Da hun bad mig udfylde nogle papir, lykkedes mig at skrive mit navn de forkerte steder. Anden kopi skrev jeg med sammenhængende skrift. Da Rocio efterhånden var løbet tør for kopier, blev jeg sendt afsted for at købe flere. Rocio havde mistet sin tålmodighed, og så ikke ligefrem ud til at synes det var en smule humoristisk, at jeg ikke kunne skrive mit navn korrekt. Så hun bad mig vente, og så ville hun senere udfylde mine papirer. Så ventede jeg, hun hjalp alle de andre. Udvekslingsstudenter kom og gik. Da jeg havde ventet omkring 2 timer, gav hun sig endelig til at udfylde mit papir. Det eneste jeg skulle skrive, det sidste ord på hele papiret, er det område jeg bor i normalt. Så jeg skrev med store, tydelige bogstaver: ØSTJYLLAND. Man må bare ikke skrive specielle bogstaver, så dette ark blev også kasseret, hvorefter Rocio sagde, at jeg var et kæmpe problem. Mit fjerde ark blev dog godkendt. Så begyndte hun og tale om en underskrift. Det her er efterhånden et godt stykke tid siden, så mit spansk var ikke særligt godt. Det var blevet helt mørkt, og jeg ville gerne hjem. Efter en time, hvor hun ikke havde talt til mig, spurgte jeg forsigtigt, om hun havde brug for mig mere den dag. Det havde hun ikke. Så havde jeg siddet over en time uden nogen grund, hun synes bare ikke lige, hun kunne sige det til mig.
Et par uger efter skrev hun til mig på facebook, at hun havde brug for nogle flere billeder af mig. Billeder uden tøj, så de kunne se, om jeg har tatoveringer eller ej. Det synes jeg, lød ret mærkeligt, så jeg sagde til hende, at det havde jeg altså ikke lyst til. Hun blev dog ved med at presse på og sige, at ingen andre end immigrations folkene ville se dem, og at det kun ville tage 5 min., hvis vi tog dem på WebCam. Jeg blev dog ved med at sige nej. Min værtsfamilie har haft andre studenter før, der ikke skulle tage disse billeder. Derfor bad jeg min mamá om at ringe til Rocio, for at hører, hvad det var for noget. Det viste sig, at Rocio slet ikke var hjemme. Det var højst sandsynligt en eller anden klam, pervers mand, der havde givet sig ud for at være Rocio.
Da jeg hørte fra Rocio igen, skulle vi til Salina Cruz, for at få ordnet det sidste til vores visum. Vi mødtes 8 udvekslingsstudenter og Rocio, tog en bus til Juchitan, hvorefter vi skulle tage en anden bus videre til Salina Cruz. Hvis vi havde haft et kort fra vores skole, havde vi kunnet komme med bussen til halv pris. Rocio spurgte en anelse forundret, hvorfor vi ikke havde bedt vores skoler om at få udleveret sådan et kort. Det burde hun jo sådan set have fortalt os, at vi skulle bede om sådan et kort, da hun er vores kontaktperson. Det er så typisk Mexico. Heldigvis er busbilletter ikke særligt dyre her, så det går nok. Vi sad og ventede på immigrations kontoret i en del tid, inden vi fik udleveret et lille stykke lamineret papir, der er vores visum.
I et tidligere indlæg har jeg skrevet, at vi har en bananpalme i haven, der ikke giver bananer. Jeg tog fejl, vi høster en hel del bananer for tiden og de smager meget bedre, end dem man kan købe i forretningerne.
