Jeg blev heldigvis hurtigt rask efter sidste uges sygdom. Jeg tog derfor til Lagunas for at besøge min veninde, Katinka, fra Tyskland. Vi tog ud at bade lørdag ved en pool, der hører til den privatskole, der er i Lagunas, hvor min værtssøster går i skole. Resten af tiden hyggede vi os hjemme hos hende eller hos hendes tante. Mandag tog jeg bussen hjem. Jeg mødtes med en dreng, der regner med at tage på udveksling i Danmark i 2014-15, og derfor gerne vil lære lidt dansk inden.
Sidste uge brugte jeg nogle dage sammen med min gode veninde Betxy. Jeg tog med hende til Ixtaltepec, hvor hun bor, til en Regada. Jeg har før fortalt, hvad det er (Biler der kører gennem ad gaderne, mens der bliver delt ting ud) Jeg var så heldig at få fat i alle de ting, jeg går og mangler; sæbe til at vaske tøj, skrubbeklud til at vaske op i hånden og 3 ens hårspænder...
Her ses en lidt speciel måde at opbevare, hvis nu hænderne ikke lige er nok til at holde alt det, man rager til sig. Bagefter tog vi ud og spise aftensmad.
En dag kom en af min fars kolleger forbi, der gerne vil øve sit engelsk. Han taler lidt specielt, da han er fra en anden stat i Mexico. Han er uddannet pilot, så måske kan han flyve mig frem og tilbage, når jeg vil besøge min familie i Mexico igen. Han begyndte at tale en masse flyveteknisk engelsk, som jeg ikke forstod noget af.. Så jeg følte mig ikke lige som den bedste lærer til at starte med..
Jeg fik endelig lavet to af mine to do ting, som jeg gerne ville gøre, inden jeg tager hjem. Jeg fik læst min første bog på spansk færdig, den hedder La Princesa que creía en los Cuentos de Hadas, på engelsk: The princess who believed in Fairy Tales. Den handler om en prinsesse, der gerne vil være, ligesom alle andre ønsker hun skal være. Hun tror, at hendes lykke vil være at finde prinsen på den hvide hest. Ham finder hun så, men senere viser det sig, at deres liv ikke er så perfekt, som hun håbede alt ville være med en prins ved sin side. Så derfor begiver hun sig ud på en rejse, der egentlig i bund og grund er rejsen om at finde sig selv og lære at lytte til sit hjerte. Hun lærer at glæde ikke er noget, man kan finde udelukkende i andre personer, man bliver nød il at finde den i sig selv. Alt dette forklarer bogen på en rigtig god måde. Jeg ved ikke, om der er en dansk version, men ellers kan den jo læses på engelsk.
Nu er jeg gået i gang med en ny bog, som min mamá har anbefalet mig. Det er en slags guide til et godt liv skrevet af en mand, der hedder Nick Vujicic, der blev født uden arme og ben. Han har lavet en del videoer på YouTube b.la denne kortfilm, som jeg vil anbefale I ser, hvis I lige har 20 minutter - det er det værd.
Den anden ting jeg har formået, er langt om længe at tage mig sammen til at lave dansk mad! I går ankom en pakke fra min mor og far, der sendte rugbrød, lakrids og bearnaise pulver. Så var der ikke mange undskyldninger tilovers. Chelda er nemlig ikke på arbejde, da hun er syg. Så jeg gik i gang med at lave bøffer med bløde løg og bearnaise sovs Mit første forsøg på at lave mad i Mexico. Altså andet end det man lige kan lave i mikrobølgeovnen. I dag blev derfor også dagen, hvor jeg lærte at tænde et gaskomfur, hvilket ikke var så svært, som jeg troede. På billederne under kan i se mig i køkkenet og min mamá, der er ved at gå i gang med at spise. Maden blev spist helt op, og vi skal vidst have det samme på lørdag - så det blev en succes!
Bueno, jeg vil prøve at opdatere igen snart..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar