Jul i solen

Så blev det jul i Mexico! Jeg er lige vågnet op til julemorgen d. 25. Det har været ret hårdt at være langt hjemmefra juleaften, så tårerne var lidt nærmere end normalt. Min familie har bare svært ved at acceptere, at jeg savner min familie i Danmark. De begynder altid at sige: "Jamen det er jo kun et år, og så er du jo hjemme igen - og vi er jo også din familie." Jeg ved udmærket godt, det kun er et år, og det er ikke fordi, jeg et sekund har overvejet at tage hjem før tid, men nogle gange kan jeg ikke undgå at længes lidt..
Forventningerne blev sænket helt i bund, da pizzabuddet parkede ude foran hoveddøren. Diana og jeg tog til en 15 års fødselsdag, der for pigernes vedkommende er en stor fest. Pigen er ikke katolsk, men kristen og tilhører "skriger kirken" (som jeg har opkaldt den, da de skriger 4 gange om ugen, så hele vejen kan høre det) Vi blev som altid tvunget i kjoler og højehæle, og så gik vi de 20 m ned af vejen til kirken, hvor festen blev holdt.
I Danmark tager jeg altid i kirke juleaften med min familie. Til denne fødselsdag sad jeg i 4 timer og hørte udelukkende sange om, hvordan jeg bare skal lade Gud og Jehova gå ved siden af mig, og aldrig miste min vej til ondskab - så det kompenserer vidst for, at jeg ikke nåede i kirke.

Bagefter lavede vi.. igenting. Jeg troede, det var det resten af dagen skulle gå med, så jeg var egentlig så småt ved at overveje at gå i seng, da min mamá sagde, at vi skulle hen og se Jesus. Så kom julestemningen. Der var et rigtig fint kryppespil og en af de der maskiner, der bare spiller den samme skide julesang igen og igen, men det hjalp. Det blev jul. Bagefter tog vi hjem til min bedstemor, der også havde lavet et lille kryppespil. De sang og bad bønder for et lille jesus barn, jeg skulle vugge i mine arme. Hvilket var ret akavet, da jeg aldrig rigtigt har holdt en baby, og min bedstemor holdt nøje øje med og den nu blev vugget rigtigt. Vi tog hjem til os for at spise aftensmad og der var mennesker i hele spisestuen onkler, tanter, søskende og fætre men alleblev tilsidst sat ned. Jeg tror, det var kalkun eller gås - jeg har aldrig rigtig overvejet den anden mulighed efter and. Vi fik spaghetti og æble til. Desserten bestod af noget buddings snask - og bare konsistensen har gjort, at jeg aldrig har kunne spise sådan noget. Det var rigtig hyggeligt, og jeg følte, at jeg virkelig var blandt familie.

Selvom vi var dødtrætte, og klokken efterhånden havde slået 00:00, tog vi til min onkels julefest. Jeg bryder mig ikke så meget om denne onkel og tante. Min onkel var dog i vældig humør, hvilket sikkert skyldes det store indgreb, der var taget på hans tequila flaske. Min tante var derimod sig selv, så hun begyndte at give mig slanketips og sige, at jeg da ikke kunne spise mere end et kyllinglår til aftensmad, og hvad ved jeg. Bagefter fik jeg lige demonstreret, at jeg stadig ikke kan finde ud af at danse, men det var nu meget sjovt alligevel. Da vi kom hjem, faldt jeg om i min seng og sov næsten med det samme.

Jeg kan også med glæde tælle mig selv med som en af dem, der overlevede jordensundergang d. 21/12/2012, hvilket alle andre, jeg kender, også gjorde. 

Juleferie

Så har jeg lige fået dejlige 1½ - 2 måneders juleferie, jeg så kan nyde i omkring 30 graders varme. Min værtsbrødre er endeligt kommet hjem, og jeg har fået chancen for at møde min ældste værtsbror Jesus David, som jeg ellers ikke har kendt før nu. Han overraskede mig positivt, og vi har en del tilfælles, så det er meget rart at være sammen med ham. Hans bedsteveninde var også med for at besøge os i en uges tid, men hun er nu taget hjem igen. Hendes søster havde skrevet hende et brev og hendes kæreste grædt i lufthavnen - vi taler altså om en uges ferie. Min lillebror gad ikke engang kramme mig i lufthavnen, og der blev vidst ikke fældet så meget som en tåre af nogle af mine brødre den dag.
Med julen kommer også Cheldas juleferie, og jeg blev næsten helt svimmel da jeg hørte, hvor mange pligter, der så blev føjet til, at jeg bare skal ordne min egen seng. Nu skal jeg vaske alt mit tøj selv - i hånden med koldt vand, vaske tallerkener osv. og så er Diana og jeg så heldige at have vundet den daglige rengøring af huset. Jeg savner allerede Chelda! I dag var hendes sidste dag, jeg klamrede mig til hendes ben, men hun slap til sidst ud af døren.
Min kontaktperson Rocio ringede for at spørge, om jeg ikke kunne komme med hende til noget konference agtigt for at fortælle om, hvad det er at være udvekslingsstudent. Hun sagde, at det ville være omkring 10 personer, og de ville stille spørgsmål, så jeg behøvede ikke forberede noget. Så jeg sagde ja. Jeg tog afsted med mine brødre. Der var en del mere end 10 mennesker - over 100. Vi ventede i 2-3 timer og hørte det ene fordrag efter det andet. Så blev det så min tur til at træde op på talerstolen, hvor jeg så fandt ud af, at det var enetale - så måtte jeg lige improvisere noget på spansk foran over 100 mennesker, hvoraf en del af dem er fra min skole. Men det gik okay, det gav da mening, hvad jeg sagde, hvis jeg skal tro mine brødre - hold nu op hvor jeg rystede!

Vi er også ved at være klar til jul - hvis man ser bort fra, at jeg ikke har købt så meget som en eneste julegave endnu. Traditionen tro skal der jo et juletræ til jul. Det var noget lidt andet end i Danmark, hvor min familie og jeg trasker ud i vinterkulden for at vælge det bedste - og når alle er enige, er følelsen som regel forsvundet i fingrene. Vi tog afsted i shorts og t-shirt kørte ned til en lokal butik og min mamá pegede meget hurtigt på et juletræ - for alt skal jo være som i Europa (hvor juletræer for det meste er hvide pga. sneen). Jeg prøvede dog at forklare, at sne smelter, så når juletræer er indenfor er de grønne. Men hvad pokker, nu har vi et flot, lille, hvidt, plastik juletræ - og det hjælper faktisk på min julestemning, når det står og lyser i stuen.

Når nu vi havde gæst, så skulle hun jo se det bedste af Oaxaca, så vi kom på stranden igen. Det var endnu bedre end sidste gang, fordi mine værtsbrødre også var med. Vi tog på sejltur og så delfiner der sprang op fra vandet og vendte sig i luften. Min værtsbror fik hevet to store fisk i land. Båden stoppede på en lille strand der var utilgængelig, hvis ikke man havde en båd, hvorfra vi så kunne tage ud og snorkle. Jeg havde en ret pinlig forveksling med mande og dame toilettet - hvilket jeg fik løst meget diskret ved at råbe inde fra en af båsene: "Er det her mandetoilettet?" Hvorefter jeg kunne høre min værtsbror flække af grin - hvilket var svar nok.

Da Karen skulle hjem igen tog jeg med hende og min værtsbror til Oaxaca by, da jeg virkelig synes, det er en fed by. Vi tog hen og så Monte Alban, der er et sted med en masse pyramider. Vi stod og snakkede, da jeg pludselig hørte stemmer - danske stemmer! Så jeg løb bare hen og sagde: "I er fra Danmark!" Det er ret længe siden, jeg har mødt nye danskere, så det var ret fedt. Vi tog på markede og købte klamme biller, der åbenbart er en specialitet her i Oaxaca. Da jeg stadig har lidt maveproblemer, så jeg var undskyldt. Det gjorde også mine udgifter til mad billigere, da jeg spiste tyggegummi og drak cola til morgenmad (cola er medicin..).

I dag kom min julepakke, hvilket vil sige RUGBRØD! Endelig. Det viste sig så til min overraskelse, at hele familien er glad for rugbrød, så den er hurtigt væk den pakke. Så er der igen lakridser. Faktisk var i dag en rigtig god dag, hvad breve angår. Jeg modtog pakken fra mine forældre, et brev fra mine bedsteforældre og et brev fra YFU Århus, der ønsker glædelig jul.

Til jer der læser min blog:

Glædelig jul og godt nytår!

Ciudad de Oaxaca

Jeg har været i min stats hovedstad, Oaxaca, med min mamá og min værtssøster. Det var virkelig en fed by. Det var så rart at få en pause fra, at være hende den sære blonde alle vender sig om efter på gaden og som næsten alle kender, da Oaxaca er en by med en del turisme. Så jeg følte mig som en helt almindelig turist, i de 2 dage jeg var i Oaxaca, hvilket til en afveksling var meget rart.

 Den egentlige grund til, at vi var taget afsted, var, at vores nabos søn skulle giftes. Så lørdag aften tog vi til hans bryllup efter først at have kørt 6 timer i bus og derefter trampet Oaxaca by rundt for at finde en bryllupsgave. De fleste inviterede var par med børn på 2-5 år, hvilket gjorde, jeg var ret træt af gråd og babysnak, da vi tog hjem. Jeg var ret sulten, da vi kun havde fået morgenmad den dag. Først så vi brudeparret blive viet, og bagefter blev der serveret. Restauranten hedder noget med spyd, og med god grund. Tjenere kom ind med det ene grillspyd efter det andet, og spurgte, hvad man gerne ville have. Da jeg selvfølgelig skulle prøve det hele, var min tallerken hurtigt fyldt med et ordentlig bjerg af kød. Jeg valgte lige at tage et blad salat fra salatskålen, for ikke at føle mig alt for usund.

 Da der er så mange traditioner i Oaxaca, er der selvfølgelig også traditionelle danse. Der blev delt stråhatte ud, halstørklæder og ananas, og så begyndte de ellers at danse den traditionelle ananasdans.

Den næste dag tog vi efter morgenmaden ind og se på en kirke, der hedder; Templo de Santo Domingo de Guzman. Den var helt utroligt smuk. Der var meget højt til loftet og over alt på vægge og loft var der figurer og mønstre, noget af det var i ægte guld. Der var så utroligt mange detaljer, at man ikke ville kunne overskue dem alle sammen. Det er uden tvivl den flotteste kirke, jeg nogensinde har set. Man kunne købe guider, der kunne fortælle om kirkens historie. Jeg satte mig dog bare meget nær et udenlandsk ægtepar, der havde betalt en guide, der talte engelsk, hvilket var en del billigere.
Det tog omkring 200 år at bygge kirken fra det 16. århundrede til det 18, men man har senere restureret den. Der blev brugt 60 000 ark 23,5 karats guld til udsmykningen.

Senere tog vi videre for at se nogle af de gamle ruiner - endelig! Det havde jeg virkelig glædet mig til. Det tog omkring 1 time at køre i bil, hvilket er ret så varmt, når det er omkring 25 grader, og det endda først i december måned. Hvor jeg dog elsker at bo i Mexico! 

Der var ekstremt mange souvenirboder. Alle kunne åbenbart komme gratis ind undtagen mig, da gratis entre kun er for mexicanere, og jeg stadig mangler en del for at ligne en mexicaner. Det var ruiner af noget, det før har været en form for kirkegård, så jeg kunne gå ned i et af gravkamrene. Det skal lige siges luften er dårlig dernede. Deres døre var også utroligt små, så de kan ikke have meget mere end 1 m høje. Jeg rendte meget entusiastisk rundt og tog billeder. Jeg synes, det er fascinerende, at man for så længe siden, har kunnet bygge noget, der delvist stadig holder i dag (havde det holdt, var det jo ikke en ruin), men man kan stadig se alle mønstrene de har lavet på bygningerne helt tydeligt. 

Alt for hurtigt blev jeg nødt til at vende hjem til skole og de sidste to uger af hverdag, inden der er juleferie i halvanden måned. Samtlige udvekslingsstudenter fik skæld ud, da vi ikke er de mest engagerede i undervisningen i skolen. Det undrer mig bare, at når man dagligt arbejder med udvekslingsstudenter, så ikke kan forstå, at det er umuligt, at gennemføre alle sine eksamener og lave alle sine lektier, når man det meste af tiden ikke har en anelse om, hvad læren siger. Men der er da mulighed for at stramme op, det vil jeg gerne indrømme. Det har jeg så hele det næste semester til. 

* * *

Der er lige kommet en julepakke ind ad døren. Den reddede lige julestemningen. Det havde simpelthen været for trist uden en julekalender! Mine søde naboer har sendt mig en julekalender med en lille pakke med slik helt frem til den 24. (okay I kender vel princippet..) Så nu ser det ud til, at jeg har lakrids frem til den 24 december! Tusind tak. 

Her hænger den så lige ved siden af min søsters enormt flotte Jonas Brothers plakater. Den kvikke vil nok opdage, at der mangler en pakke, men altså, man er desperat, når man er løbet tør for lakrids, og der så endelig kommer en pakke ind ad døren, så jeg havde spist dag 1 inden jeg nåede at tage billedet.