Nu er der virkelig kort tid til at jeg skal til Cancun! Det bliver fedt. Når jeg kommer hjem, er begge mine værtsbrødre også kommet hjem på sommerferie. Jeg glæder mig virkelig til at se den ældste, da jeg sidst så ham til jul, og jeg regnede ikke med at se ham igen. Diana og jeg har haft lidt problemer, faktisk lige siden jul, men nu er vi begyndt at snakke igen, hvilket er ret fedt, når vi nu skal til at dele seng.
Det begynder så småt for alvor at gå op for mig, hvor kort tid jeg har tilbage. Når jeg tager til Cancun på søndag, er der præcis en måned, og når jeg kommer hjem igen kun 3 uger med min værtsfamilie. På en måde er det ret frustrerende og forvirrende. Jeg føler mig spændt og trist på én gang. Jeg efterlader den mest fantastiske familie, som jeg virkelig er kommet til at elske og kommer hjem til en fantastisk familie, jeg også elsker. Jeg kommer aldrig til at leve sådan her igen. Hver morgen i denne uge, når jeg har taget mine blå knæstrømper på, tænker jeg på, at det er en af de sidste gange. Når folk råber og skriger efter mig på gaden tænker jeg, at jeg kun skal holde det ud kort tid. Når jeg spiser middagsmad med min værtsfamilie, tænker jeg på, at for kort tid siden kendte jeg dem ikke, hvor stille der var omkring bordet, fordi jeg ikke kunne tale deres sprog. Nu kan vi tale, grine og diskutere helt uden problemer. Der er så mange sjove, anderledes og fantastiske minder jeg kan se tilbage på, men nu kan jeg også se lyset for enden af tunnelen, fordi det er ikke kun sjove oplevelser at være på udveksling. Jeg tror ikke rigtig at den følelse af splittelse, som jeg føler over tanken om at tage hjem, kan forstås af folk, der ikke har været på udveksling.
Nå, næste opdatering bliver nok med en masse strandbilleder!
