Velkommen

Velkommen til min blog. Her vil jeg fortælle lidt om mit udvekslingsophold i Mexico 2012-13.


mandag den 20. februar 2012

Kulturweekend

Jeg tænkte, at det var på tide at begynde at skrive min blog, sådan at jeg var kommet lidt igang inden jeg rejser.
Jeg vil starte med at fortælle om min hyggelige kulturweekendtur til Tommerup på Fyn sidst i januar. Selvfølgelig var jeg allerede, inden jeg tog afsted, meget bekymret, da jeg ingen stedsans har, og skulle skifte tog i Fredericia. Det lykkedes heldigvis meget godt, med hjælp fra en fra togpersonalet. Faktisk kiggede hun ind på mig hvert 5. min hele vejen fra Horsens til Fredericia. Jeg nåede også til Fyn uden store omveje.
Køjerne i det meget store YFU-hus var næsten allerede fyldte, heldigvis var der en ledig overkøje. De fleste var allerede ankommet og sad fordybet i samtale. Alle var meget åbne og søde, så jeg faldt hurtigt i snak. Bagefter gik vi igang med diverse navnelege og speed-dating. Så blev det endelig tid til mavehygge. Jeg havde undret mig meget over det punkt på dagsorden. Da alle havde fundet en mave på de udbredte madrasser, blev lyset slukket, og vi fik læst historie. Bagefter gik det hurtigt med at falde i søvn.

Næste dag blev vi vækket, før solen stod op. Så havde vi 10 min til at stille udenfor i sportstøjet. Det var pissekoldt. Vi hoppede rundt og legede dinosaurer og kyllinger. Da vi var kommet ind, havde spist og lige set os selv i spejlet et øjeblik, kom en mand og holdt fordrag om kultur. Det var spændende at få styr på, hvilken kultur vi selv har, og hvor forskellig den er fra hjem til hjem.

Senere kom vi i en samtalegruppe, og diskuterede cases fra fiktive Tines meget mislykkede udvekslingophold. Jeg var sammen med de andre ALU'er (Andre lande end USA). Vi var kun 5 ud af 35. Det var spændende, og helt klart det mest lærerige i weekenden. Det fedeste var dog at møde alle de andre, der også skal på udveksling, og høre historier fra de, der har været afsted. Det blev alt for tidligt tid til at tage hjem. Heldigvis sad jeg ikke alene i toget på vejen hjem.

Nu glæder jeg mig endnu mere til at skulle på udveksling, og til at få min værtsfamilie! Mine rullende rr'er er helt klart blevet bedre, men der er stadig lang vej igen.