længere noget jeg kan definere med ét sted på et kort. Med én gruppe mennesker. Jeg elsker solen, maden, min familie, sproget og personerne. Men jeg er klar til at komme hjem. Til at starte igen og komme videre.

Pyramider, luksus og regn

Den 5. dag pakkede vi kufferterne og tog tidligt afsted fra hotellet. Vi holdt ind for at købe vand og mad. Vi ankom til Tulum, der er endnu et pyramide område. Det var virkelig flot, da det ligger lige ned til en rigtig flot strand. Desværre gav de os ikke særlig lang tid til at gå rundt og kigge, så jeg nåede ikke ned på stranden.

Velkommen til paradis. Vi kørte ud til vores hotel resort. Det var kæmpe stort. Jeg kom til at sove med Line, hvilket var rigtig fedt, så kunne vi snakke en masse dansk. Vi havde alt inkluderet. Der var 5 restauranter, 1 kaffebar, adskillige barer og en kæmpe pool på hotellet. På værelset havde vi spa. Det var virkelig luksus. Vi skyndte os at stille taskerne og tage hen på den første restaurant, så vi kunne nå flere. Bagefter mødtes vi alle sammen i receptionen, da vi skulle lave evaluering og forberede os på, hvordan vi skal sige farvel til alt. Jeg synes ikke, jeg fik særlig meget ud af det, da jeg i forvejen har tænkt over de ting. Vi blev foræret en YFU t-shirt. Bagefter havde vi resten af eftermiddagen og aftenen fri.

D. 6. dag stod vi tidligt op, så vi kunne komme ud i solen. Sådan brugte vi næsten hele dagen i solen eller i poolen. Der var en strand, der hørte op til hotellet, men da der var bølger, var poolen langt bedre. Guider lavede aktiviteter med hotelgæsterne og tjenere gik rundt til liggestolene og tog imod ordre.

Om aftenen var vi blevet inviteret til Mexicansk Aften på hotellet. Der var en stor buffet med mexicansk mad, og der blev sunget mexicansk musik. De lavede et stort danseshow, hvor de viste traditionelle danse og dragter fra mange af de forskellige stater i Mexico. Det var super flot. Bagefter havde de lavet et markede, der skulle minde om det, der er i Ixtepec hver søndag. De havde en rigtig fin rygsæk, som jeg før har købt for 100 pesos, men her blev den solgt 'billigt' for 400 pesos.  

7. dag var det tid til at sige farvel til alle. Vi mødtes i receptionen, og vores bus kom efter os. Da vores fly var blevet rykket til dagen efter, skulle vi blive en dag mere i Cancun og sove på et hostal. Vi var 7 i alt + en dame fra YFU, der blev og sov med os. Vi fik nøglerne til vores skabe og gik ind for at stille vores ting på værelset, der var til 14 personer. Bagefter tog vi bussen hen til et stort shopping center. Vi gik rundt og kiggede, men alt var virkelig dyrt, fordi det er et berømt turiststed. Så begyndte det at regne. Når det regner i Cancun, regner det for alvor. Det tog ikke længe inden vandet flød i gaderne, og biler lignede moderne både. alle stilede sig under halvtag. Da vi ikke vidste, hvornår regnen ville holde op, løb Line og jeg gennem regnen hen til bustoppestedet. Vi var gennemblødte. Trafikken var allerede så godt som stoppet. Det tog omkring 40 minutter at køre 4 km. Vi nåede endelig frem til det rigtige busstoppested og stod af. Vandet gik os til op på læggen. Når biler og busser kom kørende forbi, lavede de store bølger. Vi skiftede tøj og gik kun ud en gang mere for at spise aftensmad på en nærliggende McDonald.

Det regnede hele natten og værelset var virkelig fugtigt. Dagen efter måtte vi krydse vandet for at komme til lufthavnen.

Da jeg kom hjem til Ixtepec, var begge mine værtsbrødre kommet, så huset var helt fyldt. Oaxaca var sprunget ud på den uge, jeg havde været væk med alt regnen og solen. Her er virkelig flot for tiden og ekstremt varm, fordi der imellem regnskylende er stærk sol, der får vandet til at fordampe.
Jeg blev nød til at skrive om de sidste 3 dage på én gang, fordi senere i dag tager jeg på weekendstur med Line og hendes værtsfamilie til stranden. Så håber jeg, at vejret holder, så jeg kan blive lidt brun.

Dag 4

Vi tog ud til Cuzamá, der er et sted med mange cenotes. Rigtig er turen inkluderet 3 cenotes, men vi havde ikke tid, da buschaufføren kørte en omvej på omkring 2 timer, så vi så kun 2..
For at komme ud til de forskellige måtte vi tage med en slags hestevogn, der kører på skinner. Det var om at holde godt fast for ikke at falde af i svingene.

Først kom vi ud til et stort træ. Der var en nedgang til en cenote midt i selve træet. De sagde, at de lige havde fundet den indgang for 15 dage siden. Nede i hullet var der helt mørkt, og luften var klam. Det eneste lys var fra én lommelygte - hvilket ikke er meget til 27 personer. Vi var hurtigt nede at bade og famlede derefter efter vores efterladte ting i mørket og kom op igen.

Bagefter tog vi ud til en anden og rigtig flot cenote, der var mere åben. Man skulle springe omkring 3 meter, da der ikke var nogen trappe. Det tog en del tid inden jeg tog springet, men i kom jeg. Vandet var helt rent. Selvom det måske var 20 m dybt kunne man stadig se bunden. Det var virkelig smukt.

Bagefter tog vi bussen ud til en by, der hedder Izamal. Der var der en stor gul kirke, der er bygget ovenpå en pyramide. Fra kirken kan man se andre pyramider. Vi gik lidt rundt i byen, inden vi tog bussen hjem.

3. dag

3. dag, som jeg synes, var den fedeste dag af alle, tog vi ud til Ría Lagarto. Vi fik af vide, at vi kunne være heldige at se krokodiller og flamingoer. Vandet var rigtig flot og klart. Jeg kunne endda se en hornfisk igennem det rene vand, der mindede meget om hav, da luften var meget salt.

Som det kan ses nedenunder, kom vi forbi 2 flamingo flokke. Det var nogle smukke fugle. Uheldigvis kunne vi ikke komme særlig tæt på, da det ville skræmme dem væk. Krokodiller så vi ingen af, men det var ligemeget, jeg så rigeligt, da jeg var i Chiapas med Line og hendes forældre. 

Bådene lagde til, og vi stod ud. Der var store områder med saltvand separeret fra vandet i floden. Jeg havde regnet med, at der ville være steder at skifte til bikini, men nej. Så vi måtte være lidt kreative, men på kom den. Det var virkelig underligt at bade i det salte vand, da det var så salt (ifølge manden 40 - 50% salt) at det var umuligt at svømme, da ens krop blev løftet op. Man kan ikke så godt se det på billedet, men vandet havde en rødlig farve. Det skyldes et stof i vandet, som flamingoerne spiser, og derfor har de den specielle farve, som de har.

Vi satte os op i bådene igen og sejlede videre, indtil vi kom til noget, der minder om en mudret strand. Jorden var helt hård, men guiden bankede hul på det hårde grå jord og tog en stor klat grå mudder op. Nu skulle vi lave Maya bad. Vi smurte alle sammen vores kroppe ind i mudder. Der var en del efterladte huller, der fik hele jorden til at ligne et månelandskab. Det var rigtig sjovt at prøve. 

Derefter sejlede vi, dækkede af mudder, hen mod endnu en cenote. Det gav et stort regnskyld. Der blev kaos i den lille båd, fordi kameraer osv skulle reddes, men der var efterhånden inden tørre steder at lægge dem. Alle håndklæder, tøj, tasker og sko blev fuldstændig gennemblødt af mudder og vand. Vandhullet var ikke særligt pænt og lugtede virkelig underligt, men vi fik da i det mindste alt mudret af.

Vi spiste frokost og fik klædt om til nogenlunde tørt tøj inden vi satte os ind i bussen.  Så kørte vi ud til Ek Balam, der er et pyramide område. Det var ret hårdt at bestige den høje pyramide i så stærk varme, men op kom jeg. 

Bagefter tog vi tilbage på hotellet, hvor vi hyggede os i poolen, spiste aftensmad og gik rundt i byen. I starten de 3 introdage, talte vi allesammen engelsk sammen også sidste rejse. Denne gang talte vi allesammen spansk til hinanden, medmindre vi kunne tale vores eget modersmål, hvilket var rigtig fedt.

Dag 2

Vi stod tidligt op og spiste morgenmad. Trods 3 kopper kaffe var der intet problem i at sove i bussen. Vi kørte ud til Chichen Itza, der er et pyramide område først beboet af Mayaer og derefter af Itzáfolket. Pyramiden der ses herunder blev i 2007 udnævnt til et af verdens 7 vidundere.

 Vi brugte lang tid ved pyramiderne. Det var det største pyramideområde jeg har set. Mange steder kan man stadig se, hvor mayaerne har indgraveret mønstre. På billedet under kan man til højre se mønstre. Jeg købte et sølvarmbånd, med disse mønstre på. Vi gik længe rundt og kiggede og tog billeder.

Der var sat rigtigt mange boder op, hvor sælgere, på dårligt engelsk, prøvede at sælge. Der var rigtig mange enormt flotte træmasker som på billedet under. De er håndskårede. Det irriterede mig hele tiden at blive talt til på engelsk, nu hvor jeg kan spansk. I sær fordi mange sælgere sagde: "HEY barbie! Kom og køb her." 

Bagefter tog vi til en Cenote, Ik-Kil. Cenote er en form for naturligt vandhul. Denne cenote var meget dyb. Det var virkelig udmattende at være i vandt i lang tid, fordi man hele tiden skulle arbejde for at holde sig ovenvande. Der svømmede mellemstore fisk med skæg rundt i vandet. Jeg tog kun billeder oppefra, da man skulle ned ad rigtig mange stentrapper, og der ikke rigtig var noget tørt sted at ligge kameraet.

Bagefter tog vi bussen tilbage til hotellet, hvor vi fik traditionel mexicansk mad til aftensmad. Jeg er så træt af mexicansk mad, der er friturestegt. Bagefter tog vi ud for at gå rundt i den by, vi boede i. Der skete virkelig ingenting og alt var overpris, selvom alle sælgerne sagde, at alle priserne var bedre for os, fordi vi taler spansk.

* * *

I dag er det min værtsfars fødselsdag. Ved pyramiderne købte jeg en skulptur, der er et Maya symbol på kærlighed, som jeg har tænk mig at forære ham. Min bedstemor, tanter og onkler kommer vidst lidt senere for at fejre fødselsdag. Jeg er lige kommet hjem fra skole, og er ved at dø af varme. Der er egentlig kun 30 grader, men da regnsæsonen er begyndt, virker varmen langt mere trykkende. 

Dag 1

Så er jeg hjemme fra Cancun! Jeg har valgt at skrive et indlæg om hver dag, og at starte med dag 1 - hvilket vel næsten siger sig selv. Det er nok den mindst kulturelle  og kedeligste dag, hvor det eneste, jeg fik set, var indersiden af buscentraler og lufthavne på vej til Cancun.

Min papá kørte Line, Jonas og mig hen til buscentralen, hvor vi tog en bus til byen Tuxtla i staten Chiapas. Bussen kørte kl. 00.15, og vi var ca. fremme kl 05.00 næste morgen. Vi ventede lidt inden, vi tog med en taxa til lufthavnen, der ligger lidt uden for byen. Det flyselskab vi havde købt billetter hos, er noget ligesom Ryanair. Hvilket vil sige mega billigt, men tilgengæld kommer man til at betale store gebyrer, hvis man har overvægt eller at der er noget galt med kufferten. Det var en pige fra Thailand tæt på at komme til, da en meget uforstående mand, sagde at hendes kuffert var et par mm for bred.
 Jeg var rimlig bekymret for, om jeg kunne komme igennem uden pas. Det kunne jeg heldigvis, da jeg havde mit immigrationspapier med.

Vi kom op i flyet. Alle, der før har fløjet ved, at der bliver givet sikkerhedsmæssige instruktioner, i tilfælde af at flyet skulle styrte ned. Meget ubetryggende sagde stewardessen: "Velkommen ombord. Hvis der skulle ske noget undervejs, så hjælper vi bare hinanden, så godt vi kan. Er I med på den?"
 Men alt gik dog problemfrit, er jeg ret sikker på, jeg sov i hvertfald hele vejen.

Vi mødtes med mange af de andre i lufthavnen med 12 tiden, hvorefter vi ventede 5 timer på, at alle var samlet så vi kunne komme afsted i vores bus. Til min overraskelse skulle jeg ikke 7 dage på luksus hotel og strandferie. Det er det man får ud af ikke at læse programmet grundigt. Vi kørte omkring 2 timer væk fra Cancun til et hotel i en by, der hedder Valladolid, Yucatán. Jeg fik et værelse sammen med en tysk pige, der hedder Magdalena. Uden for vores dør var en pool. Vi var en del, der skyndte at klæde os om, så vi kunne komme i inden aftensmaden. Vi spiste aftensmad og fik hilst på de andre igen. Vi var 27, der havde valgt at tage med på turen. Bagefter var alle ret trætte. Det er småting at rejse indlands i Danmark i forhold til Mexico. Nogle havde kørt i bus i mere end 20 timer. Så vi gik tidligt i seng. 

Sidste opdatering inden Cancun

En af dagene i sidste uge tog jeg på stranden med Line, Yamil og Alba. Det var hyggeligt, selvom det var den grimmeste og mest efterladte strand, jeg har været på i al min tid i Mexico. Bølgerne var så store, at vi ikke kunne svømme. Jeg lagde alle mine ting i sandet for at få smurt solcreme på, da der kom en kæmpe bølge, der gjorde alle mine ting plørevåde.. Min mobil virker derfor ikke rigtig mere. Jeg troede, det var umuligt at dræbe en nokia? Heldigvis havde jeg mit kamera om halsen, så det tog ikke skade.

Nu er der virkelig kort tid til at jeg skal til Cancun! Det bliver fedt. Når jeg kommer hjem, er begge mine værtsbrødre også kommet hjem på sommerferie. Jeg glæder mig virkelig til at se den ældste, da jeg sidst så ham til jul, og jeg regnede ikke med at se ham igen. Diana og jeg har haft lidt problemer, faktisk lige siden jul, men nu er vi begyndt at snakke igen, hvilket er ret fedt, når vi nu skal til at dele seng. 

Det begynder så småt for alvor at gå op for mig, hvor kort tid jeg har tilbage. Når jeg tager til Cancun på søndag, er der præcis en måned, og når jeg kommer hjem igen kun 3 uger med min værtsfamilie. På en måde er det ret frustrerende og forvirrende. Jeg føler mig spændt og trist på én gang. Jeg efterlader den mest fantastiske familie, som jeg virkelig er kommet til at elske og kommer hjem til en fantastisk familie, jeg også elsker. Jeg kommer aldrig til at leve sådan her igen. Hver morgen i denne uge, når jeg har taget mine blå knæstrømper på, tænker jeg på, at det er en af de sidste gange. Når folk råber og skriger efter mig på gaden tænker jeg, at jeg kun skal holde det ud kort tid. Når jeg spiser middagsmad med min værtsfamilie, tænker jeg på, at for kort tid siden kendte jeg dem ikke, hvor stille der var omkring bordet, fordi jeg ikke kunne tale deres sprog. Nu kan vi tale, grine og diskutere helt uden problemer. Der er så mange sjove, anderledes og fantastiske minder jeg kan se tilbage på, men nu kan jeg også se lyset for enden af tunnelen, fordi det er ikke kun sjove oplevelser at være på udveksling. Jeg tror ikke rigtig at den følelse af splittelse, som jeg føler over tanken om at tage hjem, kan forstås af folk, der ikke har været på udveksling. 

Nå, næste opdatering bliver nok med en masse strandbilleder! 

Pollo

 I weekenden tog jeg ud for at besøge en ven, der bor tæt på El ojo. Han viste mig, der hvor vandstrømmen starter. Vi gik rigtig langt langs vandet, der var så rent, at vi kunne se bunden. Det var mange rigtig smukke steder, som jeg synes, I skal se: 

I morgen er der ikke skole, da det er Lærernes dag, fredag er det Elevernes dag, så jeg mangler kun torsdag i denne uge. I morgen skal jeg koge en kylling - hvilket jeg er lidt i tvivl om hvor godt kommer til at gå, da det er første gang. I dag lavede jeg frikadeller. Det var fantastisk at få frikadeller igen! 

Stats politiet

I dag var der ikke klasser, så derfor besluttede Line og jeg os for at tage til el Ojo, da der er rigtig varmt. Jeg tog hjem til Line omkring kl 11 - 12. Der går 2 forskellige busser, da der er 2 forskellige badesteder. Det ene er dog ikke ligeså naturligt og smukt, som det vi gerne ville hen til. Der kom 3 busser forbi, men ingen af dem var til det rigtige Ojo.  Der var gået lidt under en time, da der kom en stor politibil og pakkerede ved siden af der, hvor vi stod og ventede. Bilerne har 3 sæder foran og et lad bagpå, hvor politimændene står i fuld uniform og ser farlige ud med kæmpe store våben. Jeg synes, det ser ret sejt ud, når de kører igennem gaderne - og det på trods af, at der aldrig sker noget i Ixtepec. En af dem begyndte at tale til os og spurgte, hvor vi skulle hen ad. Vi svarede, at vi skulle ud at svømme. En af politimændene, som jeg tror var lederen, sagde: " ´Vi kan sagtens køre jer derud, hvis det er." Så vi satte os ind i bilen og blev kørt ud til el Ojo af 5 fuldt uniformerede politimænd.
Da det er politiet, kan de bare kører forbi indgangen uden at betale, så de satte os af inde ved vandet uden at vi betalte entré. Politimanden, der kørte bilen spurgte, hvornår vi regnede med at tage hjem, og vi sagde omkring 3 -tiden.

Vi gik i vandet. Det var rigtig dejligt at komme i koldt vand. Efter en times tid blev vi sultne og gik derfor op af vandet for at købe mad. En mand kom hen til os og sagde: "Hey kom med vi har mad, kage og sodavand! Det er min mors fødselsdag i dag!" Så vi gik med hen og fik gratis mad og kage. De var meget flinke og nysgerrige. Det var en hel venneflok, der var taget afsted med deres mor, tante og koner.

Omkring kl. 14:30 så vi politibilen komme tilbage. Den parkerede tæt ved der, hvor vi sad og spiste. Der stod de så i 40 minutter og ventede på, at vi blev færdige, og så kørte de os tilbage igen.
- Det er altså, hvad det mexicanske stats politi bruger deres tid på, at lege taxi for blondiner.

Bagefter tog jeg hen til min bedstemor, hvor det meste af familien var samlet, da det i dag er Mors dag i Mexico. Det blev lidt svære at nå frem, da den ene pedal faldt af min cykel. Det viste sig, at det er ret umuligt at cykle med kun en pedal.
 Vi spiste mad sammen og fik is og kage. Det var rigtig hyggeligt. Jeg er lige kommet hjem.

Det her var min mors dags gave til min mamá:

Jeg har selv broderet blomsterne på tasken.

God Mors Dag på søndag!

Dansk hakkebøf i Mexico

Jeg blev heldigvis hurtigt rask efter sidste uges sygdom. Jeg tog derfor til Lagunas for at besøge min veninde, Katinka, fra Tyskland. Vi tog ud at bade lørdag ved en pool, der hører til den privatskole, der er i Lagunas, hvor min værtssøster går i skole. Resten af tiden hyggede vi os hjemme hos hende eller hos hendes tante. Mandag tog jeg bussen hjem. Jeg mødtes med en dreng, der regner med at tage på udveksling i Danmark i 2014-15, og derfor gerne vil lære lidt dansk inden. 

Sidste uge brugte jeg nogle dage sammen med min gode veninde Betxy. Jeg tog med hende til Ixtaltepec, hvor hun bor, til en Regada. Jeg har før fortalt, hvad det er (Biler der kører gennem ad gaderne, mens der bliver delt ting ud) Jeg var så heldig at få fat i alle de ting, jeg går og mangler; sæbe til at vaske tøj, skrubbeklud til at vaske op i hånden og 3 ens hårspænder... 

Her ses en lidt speciel måde at opbevare, hvis nu hænderne ikke lige er nok til at holde alt det, man rager til sig. Bagefter tog vi ud og spise aftensmad. 

En dag kom en af min fars kolleger forbi, der gerne vil øve sit engelsk. Han taler lidt specielt, da han er fra en anden stat i Mexico. Han er uddannet pilot, så måske kan han flyve mig frem og tilbage, når jeg vil besøge min familie i Mexico igen. Han begyndte at tale en masse flyveteknisk engelsk, som jeg ikke forstod noget af.. Så jeg følte mig ikke lige som den bedste lærer til at starte med.. 

Jeg fik endelig lavet to af mine to do ting, som jeg gerne ville gøre, inden jeg tager hjem. Jeg fik læst min første bog på spansk færdig, den hedder La Princesa que creía en los Cuentos de Hadas, på engelsk: The princess who believed in Fairy Tales. Den handler om en prinsesse, der gerne vil være, ligesom alle andre ønsker hun skal være. Hun tror, at hendes  lykke vil være at finde prinsen på den hvide hest. Ham finder hun så, men senere viser det sig, at deres liv ikke er så perfekt, som hun håbede alt ville være med en prins ved sin side. Så derfor begiver hun sig ud på en rejse, der egentlig i bund og grund er rejsen om at finde sig selv og lære at lytte til sit hjerte. Hun lærer at glæde ikke er noget, man kan finde udelukkende i andre personer, man bliver nød il at finde den i sig selv. Alt dette forklarer bogen på en rigtig god måde. Jeg ved ikke, om der er en dansk version, men ellers kan den jo læses på engelsk.

 Nu er jeg gået i gang med en ny bog, som min mamá har anbefalet mig. Det er en slags guide til et godt liv skrevet af en mand, der hedder Nick Vujicic, der blev født uden arme og ben. Han har lavet en del videoer på YouTube b.la denne kortfilm, som jeg vil anbefale I ser, hvis I lige har 20 minutter - det er det værd.

Den anden ting jeg har formået, er langt om længe at tage mig sammen til at lave dansk mad!  I går ankom en pakke fra min mor og far, der sendte rugbrød, lakrids og bearnaise pulver. Så var der ikke mange undskyldninger tilovers. Chelda er nemlig ikke på arbejde, da hun er syg. Så jeg gik i gang med at lave bøffer med bløde løg og bearnaise sovs Mit første forsøg på at lave mad i Mexico. Altså andet end det man lige kan lave i mikrobølgeovnen. I dag blev derfor også dagen, hvor jeg lærte at tænde et gaskomfur, hvilket ikke var så svært, som jeg troede. På billederne under kan i se mig i køkkenet og min mamá, der er ved at gå i gang med at spise. Maden blev spist helt op, og vi skal vidst have det samme på lørdag - så det blev en succes! 

Bueno, jeg vil prøve at opdatere igen snart.. 

Opdatering

Jeg beklager, at jeg er så dårlig til at opdatere min blog regelmæssigt.
Nu har jeg endelig fået lyst - hvilket nok skyldes, at alternativet er at samle snotpapir op fra mit gulv og rydde op på resten af værelset. Det er lykkedes mig at blive forkølet, med feber og det hele, i 38 graders varme, hvilket jeg synes er noget af en bedrift. Det skyldes sikkert min ventilator, det er ligesom at sove i strid modvind. Hvis den ikke er tændt kan man næsten ikke trække vejret, fordi der er så varmt + man vågner op med en masse myggestik. Kaffe er derfor blevet en erstatning for manglende nattesøvn, hvilket nok heller ikke er helt sundt, og sikkert også har været grund til sygdommen. Min mamá spurgte, om hun skulle tage mig med til lægen, men det skal jeg i hvertfald ikke nyde noget af! Når man har hoste, ondt i halsen, ondt i maven, feber, er snottet og har ondt i ørene, hvilket jo er 6 ting, altså 6 forskellige sygdomme, der skal kureres med 6 forskellige piller, i hvertfald hvis man følger mexicanske lægers logik.
Så Chelda tog lige på markedet for at købe noget håndkøbs medicin. Indtil hun kom vendte tilbage, måtte jeg klare mig med et klistermærke, min mamá prøvede at overbevise mig om har en speciel duft, der ville få forkølelsen væk. Personligt tror jeg nu mest på det er piller og hostesaft, der har hjulpet.

Nå men jeg vil fortælle lidt om, hvad jeg har brugt de sidste stykke tid på.

 Jeg blev jo endelig færdig med at brodere den der trøje. Nu mangler jeg bare at få den lavet til en trøje, da den lige nu minder mere om et tæppe. Jeg begyndte på en lille pung. Jeg har nemlig tænkt en del over, hvad jeg skal give min værtsmor d. 10 maj, når det er mors dag. Mors dag er vidst ret stort i Mexico, og så virkede det oplagt at give hende noget, jeg selv har lavet og brugt tid på. Den har jeg så fået lavet færdig, men mangler stadig at sy den til en pung. Jeg håber lidt, at jeg en dag i næste uge kommer afsted og får det hele afsluttet en gang for alle. Det var ellers hyggeligere de sidste par gange jeg var der, da mange andre udvekslingssttudenter også er gået i gang med trøjer, så jeg sad ikke alene.
 En dag cyklede Line og jeg til Ojo de Agua, som jeg før har talt om. Det var omkring en times cykeltur, og det var i mens solen stod højest på himlen, så jeg var helt rød, da jeg kom hjem og har aldrig i mit liv skallet så meget, som jeg gjorde ugen efter. Det var fantastisk at komme ned i det kolde vand. Mange fra skolen kom også derud. De kom dog i bus. Det var rigtig hyggeligt. Mexicanske dreng har en overdreven evne til at klatre i træer, så de kravlede op i toppen af mangotræerne og hentede mango ned. Hjemturen var nemmere, det gjorde vi vidst på 40 minutter.
 En aften var jeg til et musikarrangement i parken, hvor de spillede på store xylofoner, tror jeg det var. De kunne stå 3 eller 4 ved hvert instrument. Der var mange forskellige grupper, de fleste børn på 6-10 år. De spillede helt perfekt i takt - og det var børn! Når børn fra indskolingen i Danmark skal fremføre et eller andet, er det sjældent det lykkedes dem at følge bare nogenlunde det samme tempo allesammen.

I dag er der præcis en måned til, at jeg skal til Cancun. Nu er alt også på plads med flybilletter og rejsen er betalt. Der er også præcis 2 måneder til, at jeg forlader Ixtepec og begynder min rejse hjem..
Jeg er begyndt at glæde mig lidt til at komme hjem og starte på alting. At komme hjem og se vennerne igen, starte på gymnasiet, begynde at træne, se min familie og alt, hvad der er Danmark. Nu må jeg bare nyde de sidste 2 måneder, så meget som jeg kan. Mexico er jo ikke på samme måde nyt og spændende, som det var i starten. Nu har jeg fået en hverdag, jeg tager i skole, er sammen med venner, tager hen og træner og er sammen med min værtsfamilie. Det er underligt  at tænke på at om kun 2 måneder, så slutter den hverdag for altid. Jeg har fået et helt nyt liv i et år og efter det år, der snart er slut, så er der kun minder tilbage. Jeg kommer aldrig til at tage min skoleuniform på igen eller til at følge de regler, jeg er blevet vant til her. Når jeg kommer hjem til Danmark, er jeg sikker på, at jeg ikke er den samme som før.

Jeg har det okay i dag. Feberen er væk, så nu er det kun forkølelsen, der hænger lidt ved, så jeg tror, mine planer for weekenden bliver til noget, selvom det så sort ud i går. Jeg tager til Lagunas, den by min værtssøster studere i, og besøger en veninde fra Tyskland.

Påskeferie

Så er 2 ugers påskeferie ved at være overstået.

Den første uge brugte jeg herhjemme i Ixtepec. Min yngste værtsbror Enrique kom hjem, og Diana havde også fri, så vi var allesammen hjemme. Jeg startede ferien ud med at stå tidligt op og tage hen og træne, det blev en engangforestilling, for så tog den gode gamle dovenskab over. Jeg tog hver dag hen for at lave videre på den bluse, jeg er ved at lave. Endelig, endelig blev jeg færdig! Det har taget noget, der føles som en evighed at lave den. Jeg regner med lige at smutte over forbi hende, der har lært mig dets hus, i morgen, da min trøje lige skal syes til trøje først. Så skal jeg nok lige give jer et foto!
Jeg var på loppemarked en dag, hvor de samlede penge ind til en kræftramt pige. Jeg tog til Ojo de Agua, og sjældent har jeg set så mange mexicanere presset sammen på et sted før. Det havde min værtsmor godt nok advaret mig mod, så det blev ikke lige til at komme i vandet alligevel. Varmen er ved at begynde, der er omkring 38 grader hver dag - skønt! Jeg frygter dog lidt, at vi snart skal over 40. Det er jo ikke fordi de ændrer skoleuniformen, bare fordi eleverne sveder.

I mandags, d. 1. april, tog jeg med Enrique tilbage til Mexico City, hvor han studerer. Det er, som jeg har sagt nogle gange før, en rigtig lang bustur, men jeg fik da sovet lidt. Den første dag tirsdag brugte vi ikke på noget. Onsdag tog vi sidst på eftermiddagen metroen hen tæt på centrum til El Torre Latino. Det er et stort udsigts tårn  hvor man kan kigge ud over hele Mexico City - hvilket er enormt. Det føltes underligt at stå så højt oppe og kigge ud over milioner af huse. I en by har man samlet mere end 4 gange hele Danmarks befolkning. Det er da vildt! Jeg var glad for, at vi var taget derhen om aftenen, for det er trods alt smukkest, når alle byens lys kan ses. B
Lige et fact: Udsigtsposten er designet af danskfødte  Palle Seiersen Frost - Nej, hvad skulle jeg gøre uden min gode ven Wikipedia? 

 Ja, helt brun er jeg jo ikke blevet endnu.. 

Dagen efter lykkedes det mig igen at få ham overtalt til at tage mig med ud og se på byen, selvom han var træt efter skole. Så vi tog på museum: Museo de cera. Der er forskellige udstillinger, vi købte billetter til voksmuseum, hvor mange kendte var lavet livagtigt i voks. Dog mange kendte mexicanere, som jeg da ingen ide har om, hvem er.. 

 Min gode ven Gandhi og mig

 The Beatles

 En stol, der kan få mig til at se lille ud. Dem er der blevet langt i mellem.. 

En anden del af museet er med skøre ting, der er svære at tro, men faktisk er sket. Vi så en masse billeder af folk, der kunne bøje deres tunger på underlige måder og få underlæben helt op over næsen. Det synes blondinen så lige, hun skulle prøve i et stort spejl. Da jeg så gik videre, og kom om på den anden side, viste det sig, at det også var et vindue og ikke kun et spejl, som det havde set ud som. Ja, der er nok nogen, der fik sig et godt grin.. 

Ovenover ses en kæde flettet af tyggegummipapir. I alt er der til kæden blevet brugt tyggegummipapir fra mere end 24 000 stykker tyggegummi, der tilsammen har en værdi af 9 000 pesos, ca. 4 225 kr. Den er 244 meter lang, og det tog 7 år at lave den.

Fredag tog vi i biografen i Mexico Citys største storcenter. 

I bussen på vejen hjem var der helt vildt koldt. Der sad en ret mystisk mand ved siden af mig. Han havde solbriller på - og vi var altså inde i en bus midt om natten. Derudover sad han og lavede nikkende bevægelser med hovedet, som man gør, når man kæmper i mod søvnen - han havde bare åbne øjne... Mystisk. Men han var meget flink, og da jeg vågnede, havde han lagt sin jakke som et tæppe over mig. 

* * '

Så er jeg hjemme igen. Min papá er også kommet hjem igen, så min mamá ser gladere ud, end hun længe har gjort. I morgen starter skolen igen, surt. Jeg regner med, at jeg starter min hårde træning i morgen, og at jeg begynder at spise sundt. I ved, mandag er en frisk start - så lad os håbe denne mandag er anderledes end de andre, og at mine løfter for fremtidens sundhed også virker realistiske i morgentidlig. I dag var jeg lige ude at shoppe. Yes, vatpinde og shampoo findes der sjovere ting at bruge sine lommepenge på?