Chiapas

Jeg var i Chiapas, en anden stat i Mexico, med Lines familie i weekenden. Vi så nogle helt fantastiske steder! Vi så natur og pyramider i et område, der hedder Palenque. Bagefter kørte vi videre igennem små bjergveje, hvor der boede mennesker helt uden mobil- og internet dækning. Gad vide, hvad de bruger deres fritid på? De stod og solgte frugt og grønt ved vejen iført nogle underlige dragter, der er meget typiske for det sted. Så tog vi til San Cristobal, en gammel historisk by, hvor vi fik kigget lidt rundt på et hyggeligt market. Og det lykkedes mig også at få en smule farve på benene for første gang i mit liv, da vi var på sejltur! Det var en rigtig hyggelig tur. Vi kørte uden GPS, uden vejkort og fulgte bare skiltene og fandt hoteller, når vi nåede frem til byerne. Nu mangler jeg kun i morgen i skolen, så er der lige 2 ugers påskeferie!

Skolebussen

Fik lidt af en forskrækkelse den anden dag på vej hjem fra skole. En veninde og jeg gik sammen hen til bussen. Den holder ved siden af togskinnerne, hvor der normalt sidder en masse illegale immigranter. De gør mig lidt bange, da størstedelen drikker for de få penge, de har. Det er mennesker, der har mistet alt, de ved ikke, hvor deres elskede er havnet, de har ingen penge, ingen mad, intet hus og ingen tryghed. De kommer med toget om natten, hvor de sidder ovenpå. Det er en farlig tur, nogle af dem bliver skubbet ned, andre falder, og mange mister hinanden, da de ikke altid kan komme af samme sted. Deres drøm, om at komme til USA, virker ret langt væk, når de sidder i lille halvfattige Ixtepec, Oaxaca, Mexico, der er langt fra grænsen til USA. En af grundende til, at jeg ikke bryder mig om at se dem, er måske også at de hele tiden minder mig om, at jeg er født til så nemt et liv, uden at mangle noget, mens andre lever et liv, hvor bare det at holde sig i live er en udfordring.

Nå, men vi satte os altså ind i bussen. Den holder der ca. 8 minutter, inden den kører videre. Der kom en tynd mand i slidt hullet tøj ind for at spørge om penge i bussen. Han var tydeligvis på stoffer, så det ville jo ikke hjælpe at give ham penge, han ville bruge på sin afhængighed. Alligevel gjorde det ondt at se den anden vej. Han fik øje på mig, og tænkte sikkert at jeg har mange penge, fordi jeg ser meget europæisk ud. Han begyndte, at spørge mig. Jeg sagde flere gange, at jeg ikke havde mere end 2 pesos til min bus. En mand bag mig sagde, at tiggeren skulle lade mig være, hvilket provokerede ham en smule. Han begyndte at sige: "Ej hvor er folk agrresive. I er skide agrresive allesammen!" Og manden bag mig, havde talt til ham i en pæn tone. Han bad ham forlade bussen. På vejen ud sagde han noget, der svarer til: Luk røven, hvortil den siddende mand sagde: "Nå vil du da lukke den for mig?" Manden på stoffer kom endnu engang ind i bussen, og var ved at tage sin rygsæk af, så det så ud som om han ville til at slås. Jeg blev ret bange, for bussen er ret lille og manden stod meget tæt på. 2 andre mænd rejste sig op, og gik lidt truende hen i mod ham. Så indså han nok, at det ville være en ulige kamp og gik ud af bussen. Mit hjerte gik tilbage i sit normale tempo. Min veninde rystede helt, hun havde også siddet yderst lige ved siden af manden.

* * * 

Jeg er begyndt at bruge mine klasser i skolen lidt mere nyttigt. Nu laver jeg armbånd, jeg så sælger for 5 kroner. Hvert armbånd tager en time, så det er en timeløn på... 5 kr. Men det er da bedre end at lave ingenting.

 På min vej er der 2 håndværkere, der arbejder på et hus. De udnytter hver gang, jeg passerer, til at pifte og råbe efter mig. Det er ret irriterende i længden. Jeg har savnet Danmark lidt denne her uge. Nogle gange er det nemt at føle sig lidt alene her ovre på den anden side af jorden. Men mit humør svinger en del, så det blev hurtigt godt igen efter en god snak med min mamá. Min papá kommer hjem i næste weekend, jeg har ikke set ham i omkring 2 måneder. Min mamá er i Oaxaca for at besøge ham.