Velkommen

Velkommen til min blog. Her vil jeg fortælle lidt om mit udvekslingsophold i Mexico 2012-13.


fredag den 26. april 2013

Opdatering

Jeg beklager, at jeg er så dårlig til at opdatere min blog regelmæssigt.
Nu har jeg endelig fået lyst - hvilket nok skyldes, at alternativet er at samle snotpapir op fra mit gulv og rydde op på resten af værelset. Det er lykkedes mig at blive forkølet, med feber og det hele, i 38 graders varme, hvilket jeg synes er noget af en bedrift. Det skyldes sikkert min ventilator, det er ligesom at sove i strid modvind. Hvis den ikke er tændt kan man næsten ikke trække vejret, fordi der er så varmt + man vågner op med en masse myggestik. Kaffe er derfor blevet en erstatning for manglende nattesøvn, hvilket nok heller ikke er helt sundt, og sikkert også har været grund til sygdommen. Min mamá spurgte, om hun skulle tage mig med til lægen, men det skal jeg i hvertfald ikke nyde noget af! Når man har hoste, ondt i halsen, ondt i maven, feber, er snottet og har ondt i ørene, hvilket jo er 6 ting, altså 6 forskellige sygdomme, der skal kureres med 6 forskellige piller, i hvertfald hvis man følger mexicanske lægers logik.
Så Chelda tog lige på markedet for at købe noget håndkøbs medicin. Indtil hun kom vendte tilbage, måtte jeg klare mig med et klistermærke, min mamá prøvede at overbevise mig om har en speciel duft, der ville få forkølelsen væk. Personligt tror jeg nu mest på det er piller og hostesaft, der har hjulpet.

Nå men jeg vil fortælle lidt om, hvad jeg har brugt de sidste stykke tid på.

 Jeg blev jo endelig færdig med at brodere den der trøje. Nu mangler jeg bare at få den lavet til en trøje, da den lige nu minder mere om et tæppe. Jeg begyndte på en lille pung. Jeg har nemlig tænkt en del over, hvad jeg skal give min værtsmor d. 10 maj, når det er mors dag. Mors dag er vidst ret stort i Mexico, og så virkede det oplagt at give hende noget, jeg selv har lavet og brugt tid på. Den har jeg så fået lavet færdig, men mangler stadig at sy den til en pung. Jeg håber lidt, at jeg en dag i næste uge kommer afsted og får det hele afsluttet en gang for alle. Det var ellers hyggeligere de sidste par gange jeg var der, da mange andre udvekslingssttudenter også er gået i gang med trøjer, så jeg sad ikke alene.
 En dag cyklede Line og jeg til Ojo de Agua, som jeg før har talt om. Det var omkring en times cykeltur, og det var i mens solen stod højest på himlen, så jeg var helt rød, da jeg kom hjem og har aldrig i mit liv skallet så meget, som jeg gjorde ugen efter. Det var fantastisk at komme ned i det kolde vand. Mange fra skolen kom også derud. De kom dog i bus. Det var rigtig hyggeligt. Mexicanske dreng har en overdreven evne til at klatre i træer, så de kravlede op i toppen af mangotræerne og hentede mango ned. Hjemturen var nemmere, det gjorde vi vidst på 40 minutter.
 En aften var jeg til et musikarrangement i parken, hvor de spillede på store xylofoner, tror jeg det var. De kunne stå 3 eller 4 ved hvert instrument. Der var mange forskellige grupper, de fleste børn på 6-10 år. De spillede helt perfekt i takt - og det var børn! Når børn fra indskolingen i Danmark skal fremføre et eller andet, er det sjældent det lykkedes dem at følge bare nogenlunde det samme tempo allesammen.

I dag er der præcis en måned til, at jeg skal til Cancun. Nu er alt også på plads med flybilletter og rejsen er betalt. Der er også præcis 2 måneder til, at jeg forlader Ixtepec og begynder min rejse hjem..
Jeg er begyndt at glæde mig lidt til at komme hjem og starte på alting. At komme hjem og se vennerne igen, starte på gymnasiet, begynde at træne, se min familie og alt, hvad der er Danmark. Nu må jeg bare nyde de sidste 2 måneder, så meget som jeg kan. Mexico er jo ikke på samme måde nyt og spændende, som det var i starten. Nu har jeg fået en hverdag, jeg tager i skole, er sammen med venner, tager hen og træner og er sammen med min værtsfamilie. Det er underligt  at tænke på at om kun 2 måneder, så slutter den hverdag for altid. Jeg har fået et helt nyt liv i et år og efter det år, der snart er slut, så er der kun minder tilbage. Jeg kommer aldrig til at tage min skoleuniform på igen eller til at følge de regler, jeg er blevet vant til her. Når jeg kommer hjem til Danmark, er jeg sikker på, at jeg ikke er den samme som før.

Jeg har det okay i dag. Feberen er væk, så nu er det kun forkølelsen, der hænger lidt ved, så jeg tror, mine planer for weekenden bliver til noget, selvom det så sort ud i går. Jeg tager til Lagunas, den by min værtssøster studere i, og besøger en veninde fra Tyskland.

søndag den 7. april 2013

Påskeferie

Så er 2 ugers påskeferie ved at være overstået.

Den første uge brugte jeg herhjemme i Ixtepec. Min yngste værtsbror Enrique kom hjem, og Diana havde også fri, så vi var allesammen hjemme. Jeg startede ferien ud med at stå tidligt op og tage hen og træne, det blev en engangforestilling, for så tog den gode gamle dovenskab over. Jeg tog hver dag hen for at lave videre på den bluse, jeg er ved at lave. Endelig, endelig blev jeg færdig! Det har taget noget, der føles som en evighed at lave den. Jeg regner med lige at smutte over forbi hende, der har lært mig dets hus, i morgen, da min trøje lige skal syes til trøje først. Så skal jeg nok lige give jer et foto!
Jeg var på loppemarked en dag, hvor de samlede penge ind til en kræftramt pige. Jeg tog til Ojo de Agua, og sjældent har jeg set så mange mexicanere presset sammen på et sted før. Det havde min værtsmor godt nok advaret mig mod, så det blev ikke lige til at komme i vandet alligevel. Varmen er ved at begynde, der er omkring 38 grader hver dag - skønt! Jeg frygter dog lidt, at vi snart skal over 40. Det er jo ikke fordi de ændrer skoleuniformen, bare fordi eleverne sveder.

I mandags, d. 1. april, tog jeg med Enrique tilbage til Mexico City, hvor han studerer. Det er, som jeg har sagt nogle gange før, en rigtig lang bustur, men jeg fik da sovet lidt. Den første dag tirsdag brugte vi ikke på noget. Onsdag tog vi sidst på eftermiddagen metroen hen tæt på centrum til El Torre Latino. Det er et stort udsigts tårn  hvor man kan kigge ud over hele Mexico City - hvilket er enormt. Det føltes underligt at stå så højt oppe og kigge ud over milioner af huse. I en by har man samlet mere end 4 gange hele Danmarks befolkning. Det er da vildt! Jeg var glad for, at vi var taget derhen om aftenen, for det er trods alt smukkest, når alle byens lys kan ses. B
Lige et fact: Udsigtsposten er designet af danskfødte  Palle Seiersen Frost - Nej, hvad skulle jeg gøre uden min gode ven Wikipedia? 


 Ja, helt brun er jeg jo ikke blevet endnu.. 

Dagen efter lykkedes det mig igen at få ham overtalt til at tage mig med ud og se på byen, selvom han var træt efter skole. Så vi tog på museum: Museo de cera. Der er forskellige udstillinger, vi købte billetter til voksmuseum, hvor mange kendte var lavet livagtigt i voks. Dog mange kendte mexicanere, som jeg da ingen ide har om, hvem er.. 


 Min gode ven Gandhi og mig
 The Beatles
 En stol, der kan få mig til at se lille ud. Dem er der blevet langt i mellem.. 

En anden del af museet er med skøre ting, der er svære at tro, men faktisk er sket. Vi så en masse billeder af folk, der kunne bøje deres tunger på underlige måder og få underlæben helt op over næsen. Det synes blondinen så lige, hun skulle prøve i et stort spejl. Da jeg så gik videre, og kom om på den anden side, viste det sig, at det også var et vindue og ikke kun et spejl, som det havde set ud som. Ja, der er nok nogen, der fik sig et godt grin.. 



Ovenover ses en kæde flettet af tyggegummipapir. I alt er der til kæden blevet brugt tyggegummipapir fra mere end 24 000 stykker tyggegummi, der tilsammen har en værdi af 9 000 pesos, ca. 4 225 kr. Den er 244 meter lang, og det tog 7 år at lave den.

Fredag tog vi i biografen i Mexico Citys største storcenter. 

I bussen på vejen hjem var der helt vildt koldt. Der sad en ret mystisk mand ved siden af mig. Han havde solbriller på - og vi var altså inde i en bus midt om natten. Derudover sad han og lavede nikkende bevægelser med hovedet, som man gør, når man kæmper i mod søvnen - han havde bare åbne øjne... Mystisk. Men han var meget flink, og da jeg vågnede, havde han lagt sin jakke som et tæppe over mig. 

* * '

Så er jeg hjemme igen. Min papá er også kommet hjem igen, så min mamá ser gladere ud, end hun længe har gjort. I morgen starter skolen igen, surt. Jeg regner med, at jeg starter min hårde træning i morgen, og at jeg begynder at spise sundt. I ved, mandag er en frisk start - så lad os håbe denne mandag er anderledes end de andre, og at mine løfter for fremtidens sundhed også virker realistiske i morgentidlig. I dag var jeg lige ude at shoppe. Yes, vatpinde og shampoo findes der sjovere ting at bruge sine lommepenge på?