At forstå at værdsætte

Det er gået op for mig, hvor nemt vi har det i Danmark, og hvor lidt vi påskønner det. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har hørt folk brokke sig over stress, for lange arbejdsdage, og at priserne stiger og stiger i Danmark. Alt er så meget billigere alle andre steder. Vi glemmer bare at tænke på, at vi tjener betydeligt mere, end man gør i andre lande. I Mexico tjener damen, der arbejder i mit hus mindre på en dag, end hvad jeg gør på en time i Danmark, og det er ikke fordi, min løn er super høj 75 kr. Med sine penge skal hun forsørge sig selv og sin dreng. For de penge jeg tjener, kan jeg købe, hvad jeg vil, fordi jeg er sikker på, at jeg har mad, så jeg kan æde en hel dag, hvis jeg vil.
  Hvis vi nu lige tog os tid til at fjerne skyklapperne, der gør, at vi kun kan se Danmark, og åbner vores øjne for resten af verden, vil vi se, at vores problemer er luksusproblemer. Måske har vi ikke den nyeste bil, men vi har en bil. Måske bliver der ikke nogen ferie til udlandet i år, men vi har penge nok til at holde fri.
  Aldrig har jeg set så mange glade menensker som her i Mexico. Alle smiler, er udadvendte og interesserede i at spørge ind til ens liv og fortælle om deres. Men når de fortæller om deres liv, beklager de sig ikke over, at de ikke har penge nok til at købe en ny skoleuniform uden huller eller til at tage på stranden en dag. En pige i min klasse har en vanskabt hånd, men hun er en af de gladeste, og ikke én eneste gang har jeg hørt hende beklage sig. Her tænker man ikke på sig selv først, men på personen ved siden af sig. Selvom mine klassekammerater ikke har så mange penge som jeg, tilbyder de alligevel at købe mig mad i skolen, så jeg kan prøve den mexicanske mad. Danmarks største problem er, i mine øjne, at vi er blevet så vant til, at vi kan få, hvad vi peger på. Når vi så får, hvad vi pegede på, har vi glemt, at vi engang pegede på det, fordi nu er der kommet noget nyere og derfor endnu bedre, som vi hellere vil have.

I søndags var jeg til et optog, hvor mange piger og damer gik sammen igennem byen i traditionelle kjoler. Der var farver over det hele. Alle så glade ud, og ingen beklagede sig over, at deres krop er en smule for stor eller et eller andet problem, som vi garanteret nok skulle opfinde i Danmark. I mellem alle de farverige kjoler var det ikke til at se, hvem der manglede penge, og hvem der havde nok. Som vi gik igennem byen med orkester, der spillede blev der delt slik ud til alle de børn, der stod og så os passere.

 

Man siger, at danskerne er verdens lykkeligste folk, men jeg tror det nu ikke. Lykken drukner i de problemer, vi altid skaber for os selv. Danskerne har muligheden for at blive verdens lykkeligste folk, hvis bare vi indser, hvor godt vi har det.