Hverdag i Mexico

Der er en del ting at fortælle, så det bliver en smule usammenhængende.

Jeg har været til min første 17 års fødselsdag i Mexico. Jeg havde regnet med, at det ville være som i Danmark, altså involvere en del alkohol.
Min veninde bor i Juchitan. Jeg tog bussen sammen med 3 veninder. Vi mødtes med en anden veninde, hvis mor ville køre os hen til fødselsdagen. Man skænker det ikke meget opmærksomhed her, at der er 5 sæder i en bil og derfor plads til 5 mennesker. Vi sad presset sammen 8 piger. Så da bildøren blev åbnet nærmest væltede vi ud, som når man har proppet alt for meget tøj ind i sit tøjskab, og åbner lågen. Det tog noget tid inden vi fandt huset, hvor festen blev afholdt. Det burde ellers være nemt, da alle veje, ligesom i USA, er vandrette og lodrette, og ikke snoede som i Danmark.
 Vi blev alle sat, og der blev delt sodavand ud. Senere kom de med plastikæsker med mad. Senere mere sodavand og mere mad. Til min overraskelse blev der slet ikke serveret alkohol, hvilket er fint for mig, da udvekslingsstudenter ikke må drikke. Dog er det tankevækkende, hvor meget vi drikker i Danmark. En pige i skolen kom hen og spurgte mig en dag, om vi ikke er det land i verden, hvor de unge drikker mest. Sikke dog et godt rygte vi har rundt om i verden, hvis de her i Mexico bemærker, hvor meget vi drikker!

Lige et billede fra skolen, så I kan se, hvor meget jeg falder ind i mængden, nu hvor jeg har skoleuniform:

Jeg er blevet inviteret til et bryllup i december, da min mamás bedste venindes søn skal giftes. Derfor tager vi til Oaxaca, der er hovestaden i staten Oaxaca, hvor jeg bor. Jeg glæder mig virkelig til at se hovedstaden. Der er en masse historiske steder der. Jeg håber, vi får tid til at tage ud og se på byen, mens vi er der. Meget akavet, da jeg den næste morgen blev hilst på af en dame. Jeg hilste, som var det en fremmed, der havde sagt godmorgen til mig. Da hun bagefter spurgte, om jeg ikke kunne huske, hvem hun var, kom jeg i tanke om, at det var min mamás veninde, der havde inviteret os til bryllup.

En af de ting, der gør mig trist her, er at se, de triste skæbner med fattigdom, vi ikke ser i samme grad i Danmark. En dag kom en mor med sin lille 2 årige pige, for at sælge hjemmelavede armbånd 5 kr stykket. Jeg er ikke helt sikker på præcis, hvad pengene skulle gå til, om det var til en operation for pigen, eller for at den sidste tid af hendes liv skulle blive så lys som mulig. Jeg forstod i hvertfald, at som det så ud nu, havde hun kun 5 måneder tilbage. Det sker regelmæssigt, at der bliver samlet penge ind i klasselokalerne. Da jeg viste min værtsmor armbåndet og fortalte om den lille pige, kiggede hun på mig med et blik, der fortalte, at det ikke var sikkert, at den lille pige var syg. Måske er jeg naiv, men jeg har i hvertfald ondt af hende, hvis hun er syg.

 

Jeg er blevet en smule doven, så jeg får ikke trænet meget. Jeg vælger dog, at kalde det dovenskab kompineret med sygdom. Jeg fejler konstant et eller andet, hvilket, når jeg tænker over det, også er en sygdom. Der har ikke været en hel uge, hvor jeg har været helt rask hele ugen. Min mave er efterhånden nogenlunde normal, nu hvor den er vant til, at fødevarene bliver behandlet mindre hygiejnisk end i Danmark. Så har jeg været forkølet to gange, hvor dumt det end lyder. Jeg tog til et sted meget varmere end Danmark, får ondt i halsen og hoste. Min mamá køber altid en hel masse medicin for selv det mindste. Så jeg har drukket hostesaft, og taget, tror jeg, omkring 6 forskellige slags piller i de 2 måneder jeg har været her.
 For tiden er der ikke andet galt, end at jeg, klodset som jeg er, glemte jeg, at der er et trin ned udenfor klasselokalerne. Det resulterede i at jeg faldt midt i skolen, hvilket har givet mig et rimelig stort, ulækkert sår, der strømmer gul væske ud af, på mit knæ. Iderk. Det synes min ven er vældig sjovt, så han peger altid grinende på mig, når han ser mig. Jeg har derfor, en god samling salver og rensningsprodukter.
Min mamá har dog lagt mærke til, at mit hår er ret tyndt. Sådan har det altid været, men det ved hun jo ikke, selvom jeg har fortalt hende det. Så nu siger hun, at hun vil købe vitaminpiller til mig.

Folk der kender mig, ved at jeg absolut ingen stedssans har. Så da jeg en dag ville tage bussen fra min venindes hus og hen til min tantes, for jeg fuldstændigt vild. Buschaufføren kiggede om på mig en del gange, da bussen var ved at være tom. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke havde set min tantes hus, da jeg var sikker på, at min papá havde sagt, at bussen ville passere. Det var ved at være en smule sent. Pludselig sagde chaufføren, at nu kørte bussen ikke længere. Jeg havde ingen ide om, hvor jeg befandt mig. Hans chef, en 19 årig dreng, sagde, at jeg kunne køre med bussen tilbage til den by jeg bor i, da jeg befandt mig lige i udkanten. Han kørte også med, og da vi blev sat af fulgte han mig hele vejen hjem. Jeg takkede mange gange, og var lettet over at have fundet hjem.
Det er den samme bus, jeg tager om morgenen på vej til skole, og igen hjem fra skole. En dag var drengen, der havde hjulpet mig, på arbejde, og spurgte om jeg ville køre med hele turen rundt for at se Ixtepec. Jeg tog i mod tilbudet, og vi snakkede en smule på vejen.
Da min mamá hørte, at jeg havde kørt med ham, blev hun meget bekymret. Derfor havde jeg en snak med min mamá og min papá om, at der findes gode og onde mænd, og af princip er alle mændene i busserne onde i Mexico. Ikke fordi det er noget problem for mig, at jeg ikke må snakke med ham, han er ikke min ven eller noget, bare en jeg kender. Det overraskede mig bare, hvor alvorlige de så ud.

I går tog jeg til Juchitan med en veninde. Hun har lige slået op med sin kæreste, så vi ville kigge på drenge i parken. Der var dog ingen. Det er ikke pænt at hænge folk ud på internettet, men da man ikke kan indkludere hunde i folk, vil jeg alligevel fortælle det. Det her er rimelig klamt og tragisk komisk. To hunde var igang med at lave det, hunde nu laver, inden der kommer små nuttede hvalpe. Da hanhunden var færdig, og derfor ville trække sit kønsorgan til sig, sad det fast. Den stod derfor med sit ene ben over numsen på hunhunden, imens den prøvede at trække pølsen til sig. Sådan stod den i over 10 minutter. Det var på en eller anden måde noget, jeg godt kunne have været foruden at se.

Jeg er lige kommet hjem fra biografen med min familie. Jeg vidste ikke, hvilken film vi skulle se, og ville ikke få så frygteligt meget udaf at spørge, da de oversætter alle deres filmtitler til spansk. Vi købte frappe og popcorn, inden vi satte os ind i biografen. Filmen gik i gang, og når man havde forventet noget i retningen af en hyggelig film, hvor hele familien kan være med, og i stedet ser en virkelig uhyggelig gyserfilm, så bliver man skræmt. I sær når man, som mig, ikke har talent for at se gyserfilm. Ved det første store chok sprang jeg nærmest over i min søsters sæde. Resten af filmen var hun så sød at række mig sin hånd, som jeg fik klemt næsten følelsesløs.

min mamá, søster, mig og min papá

 

På den ene side savner jeg min familie i Danmark, og savner at give min mor et kram. Savner, at tage i skole og se mine venner, som jeg har kendt i evigheder efterhånden, og som jeg stoler på og ikke mindst taler samme sprog som. Men jeg har aldrig været gladere, end jeg er her i Mexico, så på den anden side ville jeg ønske, jeg kunne blive forevigt. Jeg vælger, at lytte mest til den side, der siger, at jeg er gladere nu end nogensinde før. Det ville være trist, at skulle se tilbage på et år, hvor jeg ikke har brugt tiden på andet end at tænke på, hvad der sker derhjemme, og dem jeg savner. Jeg lider derfor ikke af hjemve. Hvis jeg en dag føler mig lidt trist, tænker jeg bare på, hvor fedt det er at møde så mange nye mennesker. Jeg tror, jeg kender flere her end i Danmark. Virkelig mange siger: "Hej Petra" til mig, når de møder mig i skolen, og jeg kender ikke halvdelen af dem. Det varmede dog, da jeg i forgårs modtog et brev med lakridser fra mine bedsteforældre.

Toreada

Jeg måtte lige genlæse mit sidste indlæg for at finde ud af, hvor jeg er kommet til. Det føles som længe siden, at jeg var til Regada. Måske er det fordi, det er en oplevelse, jeg har prøvet at fortrænge lige siden.
Kort, hvad er en Regada?
En Regada er en smule som et optog. Denne her var der bare kun to biler, der deltog. Den bil jeg sad i og bilen, hvor årets dronning af Ixtepec sad i. Ud fra bilerne smides gaver alt fra toiletpapir til øreringe. Gaderne er fulde af mennesker, der gerne vil have et eller andet. Nogle samler i store sække.

 Jeg gjorde mig klar i min kjole, og fik håret sat. Så kørte min mamá og jeg hen til min tante. Hun havde pyntet sin bil, der har et stort lad, hvorpå jeg sad sammen med min niece, nevø, tante og min fætters kone. Da alle gaverne var lastet op på ladet, var der så klemt, at vi ikke kunne rykke vores fødder. Der sad jeg så og ventede i stegende sol i omkring en halv time, inden vi kørte.
Vi smed gaver til alle sider. Min nevø tyrede en del mennesker ned med sæbe, da han havde problemer med at kaste blødt. Det var en god fornemmelse at kunne dele ud til alle. Jeg vidste bare ikke, hvor langt vi skulle køre, og delte derfor lidt for rundhåndet ud. Hurtigt kom bunden til syne i de ellers store poser med gaver. Det endte derfor ud med, at vi ikke havde noget at dele ud. Folk blev ved med at råbe güera (blondine) til mig, og komme hen til bilen for at røre ved mig. Folk manglede tænder, var rædmagre, og deres liv havde sat sig i tydeligt markerede rynker i deres ansigt. Og jeg havde ikke mere at give dem. Alle tilråbende blev for meget for mig. Jeg havde svært ved at blive ved med at smile. Det føltes som en evighed inden bilen endelig standsede. Tårerne pressede sig på, og jeg ønskede, at jeg bare var lige så ordinær, som jeg er i Danmark med mit lyse hår og blå øjne. Jeg ville dog ikke græde foran hele min familie, så jeg sagde, at jeg var træt og derfor gerne ville hjem.

 

Heldigvis er der en masse og lave, så jeg havde ikke lang tid til at sidde og have ondt af mig selv.
 Der er noget i retningen af et tivoli i byen. Der tog jeg hen en aften med min familie efter at have tilbragt endnu en god dag ved Ojo de Agua i anledningen af min søsters fødselsdag.

 

 Jeg var sammen med min søster og vores fætre. En billig oplevelse for mig, da det er drengene, der betaler i Mexico. Vi prøvede, jeg ved ikke hvor mange gange at ramme en spand med bolde, for at vinde en kæmpe bamse. Gang på gang 'vandt' jeg chokolade (Dvs. trøstepræmie for folk, der ikke har talent). Min niece havde mere talent, det rakte i hvertfald til en del små bamser. Da jeg kom tilbage dagen efter med min fætter, vandt jeg i første hug en kæmpe bamse - bare lige for at sige, jeg ikke er helt lost. Det er en, nogle ville måske sige grim, lyserød and. Jeg har opkaldt den efter min savnede hund Vaks.

Min ven Oliver spurgte, om jeg ville tage med ham til Toreada. Toreada er ligesom tyrefægtning, man kan få lov til sidde på tyren, imens den springer rundt og prøver at stange tyrefægterne ned, når de vifter med deres røde kapper.
Min mamá hader Toreada, da hun mener, det kun er for fordrukne mænd. Jeg fik dog alligevel lov til at tage af sted, da jeg pointerede, at hvis jeg tog af sted, så kunne jeg jo dele hendes afsky i fremtiden. Jeg tog ikke nogle billeder, da jeg ikke havde mit kamera, så jeg håber, jeg kan beskrive det. Der var bygget, af træ, en stor firkant, hvor der var hegn, så tyrene ikke kunne komme i kontakt med publikum. Der var bygget en tribune til publikum. Det var muligt at stå på jorden, eller sidde på en overetage. Der var fyldt med mennesker overalt. Det var næsten ikke til at se, hvad der foregik inde i firkanten, hvor en vred tyr løb rundt med en mand, der så ret skrækslagen ud, på ryggen. Oliver fik øje på Mantia (en af mine veninder, der er en udvekslingsstudent fra Thailand). Hun sad sammen med sin værtsfamilie oppe på en af overetagerne. Vi besluttede at gå hen til hende, da vores pladser umuligt kunne blive meget ringere. Vi kravlede op af stigen, og sad meget klemt sammen med hendes familie. Jeg sad med benene ud over kanten, så de var inde i ringen. En mand blev kvast af en tyr mod rækværket, så han knap nok kunne gå derfra lige foran, der hvor jeg sad. Da han fik revet sig i sikkerhed, sad han næsten ovenpå mig. Han blev lykønsket og fik en øl, hvorefter han hoppede ned og humpede ud.
 Vi gik ud for at købe chips, kager og sodavand. Da vi kom tilbage, havde de lukket en ny tyr ind i ringen. Folk gispede, da de så størrelsen af dens horn. Det viste sig, at den var ligeså arrig som dens horn er store. Derfor måtte ingen sidde på den. Den blev sluppet løs, og løb direkte mod over tyrefægteren. Han viftede med sin kappe, som han havde gjort med de andre tyre, men hans små yndige hop til siden, kunne ikke gøre det med denne tyr. Han var nede og ligge to gange. Tredje gang løb han skrigende som en pige, hvilket er forståeligt, eftersom han lige havde fået et horn i siden. Det er vidste ikke uden grund, at jeg er bange for tyre.
 En anden tyrefægter en ældre mand, var så dumdristig, at han også ville prøve. Jeg begriber ikke, hvordan han kunne tro, at han havde en chance mod tyren, når hans yngre chef ikke havde. Han stod lige ud for mig. Da tyren kom løbende i mod ham, kunne han ikke nå at gøre noget. Den stangede ham så hårdt, at han fløj over dens hoved og landede omkring 1.5 m væk. Tyren var ikke færdig den trampede arrigt på ham, indtil de andre nåede frem og distraherede den. Mandens mund var fuld af sand, og hans ansigt fortrukket i smerte. Han blev båret ud af 6 andre mænd. En veninde i skolen har fortalt mig, at han er død. Så jeg har besluttet at melde mig ind i min mamás anti-Toreada gruppe. Jeg havde nu en god dag med mine venner.

I dag er det to månder siden, jeg sagde farvel til min familie i lufthavnen. På den ene side føles det som en evighed siden, at min mor stod med tårer i øjnene, og på den anden er det skræmmende, hvor lidt tid jeg har tilbage her. Kun 8-9 måneder. Jeg har slet ikke lyst til at tænke på det. Mexico er fantastisk! Selvfølgelig er der dage sjovere end andre, men når alt kommer til alt, er jeg virkelig glad her. Min værtssøster og jeg er blever meget tætte. Af og til sover vi i den samme seng, vi trøster hinanden, når vi er kede af det og griner sammen. I min skole får jeg flere og flere venner og genkender flere og flere ansigter. Der er gode chancer for at den næste måned bliver endnu bedre! Engang i november tager jeg til Mexico City og videre til Queretaro for at besøge en ven, der var udvekslingsstudent i Danmark sidste år. Jeg glæder mig!